Jim Walrod alias “The Furniture Pimp” fik sit første job som 15-årig takket være Andy Warhol. I dag er den selvlærte indretningsarkitekt manden, som New Yorks elite går til for designtips og historier om New Yorks kreative klasse gennem tiden.  

Mike D fra Beaste Boys har kaldt ham “The Furniture Pimp”, og når han ikke hænger ud med folk som Terry Richardson og Ryan McGuiness indretter han hoteller, huse og butikker for nogle af verdens rigeste mennesker og virksomheder. Takket være Andy Warhol sikrede Jim Walrod sig sit første job i modehuset Fiorucci, da han var teenager i midten af 80’erne, og siden har han stiftet bekendtskab med nogle af New Yorks mest interessante kunstnere og musikere. Jeg mødte ham i hans ekstravagante studiolejlighed i hjertet af Chinatown.

LÆS OGSÅ: 22 ting du skal opleve på Frederiksberg

Er det fair at sige, du har været tæt på det kunstneriske miljø i New York, siden du var en meget ung teenager?

Absolut. Jeg voksede op i New Jersey, og havde ikke rigtig noget specifikt mål. Jeg ville bare gerne være en del af punkrock-kulturen. De mennesker, jeg så op til, var en del ældre end mig selv og repræsenterede den generation, der var vokset op med Vietnamkrigen. De havde langt hår og var hippier - måske ikke engang hippier - nok rettere speed-freaks. For mig var de essencen af den kultur, jeg ville være del af.



Hvordan fik du adgang til den verden?

Jeg kom til New York for at finde et job i stormagasinet Bloomingdales, men jeg fik at vide, at de ikke hyrede i den periode. Jeg gik derfra, og mødte tilfældigvis Andy Warhol og hans assistent Benjamin Liu, der gik og uddelte eksemplarer af Interview Magazine. Jeg faldt i snak med dem, og fortalte, at jeg ledte efter et arbejde. Andy pegede hen på en af butikkerne og fortalte mig, at de ville hyre mig, hvis jeg gik derind og hilste fra ham. Det gjorde jeg så, mens Andy stod udenfor og vinkede ind. Alle vinkede tilbage til Andy, og så gav de mig et job. 

Det var Fiorucci.

Ja, det var Fiorucci, der dengang var en af de smarteste tøjbutikker i byen. Det var min uddannelse, det var ligesom college. Byen var anderledes dengang. Der var aldrig nogen, der tjekkede ID, så som 15-årig kunne du ende på Max's Kansas City (ikonisk natklub i New York, red.) eller på The Mudd Club (natklub i TriBeCa, red.). Og det gjorde jeg. Når jeg tænker på det i dag, er det for sindssygt. Byen var jo farlig dengang, men det var min indgang til den kultur. Jeg plejede at tage fra arbejde videre til natklubber og barer, hvor jeg ikke var gammel nok til at drikke, men drak. 

Og det var i midten af 80’erne?

Ja, jeg var 15-16 år. Det var også her, jeg begyndte at komme på gallerierne og møde og hænge ud med Terry Richardson, Jean-Michel Basquiat, Ryan (McGuinness, red.), Mike D fra The Beastie Boys og de der folk. 

Vidste du godt, at du var omgivet af mennesker, der ville blive husket som legender?

Helt sikkert. Jeg var meget klar over, at det her var mennesker, der skabte noget, og som ikke havde andre muligheder end at skabe. Hvis du ikke kunne bidrage med noget, passede du ikke ind. I New York i dag kan du have penge og på den måde købe dig ind i de gode kredse. Det kunne du ikke dengang. Du skulle du besidde intellekt og være virkelig fucking cool.

LÆS OGSÅ: Nordvest er Københavns næste smarte bydel

Er Fiorucci årsagen til, at du i dag arbejder som indretningsarkitekt?

Hundrede procent. Det var det første sted, jeg stødte bekendtskab med nogen som helst form for design - fra tøj til møbler. Hvor jeg voksede op, havde jeg ikke ét godt møbel.
 
Mike D fra The Beastie Boys har vist refereret til dig som “The Furniture Pimp”, ikke?

Jo, det var lidt senere i min karriere. Dengang kunne du åbne en butik i New York, hvis du bare havde tusind dollar. Jeg havde opmagasineret en masse møbler i min mors hjem, og en dag sagde hun, at jeg skulle rydde det ud. Så i starten af mine tyvere åbnede jeg en butik på Lafayette Street, der i dag er en af de mest moderigtige gader i New York. Det var det ikke dengang. En dag kom Mike ind i butikken, og vi kom bare godt ud af det med hinanden. Vi var jævnaldrende, og han var bare en ung dreng, der kunne lide hiphop på samme måde, som jeg kunne lide aggressiv hardcore og punkrock. En dag spurgte en af mine venner mig, om jeg godt vidste, jeg var nævnt i Rolling Stone-magasinet. Det var så Mike D, der i et interview havde talt om sin smag i design, og i den sammenhæng havde refereret til mig som sin “furniture pimp”. 



