Jimmy Kimmel har brugt konceptet før, men vurderede, at det var så vellykket, at det fortjente en ekstra tur:

En tv-journalist spørger publikum til New York Fashion Week, der sluttede i går, hvad de synes om en række designere, der ikke eksisterer.

Og det er et taknemmeligt trick, for fashionistaerne er tilsyneladende dødsens angste for at erkende, at der er noget eller nogen inden for modens verden, de ikke har hørt om.

På den måde kan man få dem til at sige, at de følger en designer som Chandler Bing (karakter fra serien ’Friends’) tæt på de sociale medier. Eller at de elskede Antonin Scalias (amerikansk højesteretsdommer) nye kollektion.

De fremstår ikke helt heldige, de adspurgte, der ivrigt hopper i den skjulte fælde. Men en ros skal de have: De bluffer med stor overbevisning.

Se det i dette klip (hop eventuelt hen 45 sekunder ind i det for at gå direkte til interviewene):