Jeg jonglerer altid med fem-seks projekter ad gangen. Så kan jeg skifte fra et maleri til et andet, når jeg går i stå. Det gør jeg ofte halvvejs i processen, når jeg skal til at arbejde mig ned i de små detaljer.

At færdiggøre et maleri kan tage mellem tre timer og tre måneder, alt efter om jeg har en nærtstående deadline, og om jeg har vanskeligheder med at ramme de helt rigtige nuancer. 

Det har ikke altid været sådan, at jeg har en masse projekter at arbejde på hele tiden, som det er tilfældet nu. Det tager tid at opbygge sig en portefølje, og for mig begyndte det med, at jeg lagde nogle malerier på Instagram og Facebook i starten af 2010’erne, da jeg skiftede fra at være grafiker til at blive kunstner. 

I begyndelsen af i år fik jeg lidt mere travlt, end jeg normalt har. Der gik en time fra, at I på Euroman kontaktede mig om at lave det her portræt af kong Frederik, til at Danmarks Radio ringede og gav mig en lidt mere stram deadline med et portræt af kongen. Det skulle stå klar til dagen for tronskiftet, den 14. januar.

Det første, jeg gør, efter at have fået en opgave, er at studere min referenceramme. Det bruger jeg fotos af den portrætterede til. Så kigger jeg på, hvilke kontraster i vedkommendes ansigt jeg kan fremhæve. Hvad for et udtryk, jeg skal have frem i det her menneske. Hvilke farver, jeg kan arbejde med. 

Derefter skitserer jeg proportionerne. Det går ret hurtigt med at få dem på plads i skitseform, inden det rigtige arbejde begynder. Med en opgave som denne er det fedt, at jeg har tid til at gå i dybden med det. Jeg kan få lov at tænke flere tanker ind i det. Jeg har tid til at undersøge kongen.

Når man maler et portræt, kan man ikke undgå at have sig selv med i maleriet som kunstner. Jeg kan se mig selv i den balancegang, Frederik skal mestre mellem det nære familieliv og et stort ansvar med mange øjne på en. Alle har en holdning til Kongen, ligesom mange har en holdning til min stil som kunstner. Det var svært at vænne sig til i starten, men nu har jeg affundet mig med den del af mit arbejde.

Det har været en ret speciel oplevelse at male kong Frederik. Han har ikke et symmetrisk ansigt, ja, det er faktisk lidt skævt, og det lægger jeg ikke skjul på i mit portræt. Jeg forsøger at være en ærlig portrætmaler. Det er skævhederne i ansigtet, som vi har fået fra naturens side, der er med til at give mennesker den karakter, som det er min fornemste opgave at få frem.

Portrætter er ikke særligt flatterende. Jeg prøver ikke at fremstille Frederik som noget, han ikke er. Der adskiller min pensel sig nok en smule fra andre, som måske lægger lidt flere fingre imellem. 

Kong Frederiks ører er en af de ting, som jeg særligt bemærkede, inden jeg gav mig i kast med maleriet. De sidder ret markant og særegent på hans hoved. Jeg lægger også vægt på hans næse, der er en smule skæv, samt hans øjne, som er mindre end gennemsnittet. Umiddelbart kan det se lidt underligt ud, men det er korrekt, når man kigger nøje på ham. 

Grænsen mellem et portræt og karikaturmaleri er hårfin. For selvom man forsøger at være naturtro i sin skildring, er man nødt til at overgøre bestemte karakteristika en smule for at gøre den portrætterede letgenkendelig.

Man kan desuden lege med farver, lys og skygger til at fremhæve de træk og den personlighed, jeg ser i vedkommende. At der er en grad af karikatur i et portræt, er også med til at gøre det spændende, synes jeg.

Det er en stor ære at få lov til at være med til at forevige danmarkshistorien gennem min kunst. Det er jeg faktisk rigtig stolt af. Den følelse er særligt kommet, efter det hele har fået lov til at bundfælde sig.

Det er på mange måder langt større, end jeg først havde troet, selvom jeg egentlig ikke er udpræget royalist. Der er sket noget på den front i takt med, at jeg er blevet ældre.

Jeg er også blevet mere bevidst om kongefamiliens værdi for Danmark og danskerne, og jeg tror, at vi får en konge, der kommer til at vokse med opgaven. Jeg er i hvert fald enormt beæret over at få mulighed for at visualisere Frederiks kapitel i historien.