Christian Grau tester ny Porsche Cayman: ”Æstetisk set er det ingen forskønnelse” scroll-down

Christian Grau tester ny Porsche Cayman: ”Æstetisk set er det ingen forskønnelse”

Med Cayman GT4 RS har Porsche skabt den suverænt kraftigste og hurtigste Cayman nogensinde. Christian Grau har kørt den på den tidligere Formel 1-bane Estoril.

Af Christian Grau
Foto: PR
Motor Euroman

Da den første Cayman så dagens lys i 2005, havde den 295 hestekræfter. Måske derfor har den ofte stået lidt i skyggen af 911. Det var Porschen, man valgte, hvis man ikke havde råd til en 911’er, hed det sig, men den slags forudindtagelser har det typisk med at florere blandt Facebook-typer, der ikke har råd til nogen af bilerne. Glem dem og gå ombord i Cayman med et åbent sind, og du vil se en bil, der byder sig til med sine mere svulstige kurver.

En bil med en kæmpe bagklap og overraskende meget bagageplads, fordi der både er et bagagerum bagerst og foran. Ikke super praktisk, men ikke desto mindre 25 liter større end bagagerummet i en VW Golf. Kabinen er trang på en god måde, der omslutter dig som et stykke tøj, du tager på. En lækkert stykke tøj vel at mærke, for Porsche går aldrig ned på finish og finesse.

718 Cayman, som den hedder i dag, er simpelthen undervurderet, og derfor har Porsche gradvist givet den flere kræfter og gjort den mere og mere hardcore. Senest med introduktionen af GT4 RS-varianten, som er et regulært trackday-missil fra Porsches motorsportsafdeling. Man har taget motoren fra 911 GT3 og passet den ind i det centralt placerede motorrum, og derpå har man marineret bilen i kulfiber og letvægtskomponenter.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Porsche