DEN 49-ÅRIGE VEJLENSER Niels Flemming Hansen har et problem: Folk ved ikke, hvem han er. Det kan sikkert for de fleste mennesker være fint nok ikke sådan at blive genkendt hele tiden og skulle forholde sig til rygter og fordomme og lange blikke.

Men når man er sit partis spidskandidat til det nært, nært forestående Europa-Parlamentsvalg (9. juni), er det strengt taget lidt af en streg i regningen. Det påhviler nemlig Niels Flemming Hansen at sikre, at det hårdt prøvede konservative folkeparti beholder sit eneste mandat i Europa-Parlamentet.

I en måling fra januar, som Altinget og DR lavede i samarbejde med Epinion, var det dog sølle otte procent af vælgerne, der kunne mønstre en positiv eller negativ holdning til Niels Flemming Hansen. De resterende svarede ’ved ikke’ eller slet og ret: ’Jeg aner ikke, hvem det her menneske er’ (Euromans formulering).

”Du er jo i gang med at hjælpe mig med at blive kendt,” siger han lunt, da jeg møder ham på hans kontor på Christiansborg over en klassisk mødeplatte: sort kaffe, danskvand og små chokolader.

”Jeg er ikke sådan en ramasjang-politiker, der står på TV 2 News og råber hver anden dag. Jeg må komme det til livs ved at være meget derude, tage mange debatter og komme godt rundt til vælgermøder.”

Men for at skære det lidt hårdt ud er Euroman ikke kommet for at gøre Niels Flemming Hansen kendt. Vi er kommet for at få ham til at græde.

DET VIL NOK være passende at introducere denne småt beskrevne spidskandidat lidt grundigere: Niels Flemming Hansen har siddet i Folketinget for De Konservative siden 2019. Før da var han direktør i Holst Sko, en skovirksomhed, han og broren Lars har arvet fra deres far (det kommer, det kommer). Og da Pernille Weiss i september sidste år blev smidt på porten som EP-spidskandidat efter anklager om upassende lederskab i Bruxelles, hev Søren Pape Poulsen en kanin – der dog er formand for Folketingets Europa-udvalg – op af hatten.

Og så er Niels Flemming Hansen jo også et barn af politik på den store klinge (nu kommer det). Hans far, Flemming Hansen, var folketingsmedlem i 23 år og minister ad flere omgange. I Tyskland kalder de Flemming Hansen der Vater der Fehmarn-Verbindung – det var Hansen, der som transportminister satte gang i arbejdet med Femern-forbindelsen mellem Rødby og Puttgarden.

Men i maj 2021 døde Flemming Hansen af en kræftsygdom. Han var 81 år. Det er ikke svært at forestille sig, at Niels Flemming Hansen, der er gået i sine fars fodtøjssælgerfodspor og siden har fulgt ham ind på Christiansborg, er stolt af sin far. Og ville det ikke give mening, fx i en valgkamp, at positionere sig på at være søn af denne konservative hædersmand, en vaskeægte erhvervsdrivende partiprofil?

Jo, det ville det. Men Niels Flemming Hansen kan ikke.

Tag fx det konservative landsråd i september. Niels Flemming Hansen skulle holde sin første tale som spidskandidat for hele det konservative bagland og havde i talen skrevet, at han som sin far var konservativ, erhvervsdrivende, at slægt skal følge slægters gang – den slags. Men hver gang han øvede talen med sine rådgivere, var lige præcis dén passage kilde til problemer. Niels Flemming Hansen kunne ikke holde tårerne tilbage. Og talen blev skrevet om, så faren ikke blev nævnt med et ord.

”Jeg er følsom. Det er jeg også i forhold til mine egne sønner, hvis du spørger for meget ind til dem. Eller i forhold til Søren (Pape Poulsen, red.).”

Og i forhold til Flemming, som Niels Flemming bare kalder ham, er det så grelt, at han strategisk må afvige fra at tale om sin far, når han ikke er i privat lag. Og det er derfor, Euroman besøger ham på kontoret på Christiansborg. For at tale om det emotionelle handicap, han slæber rundt på i valgkampen. Og for at forstå, hvorfor det her er et interview, Niels Flemming Hansen ikke vil lave til tv eller radio.

