Der er næppe noget sværere end at stille sig op på en scene kun bevæbnet med en mikrofon og få folk til at grine. Ikke desto mindre er der nogle få modige (og sjove) sjæle, der tager chancen. Dem vil vi gerne hylde og være med til at gøre opmærksom på nogle af de nye stjerner.

Det har vi fået et panel af allerede etablerede navne som Brian Mørk, Thomas Hartmann og Jacob Tingleff til at komme med en række bud på, hvem der skal få os til at grine i de kommende år. Men det er op til dig, hvem der skal have den ærefulde titel som ’Årets danske upcoming komiker’.

Over de næste par dage får du mulighed for at se et uddrag af et sæt, de hver har leveret på den københavnske comedy-club Comedy Zoo.

Her er det Kasper Porsdal

Du kan stemme på Kasper Porsdal her, hvor et like tæller som en stemme.

Hvorfor blev du komiker?

”Jeg har altid vidst, at jeg bare skulle prøve det en dag. Jeg har som barn altid set meget Dirch Passer og mange danske stand-uppere som Anders Matthesen. Han inspirerede mig i virkeligheden til at starte, da jeg tænkte, at det kunne være fedt at lære.”

Hvornår vidste du, at det var det, du ville?

”Som sagt, så har jeg altid vidst, at jeg måtte prøve det. Da jeg så første gang stod der, tænkte jeg: "Det skal jeg gøre igen." Og så blev jeg ved.”
Hvordan reagerer folk, når du siger, at du er komiker?

”Folk bliver altid overraskede. Måske fordi de ikke ved så meget om det, men der følger altid mange spørgsmål med det. De fleste har nok en ide om, at der kun eksisterer de komikere, som man oftest ser på tv. Generelt er folk dog meget positivt stemt over for det.”

 Hvad er det værste ved at være komiker?

”Presset. Komiker er ikke en jobtitel, hvor du har fri, når du går fra arbejde. Det er en livsstil, og du bliver stillet til ansvar for det hele tiden, når folk møder dig. Man er jo 'komikeren', så derfor forventer folk, at du er ligesom man er på scenen. Det kan godt være lidt hårdt. Der er utroligt meget fokus på det, og der følger meget opmærksom omkring én. Nogle gange kan jeg også godt lide bare at trække mig tilbage og få lov at grine. Jeg kan godt se, at det også lyder som lidt af et luksusproblem.”
 Hvad er sjovt for dig?

”Det er svært at sige, hvad jeg specifikt synes er sjovt. Noget er sjovt for mig, når jeg griner. Bedre kan jeg ikke sige det. ”   

Hvem synes du ellers er sjov – og hvorfor?

”Jeg kan rigtig godt lide at se den engelske serie 'The Office' med Ricky Gervais. Jeg har også set rigtig meget Mr. Poxycat og Klovn. Måske jeg godt kan lide, når det bliver lidt akavet. Det handler lidt mere for mig om den sjove situation, fremfor den sjove replik, tror jeg. ”
Sig noget sjovt?

"Det er den værste sætning, jeg kender. Især når man får det spørgsmål på en bar et sted. “Kan du ikke sige noget sjovt?”. Jeg plejer at sige, at det kan jeg godt, men at det nok ikke bliver sjovt. Fordi jokes, som vi kender dem fra stand-up-scenen, skal fortælles på en stand-up scene.

Men okay:

“Jeg kan ikke la' være med at grine over alle de bryllupstaler som om ti år kommer til at starte med: "Skat, jeg husker tydeligt første gang jeg så dig... På Tinder.."

Se selv, det var ikke sjovt. :-) Men den gav 100 likes på Facebook, så hvis ikke I kan lide den, så er der nok noget galt med jer.

LÆS OGSÅ: Danmarks næste sjove mand: Kandidat nr. 1 Martin Nørgaard

LÆS OGSÅ: Danmarks næste sjove mand: Kandidat nr. 2 Kasper Gross

LÆS OGSÅ: Danmarks næste sjove mand: Kandidat nr. 3 Anders Grau