Nogle billeder står så skarpt, at man uden anstrengelse kan genkalde sig dem selv mange år efter, at man har kigget på dem. Billeder som Botticellis ’Venus’ fødsel’ eller Hoppers ’Nighthawks’.

Sådan et har Steve McCurry begået. Han er manden bag det, der ofte bliver kaldt verdens mest genkendelige billede. Fotoet af en pige med sugende grønne øjne, taget i en flygtningelejr i Pakistan og først vist på forsiden af National Geographic i 1985, har en så dragende kvalitet, at det er meget svært at glemme igen.

LÆS OGSÅ: "Hvis han bare havde en kniv i hånden, kunne jeg flygte fra ham. Men med en pistol har jeg ikke en chance" 

Men Steve McCurry er meget mere end det ene billede. Gennem sin mere end 30-årige karriere har reportagefotografen med sine smukke farvefotografier dokumenteret den menneskelige tilværelse fra Tibet til Etiopien og imens vundet et utal af priser, blandt andet fire af de meget eftertragtede World Press-priser på et enkelt år.

Vi mødte fotografen, der er medlem af den prestigiøse foto-sammenslutning Magnum, på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor han var på besøg for at promovere udstillingen ’Fotografen Steve McCurry - Verdens Mennesker.’



Bliv ven med os på Facebook

Her fortalte den lille, rørige amerikaner med det tætklippede hvide hår og den dybe, sprøde stemme om omstændighederne bag nogle af sine mest ikoniske billeder – blandt andet historien om, hvordan et af verdens mest genkendelige billede blev til, og hvordan han sytten år senere forsøgte at genfinde den afghanske pige på billedet – en sand nål i høstak-opgave.

LÆS OGSÅ: Kunstprojekt: Se de hackede nøgenbilleder med god samvittighed



Skrædder bærer sin symaskine under monsunens oversvømmelser. Porbandar, Indien, 1983

”Det er et ret usædvanligt billede. Og lidt humoristisk. Jeg lavede en historie om vejrfænomenet monsunen og befandt mig nogle dage i en oversvømmet landsby i delstaten Gujarat i det nordvestlige Indien. Det er vanskeligt at arbejde, når vandet er så dybt. Gummistøvler dur ikke til noget, og en båd er for klodset at bevæge sig rundt i. Så jeg havde ikke noget andet valg end at vove mig ud i vandet, hvis jeg ville gøre mit arbejde ordentligt. Heldigvis havde jeg en assistent med mig, der hjalp mig med at bære mit udstyr. Der flød med døde dyr og andet snavs. Det var ret dramatisk.” 

”En dag ser jeg denne mand. Jeg er kravlet op på et trappetrin til et hus for at holde mig over vandet i gaden. Over mig i vinduerne og på taget af huset sad der folk. Nu havde der været oversvømmet nogle dage, og de var ved at være vant til det. Der var ikke noget internet, ingen mobiltelefoner, intet tv, ingen aviser. Så de kunne ikke lave andet end at sidde der og snakke. Pludselig ser de mig, en udlænding med sit kamera, og de ser manden med symaskinen. Vi bliver en slags tidsfordriv for dem. Og mens han nærmer sig, råber de til ham, at han skal smile:

”Der er en fotograf her, han vil fotografere dig!”

”Måske blev han pludselig lidt genert eller flov. Men han smilte i hvert fald. Og det kan jo virke lidt underligt under omstændighederne. Han havde fået oversvømmet sit skrædderværksted. Det var komplet ødelagt. Han mistede alt. Han havde sandsynligvis denne symaskine med sig i håbet om at få den repareret. Bagefter fandt det tyske symaskinefirma PFAFF frem til ham og sendte ham en ny. Det var ikke noget jeg havde noget med at gøre, jeg tror bare, de så billedet og ville være venlige over den her fyr.”

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at køre til Rom i en taxa



Dromedarer kæmper sig væk, set i silhuet mod den brændende olie. Al-Ahmadi-oliefeltet, Kuwait, 1991

”Jeg var i Kuwait i seks uger for at fotografere den miljømæssige katastrofe, der opstod under Golfkrigen, da irakerne forlod Kuwait og benyttede sig af den brændte jords taktik, satte ild til hundredevis af oliefelter og plyndrede og dræbte på vej ud af landet. Der var kaos og anarki. Som et kæmpe filmset fra dommedag.”

”Menneskene havde muligheden for at flygte fra det. Mens dyrene var fortabt. Dem var der ingen, der tog sig af. En dag fik jeg øje på de her tre dromedarer, der løb rundt. Jeg tror, de ledte efter noget vand eller mad. Men der var intet at få, for alt var dækket af olie. Der var ildebrande over det hele i mange kilometers omkreds. Det var meget varmt, du fik røgen i lungerne, og ilden larmede meget. Indimellem kunne vi fornemme, at en ildebrand var så varm, at den ville eksplodere, så måtte vi træde på speederen.”

