Der er mode i alting. Også i branderter.

For selv om det næppe bliver passé at drikke sig ned i den nærmeste fremtid, så skifter det hele tiden, hvad smagsdommerne mener, man kan tillade sig at drikke sig fuld i.

Engang ville man have forsvoret, at det skulle blive fashionabelt at beruse sig i rosévin.

På et vist tidspunkt var det svært at forestille sig, at det nogensinde skulle blive yt at drikke sig fuld i mojito.

Og hvem kunne have forudset, at aperol- og campariflaskerne skulle hives ud af mormors skab og ind på Instagram?

Nu er den seneste overraskende drikketrend så i gang med at udvikle sig, og hovedpersonen i tendenshistorien er en af de mest udskældte spruttyper, man kan finde i handelen:

Jägermeister’en er gået hen og blevet respektabel. Det skriver i hvert fald newyorker-magasinet Grub Street, der har talt med en lang række bartendere fra førende amerikanske cocktailbarer. Og de fortæller, at flasken med hjorten stille og roligt har sneget sig frem til første række på barernes hylder.

Bitteren blev ellers i mange år hovedsagelig associeret med teenagebranderter og markedsført med tydelige advarsler om kun at blive indtaget iskold, antagelig fordi selv producenten ville skjule produktets ubehageligt kvalmende, bittersøde smag.

Men nu er amerikanske bartendere altså begyndt at bruge den på andre måder end i drikkekonkurrencer eller druknet i Red Bull.

For eksempel bruger bartenderen Lala Gailani fra Upper East Side-baren Seamstress den i en latinamerikansk inspireret sour-drink, sammen med den brasilianske sukkerrørsspiritus cachaça, æggehvide og sukkersirup.

Og på San Franciscos Dirty Habit serverer man Jäger i en drink med cognac, kokosnød, sesam og den japanske chilipeberblanding togarashi.

At Jägermeister er blevet taget til nåde igen, kan falde sammen med de seneste års efterspørgsel efter bitre drinks som negroni og spritz, og den voksende interesse for amarogenren – bitre italienske urtelikører. Jägermeisteren føjer sig indlysende til denne bevægelse, og så er den på grund af sin sirupssødme langt mere bredt anvendelig end den langt skrappere bitterfætter Fernet Branca.

Sother Teague, der er drinks-direktør på New Yorks East Village-bar Amor y Amargo, der specialiserer sig i bitre cocktails, fortæller:

”Jeg kan erstatte sukkeret i min old-fashioned med Jägermeister, eller jeg kan erstatte bitteren i min old-fashioned med Jägermeister, eller jeg kan erstatte begge dele. Fifty-fifty rye whiskey og Jägermeister med isterninger, så er jeg der. Bum. Det er så lækkert.”

Også på det europæiske kontinent er der cocktailbarer, der stolt serverer Jäger, for eksempel i drikkens hjemland, hvor Berlins Thelonious Bar serverer en blanding af Jägermeister, rom, sød vermouth, benediktinerlikør og bitters.

Så, hvem ved, måske bliver Jäger-branderten også snart stilet igen herhjemme.

LÆS OGSÅ: Bartendergodkendt: Fem gode flasker til under 150 kroner

LÆS OGSÅ: Bed din chef om at opgradere fredagsbaren med ny specialservice leveret til døren

LÆS OGSÅ: Surt øl er det hippeste du kan drikke lige nu