Thomas Frank var på randen af en fyring i Brentford. Og så ringede en gammel ven fra Hvidovre-dagene scroll-down

Thomas Frank var på randen af en fyring i Brentford. Og så ringede en gammel ven fra Hvidovre-dagene

Thomas Frank er gået fra at være børnetræner i den lokale klub Frederiksværk til at stå Brentford i Premier League. Selvom han soler sig i succesen i verdens bedste fodboldliga, har karrieren ikke været en dans på roser hele vejen. Her bringer vi et gratis uddrag fra forsideportrættet af Thomas Frank fra en tid, hvor fyringen kom truende tæt på, og det mentale batteri var tømt.

Af Simon Kirkegård
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Sport Euroman

I ET PARCELHUS I HVIDOVRE SAD TEDDY HEBO en mørk decemberaften i 2018 i sin lænestol og så sportsnyheder sammen med sin kone, Bente. De talte om Thomas Frank. Siden Hvidovre IF-dagene havde Hebo og Frank fra tid til anden ringet sammen og holdt kontakt, men i årene omkring Brøndby-tiden var opkaldene blevet mere sporadiske.

Men da Teddy Hebo sad der i sin dagligstue og så sin gamle ven med de slidte Puma-støvler, som to måneder forinden havde landet karrierens største job som cheftræner i Brentford F.C., havde tabt sin ottende ud af 10 kampe, følte han trang til at række ud.

”Bente, ved du hvad? Jeg tror sgu, Thomas har sved på panden. Jeg prøver at give ham et kald,” sagde Teddy Hebo til sin kone.

Hans fornemmelse viste sig at holde stik. Det var en presset mand, han fik i røret.

”Man kan lidt sammenligne det med en and i en dam. Udadtil virkede Thomas rolig og fattet, men under overfladen padlede han for at holde sig oppe,” siger Teddy Hebo.

Thomas Frank husker også, at Teddy Hebo ringede til ham. Ikke præcist, hvad de snakkede om – blot at de talte længe om den hårde tid, han stod midt i. Og at samtalen på telefonen skete, mens han gik langs Themsen med Torben (familien Franks otte år gamle shar pei-hund). Men én ting, Thomas Frank især husker, var følelsen af, at det var rart, at der kom en udefra og bekymrede sig for ham.

”Jeg var nået til et punkt, hvor vi ikke kunne tabe fem kampe mere, før at en fyring havde været en realitet. Det var hårdt, og mange skubbede til mig – både fans, ledelse og medier. Det var et vigtigt tidspunkt at få Teddy ind, der gjorde mig endnu skarpere på mine ledelsesegenskaber. Fx er jeg nu blevet bedre til at træffe hurtige beslutninger i afgørende situationer og i at formulere holdets retning til spillerne,” siger Thomas Frank.

Siden den aften i midten af december har Thomas Frank og Teddy Hebo ringet sammen en gang om ugen. Med en fortid som administrerende direktør i medicinalvirksomheden Eli Lillys danske afdeling og som global HR-chef i H. Lundbeck ved Teddy Hebo om nogen, hvordan det er at have et stort ansvar og mange ansatte under sig.

Foruden en fintuning af Thomas Franks lederegenskaber i trænergerningen har makkerparret i årene, der er fulgt, arbejdet med at få Frank til at prioritere sin tid og energi rigtigt - blandt andet ved at anvende begrebet konstruktiv kynisme. Om man så er topleder i en stor virksomhed, eller om man er fodboldtræner, er det afgørende, at man kan bevare og optimere sin energi.

”Thomas har haft en tendens til at lade sig begejstre, når han ser et spændende projekt. Og nu, hvor han er blevet et varmt navn, er der mange, som vil have fat i ham. Han har skullet lære at sortere i, hvilke mennesker han har tid til, uden at det påvirker hans energiniveau,” siger Teddy Hebo.

DET MÆRKEDE THOMAS FRANK i marts 2021. Brentford F.C. buldrede afsted i The Championship og havde kurs mod oprykning. I Carabao Cuppen var de nået til semifinalen, og kun et snævert nederlag til Tottenham holdt dem fra finalen. På dette tidspunkt var Brentford med 50 kampe på ni måneder dét hold i Europa, der havde spillet flest kampe.

Samtidig havde familien Frank netop købt hus i East Sheen og stod midt i en flytning. Thomas Frank mærkede presset, og han var konstant træt, uanset hvor længe han sov, uanset om det var morgen eller aften. Hans lunte var blevet kort, for kort, og han snerrede ad sine omgivelser. Igen ringede han til Teddy Hebo og talte med ham om sin udbrændthed.

De blev enige om, at Thomas Frank skulle sætte nogle klare rammer for sig selv. Han begyndte derfor at gå hjem fra arbejde på klubbens træningsanlæg klokken 16 i stedet for klokken 17. Og var han ikke færdig med arbejdet, var det bare ærgerligt. Aftenen skulle også holdes fri.

Thomas Frank fik også senere tilknyttet sin personlige assistent, Michelle, der blandt meget andet står for at holde styr på hans kalender og at tage noter til de fleste møder. Det betyder, at han i dag i stedet kan fokusere på det, som er det vigtigste i hans hverdag: fodbolden og familien.

”Skulle man se mig som et batteri, gik jeg dengang fra meget lave procenter til 80 procent. Jeg kom aldrig op på 100 procent, men de små justeringer gjorde, at jeg kunne holde den kørende indtil ferien. Det prøver jeg stadig at overholde den dag i dag,” siger Thomas Frank.

Hans nyeste tiltag er at læse i 20 minutter hver aften, inden han går i seng. Det giver ham ro i hovedet. Lige nu er han i gang med den nyeste bog i Millennium-serien, ‘Havørnens skrig’ af Karin Smirnoff.

Du kan læse hele det store interview med Thomas Frank her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Premier League, Forside, Portræt og Interview