”Min far var en mand med masser af lune og humor. Han var en ordentlig mand. Min kone eller mor ville nok sige, at jeg er som snydt ud af næsen på ham.”

SÅ LANGT SÅ godt. Vi taler om at være politikerbarn og om afsavnet, når faren var i København. Og så spørger jeg, hvad Flemming syntes om sin søns beslutning om at stille op til Folketinget:

”Jeg fortalte om det efter moden overvejelse på et bestyrelsesmøde i Holst Sko. At jeg gik med de her tanker. Så sagde han: ’Du er ikke rigtig klog’. Og…”

Stemmeføringen er for første gang på vej i grøften.

”Jeg var ude at tale med vælgerforeninger og den slags, og efter et par uger sagde han, at det kunne sgu godt være, jeg ville blive meget god til det der.”

Hvad gjorde det ved dine egne politiske ambitioner, da du for tre år siden mistede din far?

”Det ved jeg sgu ikke helt. Det, der sker, er, at… Hehe.”

Stemmen skrider nu helt ud i en usikker, bævrende falset.

”Nu må du lige bære over med mig.”

Musklerne i ansigtet trækker sig sammen, mundvigene peger direkte i gulvets retning. Og pludselig er stemmeføringen på sporet igen.

”Jeg sidder herinde på mit kontor en morgen, og så ringer min mor og siger, at nu er det nok tid til at komme hjem.”

Han ryger tilbage til den spinkle falset.

”Og det gør jeg så. Lige efter ringer Søren, der har hørt, at den er gal med min far. Vi sad og skulle i gang med forhandlinger om den store infrastrukturplan, og min far havde jo været transportminister.”

Stemmen knækker kort.

”Flemming går bort, mens Søren starter forhandlingerne, og jeg skynder mig faktisk tilbage til København, for jeg vil gerne ære min far ved at lave en god aftale. Og… Det… Det gør vi så.”

Et par måneder senere er De Konservative med i den store infrastrukturaftale IP35. Niels Flemming Hansen har kørt forhandlingerne i mål.

”Jeg kører hjem og lander i Vejle ved tre-fire-tiden om natten. Men på vejen kører jeg forbi kirkegården. Ind til min far. Og… Det var et fint øjeblik, jeg havde helt for mig selv.”

Det berører dig tydeligvis dybt at tale om din far. Er det et handicap i en valgkamp?

”Jeg tror bare, det er sådan, jeg er. Det er jeg afklaret med. Det er meget få mennesker, jeg sådan åbner op over for. Nu gør jeg det over for dig. Medarbejderne tæt på mig ved det. Det kan også ske i folketingsgruppen. Det skete i en diskussion om aktiv dødshjælp for nylig – der var jeg også lige oppe at vende.”

Hvorfor?

”Det kommer bare meget tæt på. Og så kan man sige: Hvorfor vil du ikke udstille dine følelser for offentligheden?”

Ja, det var mit næste spørgsmål.

”Hvis jeg undlader noget i en tale, handler det jo om, at den tale så ikke bliver leveret lige så godt. Jeg er meget optaget af at gøre tingene ordentligt.”

Handler det også om, at det strider imod et klassisk konservativt mandeideal?

”Nej, jeg tror, det er okay, at vi ikke alle sammen er så polerede. At vi godt tør åbne op for de sider af os selv som politikere.”

Frygter du for, at det bliver et handicap under EP-valget?

”Nej. Det er meget sjældent, at Flemming bliver italesat, når vi er ude. Det er kun, når gode mennesker kommer over og siger, at de kendte min far. Det har jeg intet imod. Og jeg ved ikke altid helt, hvad er det for nogle markører, der tricker noget inde i mig.”

Men det kan jo ske, hvis det forkerte spørgsmål lige kommer?

”Ja, og så sker det. Men det bliver ikke noget, jeg selv lige opsøger.”