I din bog ‘I Knew Jim Knew’ skriver du om ukendte facts om kulturen i New York - fra et countryalbum, som Mike D har lavet til venner og familie til en kortfilm, hvor Harmony Korine skulle komme op at slås med tilfældige mennesker på gaden. Tror du stadig, der er plads til den slags i kulturen, eller er vi blevet for mainstream?

Det tror jeg, der er. Der er en generation af unge mennesker, der fundet interesse i bogkulturen. De har ikke råd til kunst, så kunst for dem er totalt uopnåeligt. I stedet ser de på bøger som en antikvitet. Du kan finde al information på internettet, men teksturen i bog eller et magasin behandler de som et stykke kunst. De beundrer print, som jeg beundrede musik, kunst og design, da jeg var ung. Det varmer mit fucking hjerte.

De har opgivet gallerierne.

Fuldstændig. De er ligeglade. De udstiller i deres venners lejligheder i stedet. Der er skrevet kvalmende meget om normcore, men normcore opstod, fordi de unge mennesker blev lukket ude. De havde ikke råd til designertøj, og med den bevægelse tog de noget, der var til at betale og gjorde det til deres eget udtryk. Og det er det samme med bogkulturen. 

Efter at have oplevet byen gennem tiden, hvordan ser du så New York udvikle sig?

Medmindre der kommer endnu et terrorangreb, eller Godzilla kommer til byen for at smadre det hele, så tror jeg, New York kommer til at være en guldkyst i meget lang tid. At der kom en masse penge til New York, har ikke gjort noget godt for byen. For den har taget kreativiteten og skubbet den ud til andre dele i landet. Det er interessant, fordi jeg har en lejlighed i Los Angeles. Når jeg er der, kan jeg komme i problemer inden for en halv time. Det kan jeg gode lide. Jeg kan meget hurtigt være til en eller anden mærkelig fest omgivet af teenagere, der spiller dårlig musik. 

De har plads til at udtrykke sig.

Ja, og i Los Angeles kan du have en dårlig idé i lang tid. Det er en god ting, for så kan den udvikle sig til noget godt. Det var det, New York kunne førhen. Velvet Underground var lort, men Andy Warhol så noget i dem, der senere gjorde dem til verdens bedste band. 

Er der så stadig steder, du foreslår, at folk besøger, når de kommer til New York?

Der er så mange. Men det er aldrig den slags steder, folk forventer, jeg vil forslå. Jeg tror, der er én eller to restauranter, der er bastioner i New York, som jeg altid råder folk til at besøge. Bar Pitti på 6. avenue er fantastisk, fordi tjenerne behandler dig ad helvedes til, hvis du ikke er en stamgæst. Og det handler ikke engang kun om maden. For selvom maden smager nøjagtigt, som italiensk mad skal smage, handler det mere om attituden og stedets atmosfære. Jeg elsker Ballato i East Village, som var tøjdesigeren Roy Halstons yndlingsrestaurant. Så er der Patsy’s på 56. gade, som er en italiensk restaurant, som John Lennon og Frank Sinatra plejede at besøge.

Har du nogle yndlingssteder i byen?

The Earth Room på Wooster Street er ét af dem. Du tager derop, og så er der en Walter De Maria-installation i et hvidt lokale på størrelse med min lejlighed. Det er bare jord. Og så står du bare og kigger på jord i et hvidt lokale, og der dufter fantastisk. Der dufter af jord. Fantastisk sted. AT&T-bygningen på Church Street … loftet derinde er en af de smukkeste ting, jeg nogensinde har set. Og der er en fight club en blok herfra.

En rigtig fight club?

Ja, her i Chinatown. Den besøger jeg en gang imellem. Der er steder her i New York, hvor det skæve stadig eksisterer. Man skal bare lede længe nok.

Vi er nu i din studio-lejlighed i Chinatown. Hvorfor har du valgt at bo her?

For mig er det her et af de områder i byen, der stadig har en ånd og minder om det gamle New York. Her kan du møde et miks af alle de mennesker, du ikke længere ser i byen. Her er  efterhånden kun hvide, rige mennesker. 

Mange ser Brooklyn som New Yorks nye kreative område. Ser du det også sådan, eller er Manhattan stadig stedet, der sker?

Nej, jeg føler ikke, Manhattan er stedet. Men det er Brooklyn heller ikke. Gentrificeringen i Brooklyn skete for lang tid siden.  I dag er det billigere at bo her i The Lower East Side, end det er at bo i Williamsburg. Men når det så er sagt, vil jeg hellere bo omgivet af hipstere end leve omgivet af bankfolk. Til hver en tid. Uanset hvor dumme, trendfølgende og lemming-agtige de er. I det mindste er de interesserede i noget. Her er velstand, og velstanden i New York er klam. 

Lad os slutte på den. Tak for din tid.

Selv tak.



LÆS OGSÅ: 25 restauranter du skal besøge i New York

LÆS OGSÅ: Michelin-kokkens yndlingsrestauranter i New York

LÆS OGSÅ: John Kørner: Du skal præstere, hvis du skal klare dig i New York