Første flight ...
Bestod af:
2009 Chardonnay, Thierot Vineyard, Littorai
2004 Sylphs, Scholium Project
2002 Whispering E, Sine Qua Non
... En trippel vinmenu med røg, friskhed og svulstighed i passende mængde.
2009 Thierot Vineyard er brændt på den gode måde, stålsat, mineralsk og i mangel af bedre beskrivelse en imitation af Raveneaus chabliser. Smagen er spændstig med fornem moden syre, limeskallen tirrer tungen og eftersmagen tenderer pikant det overgjorte.
Diametralt modsat står Sylphs som en vokset ældet klumpedumpe i starten med ølagtige toner, men typisk naturvinsagtigt vokser den pludselig, frisker op med amalficitroner, pære og en sjov karamellugt, der følges op af ren creme anglaise i smagen og desværre lidt snapset eftersmag.
Druesorterne er selvfølgelig nogle andre, men jeg var overbevist om chardonnay igen, men 3'eren viste sig at være Manfred Krankls Whispering E., som er endnu en hyldest eller hilsen til hans elskede kone Elaine. Appelsin og citronjuice, melonsaft og bolsjer fra Bon Bon, klart svulstig vin i herlig stil, lille overgjort alkoholisk tone, men sund bitterstof fra ekstraktion, skindkontakt i eftersmagen.
Thierot er godt stof, Sonoma er Californiens Puligny og Ted Lemon på Littorai er min nye favorit. Jeg har endnu ikke lært at sætte rigtig pris på Abe Schoeners vine fra Scholium, Krankl kan bare sit kram.
Andet flight ...
Bestod af:
2009 Pinot Noir, Roman Vineyard, Littorai, Anderson Valley
2009 Pinot Noir, Haven Vineyard, Littorai, Sonoma Coast
Pinot noir intro indikerer begyndersager, men Ted Lemons burgunderimitationer er kreds for kendere. Mesterlige versioner af druen, 2009 Roman med karse, jord og Frederiksdal kirsebær, skovbær og bagt rødbede, endda ristede El Salvador Honey process bourbon kaffebønner – den løfter vingerne og svæver, tæt på sublim og quelle fraicheur, men Haven er endnu bedre, reduktiv i starten og derefter en demonstration i præcision, svømmerkrop som Phelps, graciøs og kraftfuld, og dekadent mælkesyre og coater læberne som blomstersaft.
Tredje flight ...
Bestod af:
2008 Pinot Noir The Infrequent (nu), Ampelos, Santa Rita Hills
2009 Pinot Noir Go Gi, Bosty Boy, Santa Rita Hills
Relateret til Littorai er det her berlinsk burlesque og cabaret, underholdende, sært kunstnerisk og vildt. Peter Work på Ampelos har de sidste årgange forbedret sin pinot noir, tilslebet den og kastet det lidt overgjorte på porten.
The Infrequent er en ekstremitet, en Aubert på speed eller Kistler med hyperaktivitet. En pornonæse med rom, kirsebærlikør og æter, men også med grønne elementer, tæt på berusende og tydelig karamel i eftersmagen. Kurt Russels projekt Bosty Boy og hans Go Gi er næsten lige så voldsom, men har mere La Tache… argh, måske ikke helt, mere tæthed og samling på enkeltdelene, imponerende intensitet. Ren Snake Plisken!
Fjerde flight ...
Bestod af
2008 Good Times, Bad Times, World's End, Napa
2009 Cabernet Sauvignon Reserve, Snowden, Napa
Velkommen i spillet Napa – to vine i øst og vest, himlen og helvede. Snowden viser vejen… til himlen altså.
Jeg har aldrig smagt husets reserve-udgave, og så er 09 ikke det dårligste år at starte med. Der er ligefrem medocsk brett og hestemøg, mourvedre-agtig landlighed, men også blyant, grannål og stilk. Den er som silke på tungen, fløde i halsen, harmonisk, rummer elegancen i det magtfulde.
Til gengæld er Good Times Bad Times tæt på ren ”dårlig tid”. Solbærlikør, trækulbriket, men også svært balsamisk – likøren overtager helt til sidst og kaster vinen ned i den napaske sø af ligegyldighed.
Femte flight ...
Bestod af:
2007 Proprietary blend, Pahlmeyer, Napa
2009 Cabernet Sauvignon, Quilceda Creek, Columbia Valley
2008 La Muse, Verité, Sonoma
Trip, trap træsko, 1, 2, 3 – Pahlmeyer er slemt underkendt i mine øjne. Jason Pahlmeyer har været med på toppen så længe uden at nå podiets højeste plads, at han bliver glemt. 07eren er sort i sort, har boysenbær som en zin, og det skulle den jo helst IKKE have, let mynte og trækul, stor korpus, en HULK drysset med peber.
Quilceda Creek 09 tilfører den nødvendige ”kølighed” til alt det fyrige og katolske. Mere tannin og grønne urter giver dybde og mere at interessere sig for. Storslået udgave igen, igen.
La Muse fra Verité er klart likorøs, reelt for meget, fuld af puddersukker og anmassende solbærfrugtighed. En verden til forskel fra Quilceda Creek, men La Muse er alligevel svær at hælde ud.
Sjette flight ...
Bestod af:
1994 Cabernet Sauvignon, Philip Togni, Napa
1994 Insignia, Joseph Phelps, Napa
Californisk cabernet med alder. De løber med en halv vind eller mindre, dem som hævder amerikanere ikke lagrer godt. Ignoranter, er de!
Philip Togni og Joseph Phelps er i udgangspunktet væsensforskellige. Phelps’ Insignia har altid villet være Napa i en flaske, Tognis cabernet vil vist hellere være St. Julien. De ligger nærmest overfor hinanden på hver sin side af St. Helena. I 18 års-perspektivet er de ungdommelige, men ret forskellige.
Insignia 1994 er let likorøs, berørt af vaniljestang og mættet med solbærlikør. Læder og kamfer signalerer alder, men smagen er livfuld som stor 09 bordeaux. Togni Cabernet 1994 er fuld af spidset blyant, solbærgren under plukning i det tidlige august og ikke mindst kulsvierbearbejdet træværk. Den er herligt urtet, stramt styret, rank og massiv. Fraicheur gør den stor!
Syvende flight ...
Bestod af:
1990 Cabernet Sauvignon, Philip Togni, Napa
1990 Maya, Dalla Valle, Napa
Fire år mere klarer de endda også. 1990 fik ry for exces af varme og frugt, men i det lange løb har det vist sig, at årgangen holder og har masser af friskhed.
Harlan, som debuterede i den årgang, er eksempelvis stadig blændende. Det er Philip Togni og Dalla Valles Maya også. Fornemme flasker begge to.
Togni Cabernet 1990 er medocimitation på højeste plan, fuld af grannål, blyant og antydet grøn peber (tænk sig man skal savne den tone, som signalerer umodenhed). Den er næsten som Coonawarra i sin herbalitet. Bidsk smag, farligt tannisk men med flot frugtkoncentration, hvor alkaline batterismagen giver lift.
Maya 1990 har mere surmælk, er lidt mere burlesque med bacon og nylagt tagpap. De 50 % cabernet franc fornægter sig ikke og giver tydelig løvstik, selleriblad og persille i smagen, tanninen er ædel, poleret men tilstedeværende og koncentrationen er imponerende uden på nogen måde at blive klam. Ti år mere kan de sagtens klare!
Ottende flight ...
Bestod af:
2008 James Berry, Saxum, Paso Robles
2009 Bien Nacido Syrah, Paul Lato, Santa Maria
Så kom syrah. Justin Smiths berømte familiemark James Berry Vineyard i det vestlige Paso Robles leverer frugt til en række kendte vinhuse, men han vinificerer også under egen Saxum-etiket. Efter californiske forhold går og gik hans vine for at være ”kølige” udgaver af syrah, grenache og mourvedre. James Berry-marken er fuld af fossiler og regnes klart som cool i sammenligning med det indre Paso Robles.
2008'eren optræder da også cool, ristet, med brombær og bacon, men ved siden af sin makker i flightet fremstår den lidt overgjort og tungt travende.
Paul Lato arbejder længere sydpå, blandt andet i den kolde Bien Nacido-mark og hans 2009 er komplet gåsehudsfremkaldende, som Chaves hermitage med sorte oliven og trækul. Selvom aromaerne er anderledes kan kold syrah virke burgundisk – burgundisk som i raffineret, letløbende og syredrevet. Paul Latos Bien Nacido er fuld af urter, koks og skal fra næsten modne brombær. Storslået syrah!
