Jeg voksede op i Hastrup, lige uden for Køge, og da jeg var dreng, kørte jeg altid ned mod Køge Lille Skole. Og videre ud til Valløby, hvorfra jeg kørte ad en landevej sydpå, ned igennem Karise og andre små landsbyer. Området er bare almindelige landeveje med en hel masse marker. Og næsten ingen trafik. Det kunne jeg godt lide, og det var et meget bedre træningsområde end i Nordsjælland, fandt jeg ud af, da jeg flyttede til København som 18-årig.

Der er der cykelstier og en masse sure bilister. Det oplevede jeg ikke så meget af på Sydsjælland. Det var også perfekt til at køre pace, hvilket min far nogle gange gjorde for mig på sin motorcykel.

Efter de små landsbyer forsatte jeg ned til Faxe Ladeplads, ud mod Faxe Bugt. Et virkelig smukt område. Igennem Faxe Ladeplads og videre ned til Præstø Fjord, hvor jeg drejede til højre umiddelbart ved Hotel Fjordkroen og ramte, hvad vi kaldte for ’Pukkelpisten’. Her fik den altid fuld skrue hen over puklerne.

Jeg kørte og drømte, at jeg var Lance Armstrong, der netop havde sat Jan Ullrich. Jeg var inkarneret fan af Lance. Han var så determineret og hele historien om, at han havde haft kræft. Det var, før alt det med dopingen kom frem.

Fra puklerne fik den fuld skrue ud mod Rønnedevejen og over forbi Sparresholm og Gisselfeld. Også et enormt flot område. Jeg kunne godt lide, at man stadig havde en følelse af at være helt ude på landet. På hjemturen trykkede jeg den altid af i et godt tempo. Ind igennem Haslev, og så en spurt ind til Svansbjerg, før jeg ramte Hastrup igen.

Det var først, da jeg flyttede til København, at jeg var sådan: ’Hvad fanden, holder vi bagerstop?’ Det gjorde jeg sgu ikke så meget af som dreng. Der handlede det om at komme hurtigt hjem, og så skulle jeg sgu nok tømme den lokale bager.

Jeg havde heller aldrig rigtig noget med at spise eller drikke. Jeg tog måske en lille smule vand med, men den der vandflaske kunne godt holde nogle træningsture, for jeg gad ikke rigtig at drikke det, mens jeg sad på cyklen.