”Dromedarerne var næsten helt sorte, fordi deres pels blev farvet af olien, der flød over de hele. Røgen var sort. Det var svært at få et klart billede af dem i al sortheden. Jeg fik ideen, at hvis jeg kunne fange dem foran ilden, ville lyset gøre dem synlige, som silhuetter. Jeg sad på køleren af bilen, mens min chauffør kørte rundt for at prøve at fange den rigtige vinkel. Vi kørte vel ikke mere end 15 kilometer i timen. Nogenlunde samme hastighed som kamelerne holdt. Efter at have taget et par billeder af dem på den måde, indstillede vi jagten. Jeg var ret nervøs, fordi der var mange landminer i området. Jeg tænkte, at det var bedre at holde inde end at blive sprængt i luften.”

LÆS OGSÅ:Sådan føles det at slås med sin far



Sharbat Gula. Den afghanske pige. Nasir Bagh nær Peshawar, Pakistan, 1984 

”Nogle gange handler fotografi bare om at se noget og tænke, wow, det her er utroligt! Den her forældreløse pige var i en flygtningelejr for afghanere, der flygtede fra krigen mod Sovjet. Hun havde et helt fantastisk udseende, en særlig udstråling. Og øjnene selvfølgelig. Jeg så hende i en skole, de havde i lejren og blev slået af hendes intense udtryk. Jeg vidste, at det var hende, jeg ville have. Og jeg havde fået tilladelse til at fotografere hende. Det er ikke noget problem i den kultur at fotografere hunkønsvæsener, inden de kommer i puberteten. Alligevel er mange lidt sky over for at få taget et billede."

"Så jeg begyndte med at fotografere hendes klassekammerater for at vise hende, at det ikke var noget mærkeligt i det. Jeg brugte vel ikke mere end et par minutter på at fotografere hende. Billedets kvalitet ligger ikke så meget i det tekniske som i motivets styrke.”

”Når folk bliver bevæget eller på anden måde påvirket af det billede, opfylder det hele målet med det, jeg laver. Hvis man er forfatter, arkitekt, instruktør, fotograf, så er dit højeste ønske, at dit værk kommunikerer noget. At du kan skabe noget, som folk synes er brugbart eller interessant. Det skal man være taknemmelig, hvis man opnår. Det ville være frygteligt, hvis ingen reagerede på det, du laver.”

”Vi blev nødt til at finde hende, for vi modtog tusindvis af forespørgsler om den her pige: Hvem er hun? Hvordan kan vi hjælpe hende? Hvordan kan vi sende hende penge? Hvordan kan vi sende hende tøj? Hvordan kan vi blive gift med hende? Efter 11. september, hvor der var utrolig megen opmærksomhed omkring Afghanistan og alt, hvad der var afghansk, tænkte vi, at det måske var på tide at prøve at finde den her pige. Der var så gået 17 år. Det var nærmest umuligt at finde en pige, hvis navn vi ikke engang kendte,” fortæller Steve McCurry, der sammen med et hold fra National Geographic tog tilbage til Nasir Bagh-flygtningelejren, der stadig eksisterer, og viste billedet frem. 

LÆS OGSÅ: Kvindelig forfatter i krig: At dø i Afghanistan er ikke meningsløst

Først blev de præsenteret for en kvinde, men det var ikke hende. Sidenhen var der en mand, der fik nys om efterforskningen, så billedet og var ret sikker på, at det var en pige, han havde været barn sammen med i lejren. Det lykkedes at finde kvinden, der i mellemtiden var blevet 31, i hendes fødeby i Tora Bora-bjergene, hvortil hun var rejst tilbage, og hvor hun havde stiftet familie. 

”Vi var heldige, at hun ikke boede længere væk. Hun kunne have boet mange dagsrejser til fods væk, men hun boede et sted, hvor man kan komme til med bil, tæt på den pakistanske grænse. Det var et komplet mirakel, at vi fandt hende.”

”Hun bor i en lille landsby. Hun er husmor med børn. I hendes kultur er det normalt, at man bliver hjemme og ikke kommer meget ud. Hun er analfabet. Læser hverken aviser eller magasiner. Har sandsynligvis heller ikke set meget tv. Så hun har ikke rigtig haft nogen anledning til at komme i kontakt med billedet. ”

”Da vi mødte hende igen, viste vi hende billedet og fortalte hende om den opmærksomhed, det havde fået. Jeg tror ikke, hun syntes, det var noget særligt. Hun lever i en anden verden, hvor konceptet medier og fotografi ikke har megen relevans. Men vi var bare taknemmelige for, at hun stadig var i live, og at vi nu var i stand til at hjælpe hende og give hende nogle af de penge, som vi havde tjent på billedet."

"Nu er det 15 år siden, vi fandt hende igen, og jeg håber, at hendes liv har været lidt bedre end det ellers ville have været på grund af de penge, og hvad vi ellers kan hjælpe hende med. Vi holder kontakt. Vi taler ikke hinandens sprog. Men vi kan kommunikere gennem en mellemmand. Så sent som sidste uge hørte jeg fra hende.”

Du kan læse mere om genforeningen mellem Steve McCurry og Sharbat Gula, den afghanske pige, på National Geographic.

Udstillingen ’Fotografen Steve McCurry - Verdens Mennesker’ er åben på Frederiksborg Slot fra 17. oktober til 31. december. 

LÆS OGSÅ:10 gribende billeder af dansk presses mest frygtløse fotograf

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand: Nr. 9 er fotografen Jan Grarup

LÆS OGSÅ: 12 danske fotografer du bør følge på Instagram