For nylig udkom Duran Duran-bassisten John Taylors selvbiografi på dansk. Han var i København i samme anledning. Bogen handler især om Taylors to årtier med fotomodeller og bjerge af kokain og om vejen hjem fra 80er-festen.
Sidste år blev jeg inviteret hjem til John Taylor på hans engelske landsted fra 1300-tallet i Wiltshire i Sydengland. Det er så langt ude på landet, at ingen ved, hvor det er. Det er også et surrealistisk sted, et mini-Versailles, bare med mindre barok - som helst skal ses på billeder. Så her er de.
John Taylors hustru, syv år ældre og 35 cm lavere Gela Nash-Taylor, har startet og ejer det succesrige modebrand Juicy Couture. Det er også hende, der har indrettet landstedet. Hun er amerikaner, ingen falsk beskedenhed eller lys under skæppen hér, og hun siger selv, at huset er "psychotically gorgeous". Det er det egentlig også. Ni soveværelser og syv badeværelser. Med enorme jordbesiddelser omkring, så der er plads til at ride på de kostbare fuldblodsheste, der vrinsker i ridestalden. Der er også en kroketbane, en sø, og buske, der er klippet i skulpturer. Men det meste af året bor parret i Hollywood Hills.
Udefra minder huset om et middelalderkloster og har haft Sir Walter Raleigh som fast gæst. Herligheden blev opført af adelsslægten Long, som boede her i fem århundreder. Stilen er gotisk aristokrati med opdateringer. Rustikke mursten, læderindbundne førsteudgaver og almindelig landadel og heritage. Det er også Gensyn med Brideshead med ild i pejsen, krydderier af kolonitid, guldhåndtag, sølvkandelabre, krystallysekroner, gulv-til-loft gobeliner og hertugen af Leeds’ røde velourstole fra 1685.
Vi sad først i køkkenet, rundt om et egetræsbord fra 1700-tallet. John Taylor bad sin housekeeper om at servere chokoladekage og cucumber sandwiches, og hans venlige datter kom forbi og snakkede. 
Det meste af eftermiddagen sad vi i den inderste af de utallige stuer. En vindeltrappe førte ovenpå. John Taylor sad i en patineret, viktoriansk chesterfieldsofa. Hans kone havde lagt en Hermès-plaid ved siden af ham. Jeg sad over for bassisten - på en rokokopude med fødderne på hver sin side af hovedet på en udstoppet, gabende tiger, der lå og bredte sig over hele stengulvet. Housekeeper'en serverede hjemmekværnet kaffe i noget meget antik porcelæn, som var så skrøbeligt, at jeg var bange for at tale for højt.
Taylor pegede på en stor fladskærm. Aftenen før havde han og Duran Durans forsanger Simon Le Bon siddet her i sofaen og set en David Bowie-doku fra 70erne. De var blevet enige om, at Bowie så uendelig ulykkelig ud. Da de havde set den første gang, 35 år tidligere, syntes de, han var det cooleste i verden. Nu havde de selv prøvet at være i Bowies sted. 
"Det er bedre at være lykkelig end at se cool ud," sagde John Taylor og nippede til sin kaffe med engelsk lillefinger.
Henunder aften hentede han nøglerne til sin Range Rover, som han havde fået specielt omlakeret til armygrøn. Taylor bad sin gartner om at køre mig ind til byen, for han skulle selv pakke sin kuffert. Var på vej til USA for at signere sin selvbiografi på en længere storbyturné.
Konen havde fået broderet Wraxall-husets våbenskjold på bilens nakkestøtter. Hun siger selv, at hun er "besat af våbenskjold".
Hvis du vil læse bogen (og det kan jeg kun anbefale) så læs den på engelsk.
John Taylor: 'In the Pleasure Groove. Love, Death and Duran Duran'. Sphere, £ 18.99, www.amazon.co.uk
