En af verdens dyreste vodkaer stod indtil tirsdag nat i Brian Ingbergs store vodkasamling på Vesterbro i København. Men da klokken blev 00.40, fik han en melding på alarmen og overvågningen om, at der var uønskede gæster i hans bar Café 33 i Dybbølsgade, hvor flasken stod gemt.

Inden han nåede frem, var tyveknægtene løbet fra stedet med vodkaen til en værdi på hele otte millioner kroner.

Overvågningsbilleder viser, at det var to maskerede mænd, som stjal vodkaen af Russo Baltique. Ingberg er bange for, at han kender tyvene.

”De har brugt en nøgle til at rulle gitterporten op og låse døren op med, så det er desværre nogle mennesker, vi kender, og det er det værste ved det hele. Det kan være tidligere ansatte eller venner til dem,” siger Brian Ingberg.

Vodkaen er ifølge Vodka Spot den fjerde dyreste i verden. Det specielle ved den er, at flasken er lavet af tre kilo guld og fire kilo sølv, mens den har et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912 på toppen.

Desuden har vodkaflasken været med i den populære tv-serie ’House of Cards’ i et afsnit i sæson tre, hvor danske Lars Mikkelsen, der spiller Ruslands præsident, overrækker den til Kevin Spacey, som har rollen som præsidenten i USA.

”Det er flasken, som gør den unik. Selve vodkaen er der ikke det store at sige om. Det er en god russisk vodka med vand fra Himalaya, men flasken har så meget historie, at det er synd, hvis der er en tosse, som smelter den om for at få et par håndøre.”

Ingbergs samling indeholder 1.200 flasker i alt og er gemt under baren Café 33.

Hvor mange har kendt til din samling?

”Det er der en del efterhånden, som gør. Den er registreret som verdens største i Guinness rekordbog og bliver af mange i udlandet kaldt for ’vodka-museet’. Men i Danmark har man også kendt til samlingen, selvom jeg har holdt den lidt skjult. Jeg har for eksempel ikke fortalt mange, hvor jeg havde den stående henne."

Flasken er ikke forsikret og ejes af russeren Leoan Dartz, der er arving til Dartz-imperiet. Vodkaen var udlånt på ubestemt tid til Ingberg.

”Dartz samler selv på vodkaer og har et museum i Riga, som er en tredjedel af størrelsen på mit, og derfor syntes han, at vodkaen fortjente at stå i København hos mig. Jeg sagde først, at jeg ikke havde alle de millioner til at købe den, men han insisterede og foreslog så, at den kunne stå udlånt hos mig for evig tid alligevel.”

Ifølge Ingberg er russeren ikke en type, man skal komme i clinch med.

”At sjæle netop den flaske var nok det dummeste, tyvene kunne gøre. Det er den, som er allersværest at komme af med igen, da der kun er lavet den ene i hele verden og ejeren Dartz er ikke Mr. Hvem som helst. Han laver verdens dyreste skudsikre biler i guld, så det er en god idé at få den solgt i Danmark og ikke tage den uden for landets grænser, for ellers skal han sgu nok finde dem.”

Hvordan har han taget nyheden om, at vodkaen er væk nu?

”Han var egentlig rolig og sagde: ’Det skal du ikke tage så tungt. Vi skal nok finde den igen’. Han er en meget cool fyr. Jeg håber selvfølgelig, at han fortsætter med at forholde sig sådan og ikke pludselig vil have sine otte millioner kroner igen.”