Det er 25 år siden, Quentin Tarantino debuterede og tog Cannes med storm med 'Pulp Fiction'. Og i går vendte han tilbage til den sydfranske filmfestival med et brag. Denne gang med den sorte komedie 'Once Upon a Time in Hollywood', der efter premieren i går aftes blev mødt med seks minutters stående ovationer af det begejstrede publikum. Det skriver det amerikanske magasin Variety.

I forbindelse med Cannes-premieren har filmen også fået en ny trailer, der giver et smugkig på handlingen i 'Once Upon a Time in Hollywood'. I filmen følger vi en falleret western-skuespiller og hans stuntmand – spillet af Brad Pitt og Leonardo DiCaprio – der sætter sig for at erobre Hollywood. Men Tarantino trækker også tråde til den berygtede seriemorder Charles Manson, der spredte skræk og rædsel i USA i slutningen af 60'erne.

Foruden Pitt og DiCaprio tæller filmens stjernespækkede rolleliste også navne som Margot Robbie, Al Pacino, Kurt Russell og afdøde Luke Perry i en af sine sidste store roller. Danske biografgængere må dog vente lidt endnu på at se dem alle i 'Once Upon a Time in Hollywood', der får biografpremiere i Danmark 15. august. Se traileren til filmen her: