banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER
Skiudstyr

Skiudstyr

Ski-sæson: Den ultimative guide til ski- og snowboardudstyr

Danskerne valfarter i øjeblikket i flokkevis mod Alperne eller Skandinaviens nordlige egne for at hamre ned over sorte pister og mærke suset i maven. Det er i den grad højsæson for skiløb. 

Ski og snowboarding er en forfængelig størrelse, og for de fleste er ordentlig gear vigtigt. Søgen efter de perfekte ski, briller eller jakke stopper aldrig. 

Her klæder vi dig godt på til årets skitur med en stor guide til 31 forskellige ski, boards, jakker, briller og en masse andet gear. 

Pisteskiløb:



Rossignol Pursuit 800 til 5.499 kr. 

Hvis du elsker pisteskiløb, fart og kontrol, er Rossignols nye topmodel et sikkert valg. Skien holder kantgrebet særdeles lang tid og angriber pisten med stor hastighed. Skiløbets Ferrari, om man vil. Pursuit-serien indeholder ski til alle niveauer.



CLWR Flight Pant Black til 1.299 kr. 

Helt enkelte og stilrene skibukser. Det gode ved den sorte farve, er udover at være svære at gøre beskidt, at de bukser sammen med de fleste jakker. De er både vandafvisende og åndbare, så du kan holde dig varm i al slags vejr. 



66 North Basar skiundertrøje til 665 kr. og Basar skiunderbukser til 600 kr.

Den helt bløde merinould er både nænsom ved huden og holder dig varm i selv den værste snestorm. Og når sneen daler, er skiundertrøjens hætte guld værd. Træk den op over hovedet, og tag hjelm på bagefter, så skal du nok bekæmpe kulden. Desuden fjerner den fugtighed fra kroppen.



Rossignol Allspeed Pro 120 til 2.615 kr. 

De hårde pister kan godt give ømme fødder, men med denne støvles formbare inderstøvle opnår du den maksimale komfort. Støvlen kan fås i flere stivheder, så den kan passe til alle niveauer. Det er en støvle, der sikrer god kontrol på pisterne, men også sørger for, at fødderne kan holde til en lang dag. 



Thermic varmesåler til 1.600 kr. 

Problemer med kolde og forfrosne tæer efter en lang dag på pisten? Montér varmesålerne i dine skistøvler og sæt gulvvarmen på 3, så er det slut med følelsesløse tæer. Derudover giver sålerne lidt ekstra støtte til fødderne og er derfor også velegnede til skiløbere, der døjer med ømme fødder.

Freeride/ offpiste-skiløb:



Rossignol Squad 7 til 5.899 kr. 

Her har du det ultimative værktøj til dyb sne. Med 145 mm i spidsen og 120 mm under foden er giver skien masser af fart, stabilitet og opdrift i offpisten. Kan du godt lide at prøve dig selv af med nogle klippedrop og stejle bjergsider, er dette skien for dig. Det prisvindende design præsenterer både helt nye teknologier og et æstetik flot udseende. 



Faction Candide 2.0 til 4.899 kr.

Hvis man gerne vil have en offpiste-ski, der også gør sig godt på pisten og i snowparken, er den franske ski-legende Candide Thovex’ promodel et oplagt bud. Den har stabilitet og kan køre i alt slags terræn. Der behøver ikke at ligge en halv meter nysne, før den er sjov at køre på. Skiens rockereffekt (hvor enden af skien løfter sig fra jorden) giver bedre opdrift i offpisten. 



Full Tilt First Chair 6 til 3.499 kr.

En støvle til den øvede skiløber, der leder efter en tætsiddende støvle med god kontrol til det svære terræn. Støvlens flex er medium, hvilket vil sige, at den ikke er alt for stiv og dermed giver lidt mere efter for fodens bevægelser. Lukkesystemet med tre spænder hen over støvlen giver en varieret spændvidde.



POC Nail Color til 750 kr. 

Rene læderhandsker har det med at blive godt våde efter en lang dag i offpisten, men læderet er samtidig også en nødvendighed, hvis man vil have en kvalitetshandske, der holder dine fingre varme. POC har tilføjet en overdel i vandtæt tekstil, så det meste sne afvises. Derudover har handsken en indlagt kno-beskyttelse og et materiale på tommelfingeren, der kan tørre sne væk fra skibrillen. Og så er det bare en rar handske at have på.



Sweet Protection Monkeywrench Jacket til 4.499 kr. 

Her er virkelig en jakke, der er lavet til de store udflugter mod høje bjergtoppe. Den lukker al sne ude med dens snefang, og med dens Gore-Tex funktion kan den klare alle vejrforhold. Det er en skaljakke, hvilket typisk giver en mere tør oplevelse på ski. Men husk at tage et par lag indenunder på de kolde dage. 



Peak Performance Heli Vertical Jacket til 5.500 kr. 

Den vind- og vandtætte Gore-Tex-jakke er lavet til den professionelle ekstremskiløber. Den løse silhuet giver dig gode bevægelsesmuligheder, hvilket du har brug for, når du prøver dig selv af uden for pisterne. 



66 North Vik til 930 kr.

Når man kører offpiste, kommer man ofte op på nogle toppe, hvor blæsten kan være ekstra slem, og man får typisk mere sne op under jakken end på pisten. Derfor er det oplagt at få sig et mellemlag. Denne fleecejakke er let at have på, men samtidig utrolig varm og velegnet under en skaljakke.



Oakley Flight Dect matte Black/ Prizm Torch Iridium til 1.850 kr. 

Oakleys store nyhed i år. Den helt nye Prizm-linse er baseret på årtiers farveforskning, og giver dig en bedre lys transmission, hvilket giver maskimal kontrastgengivelse. Den rammefrie brille giver et ubegrænset udsynsfelt og en komfortabel pasform. Desuden er det nemt, simpelt og hurtigt at skifte linse. 



Pieps Jet Force lavinerygsæk til 8.000 kr.

Når du kører offpiste, vil der næsten altid være risiko for laviner. Den bedste måde at forhindre, at man ender begravet under sneen, er ved at erhverve sig en lavinerygsæk. Hvis man skulle være så uheldig at møde en lavine, trækker man i håndtaget, og på tre sekunder har man fyldt taskens 200 liter airbag op. Der er minimum fire opblæsninger på det tilknyttede batteri.

Luksus skiløb:



66 North Gunnar til 890 kr. 

Disse helt bløde, tekniske joggingbukser giver dig ekstra varme og komfort på de koldeste dage. De er behagelige at have på og er oplagte som et mellemlag under skibukserne. Kører man med skalbukser, kan de sikre, at du også kan holde varmen ved meget lave temperaturer. De går sågar an uden for skibakkerne.



Ørgreen Tamok Goggle til 995 kr. 

Som de første danske brilleproducenter har Ørgreen lavet et par skibriller, der kan konkurrere mod de store internationale sværvægtere som Oakley og Anon. Med Ørgreens erfaring fra modebranchen skiller skibrillen sig tydeligt ud fra mængden med sit skarpe design. Linsen er anti-dug-behandlet, og udsynet er bredt. 



SOS Air Cooper Jacket til 4.470 kr. 

Vindtæt, vandtæt og slidbar. SOS laver skitøj i den dyre ende, men kvalitet koster. En skijakke til skiløberen, der går ekstra meget op i, hvad han har på.



SOS Gilder Pant til 2.900 kr. 

Skienes skarpe kanter har det med at skære i skibukserne, derfor har SOS påsat et ekstra kraftigt stykke stof forneden. Det samme har de gjort over knæene, hvor især snowboarderen slider meget. Et lækkert design, der sagtens kan bæres som fuldt sæt sammen med Air Cooper-jakken.



Sony X1000VR til 3.800 kr. 

Billedkvaliteten i 4K er på højde med biograffilm, og funktionen Highlight Movie Maker guider dig til, hvordan du skaber små filmperler. Derudover har det nye kamera fra Sony en indbygget GPS, så når dagen er slut, kan du se din hastighed, rute, og hvor du skød din film. Det kan tåle regn og sne uden at være i hylster. 



DJI Phantom 3 Advanced til 9.695 kr. 

Genoplev dine skieventyr fra helt nye vinkler med denne nemme drone fra DJI. Der følger et kamera med, som optager skarpe billeder i 2,7K HD-kvalitet. Der er livestream-funktion, så du kan følge med på din smartphone. Til gadget-nørden, der gerne vil gøre lidt mere ud af hjemmevideoerne.



Douchebag The Douchebag til 1.699 kr. 

Tidens suverænt mest populære skitaske. Det smarte ved en Douchebag er, at den kan foldes helt sammen, når man har pakket sine ski og sit gear ud. Den er lavet i solide materialer, og de påsatte hjul gør den nem at have med i lufthavnen. 

Snowboarding/ freestyle:



Nitro Uberspoon Camber til 4.700 kr.  

Snowboardet, der klarer sig godt på hele bjerget. Dets særlige design med den spidse ende gør, at det egner sig rigtig godt til dyb sne, men det har samtidig et godt greb i pisten. Nitro formår som de færreste producenter at kombinere funktioner med flot design. I en forfængelig sport vægtes udstyrets udseende højt.



Burton Concord Boa Black/Camo til 2.499 kr. 

Denne støvle er til snowboarderen, der gerne vil forene komfort og funktio-nalitet. Det særlige lukkesystem sørger for, at foden har bedst mulig kontakt til boardet og dermed greb i underlaget. Og med inderstøvlens ekstra beskyttelse af hælen, anklen og vristen plejer du dine fødder bedst muligt.



Armada Harlaut Insulated Jacket til 2.399 kr.

Her kan man virkelig tale om en skijakke, der ligeså godt kunne fungere i det Københavnske gadebilledet. Med sit coach-jakke-inspirerede look og posede og lange snit rammer den alle snowboardere og skatere lige i hjertet. Ligesom den ser ud, er jakken yderst behagelig at have på, og man har fjernet alle overflødige detaljer, hvilket gør den meget brugervenlig. Med dens foring og vandafvisende ydre holder man sig varm og tør i alt slags vejr. 



Armada Harlaut Sweatpants til 1.599 kr. 

Med stor inspiration fra det aktuelle modebillede har Armada lavet et par skibukser, der ligner sweatpants, men har alle de samme egenskaber som et par almindelige skibukser. Snefanget forneden sørger for at minimere mængden af sne, der trænger op. Bukserne er, ligesom Harlaut-jakken, designet i samarbejde med en af freestyle-sportens største stjerner, skiløberen Henrik Harlaut.



Hestra Leather Fall Line Mitt til 1.100 kr. 

Når det er rigtig koldt, og når man som snowboarder rører meget ved sneen, kan et par luffer redde dig fra frosne fingre og små skader. Det imprægnerede koskind og neoprenlukningen gør, at sneen har meget svært ved at trænge ind. 



POC Auric til 899 kr. 

POC’s nye freestylehjelm er tydeligt inspireret af skateboarding og vejer næsten ingenting. Selv om den er let og tilmed behagelig at have på pga. sin bløde polstring, kan den klare de slemme styrt, man ikke undgår i snowparken. Ørepolstring følger med og kan nemt påsættes. Og så har hjelmen masser af ventilationshuller, der sørger for, at ens hovedtemperatur holdes nede på et behageligt niveau. 



POC Spine VPD 2.0 Vest til 1.700 kr. 

Når man kører i snowparken og laver tricks, er et godt rygskjold en livsnødvendighed. POC’s nye vest gør det lettere at bevæge sig, da selve rygskjoldet kan bøjes, så det følger ryggens bevægelser og dermed minimerer risikoen for rygskader. Vest-funktionen gør, at man næsten ikke ænser, at man har rygskjold på. 



Armada Spearhead til 1.999 kr. 

Skimode er i den grad inspireret af gademode. Freestyle-verdenen trækker mange paralleller til skateboarding, og det kan tydeligt ses på tøjet. Denne militærinspirerede jakke er meget let, men varmer stadig, som den skal. Med sit gode snefang, brugbare lommer til liftkort, pudseklud til skibriller og andre funktioner kan jakken sagtens bruges på resten af bjerget. Det er funktion, der møder cool design. 



POC Lid All Black til 1.940 kr. 

Rammefri skibriller er den store tendens inden for skibriller denne vinter. Alle de store og kendte producenter har kastet sig over dem, men få har et lige så gennemført design som POC’s helt sorte model. Her er udsynet bredt og klart under de fleste vejrforhold. Linsen er anti-dug-behandlet og er god til at modstå ridser ved styrt. Den rammeløse funktion gør også, at der er færre steder, hvor sne og vand kan sætte sig eller trænge ind. 



Gravitis Bungee 20FT pakke til 1.699 kr. 

Hvis du ikke kan vente med at komme af sted til Alperne, og kan du bruge dette bungee-reb, som du spænder fast på fx et gelænder til en trappe, hvorefter du trækker dig selv tilbage og lader bungee-effekten give dig fart udover et hop. Du kan komme til at køre op til 55 km/t.

LÆS OGSÅ: 7 eksperters forslag til de fedeste ski-ferier

LÆS OGSÅ: 3 uberørte skidestinationer du bør besøge denne vinter

LÆS OGSÅ: Peter Falktoft: Her er min favorit snowboard-destination

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok