”I Danmark snakker vi tit om, at der skal Amarone eller lignende store og tunge vine til julemaden. Der vil jeg gerne slå et slag for nogle mere elegante vine,” siger Jess Kildetoft, der har taget en international Master Sommelier-uddannelse og er wine director og dermed ansvarlig for vinkortene hos MASH-kæden.

Han tilføjer, at det naturligvis er forskelligt fra husholdning til husholdning, hvordan ens julemad smager, og at det ikke er decideret forkert at drikke en Amarone med høj procent og masser af sødmefuld frugt, hvis man spiser søde, brunede kartofler og putter sukker i sin grønlangkål. Selv vil han dog helst være de meget kraftige vine foruden, også selv om maden – som hjemme hos hans mor – er tung og klassisk.

”Jeg synes, en Amarone kan blive lidt klodset i den sammenhæng. Hvis jeg både skal have noget tungt på tallerkenen og i glasset, så tror jeg, jeg ville gå i seng allerede klokken 21.00,” siger Jess Kildetoft, der i stedet anbefaler disse fem flasker som godt selskab til en juleaften, der begynder tidligt og varer længe:

 

Til aperitif

2015 Von Volxem, Riesling, Saar, Kr. 150 fra Vildmedvin.dk

”Det er en super god producent, der laver klassiske, flotte vine, der er til at betale. Jeg synes, Riesling er en fantastisk drue at starte med, fordi den er så frisk og ren, uden fadlagring og med god syre. Den giver noget appetit og spidser smagsløgene til, inden man skal i gang med den fede og fyldige mad.”

 

Til forret


2013 Benanti ”Pietra Marina”, Etna Bianco, Sicilien, Kr. 319,95 hos Theis Vine 

”Der er jo nogle, muligvis også blandt Euromans læsere, der spiser en mere moderne julemad, hvor man godt kan servere en forret med fisk eller skaldyr. Den her er en af de mest spændende italienske hvidvine, jeg har smagt og en rigtig madvin lavet på 100% Carricante-druer, med noter at umoden fersken, nektarin, citronskal og en røget karakter, der afsluttes med en nærmest olieret tekstur i munden. Vinen passer fremragende til for eksempel smørstegt slethvar med porrefondue og skaldyrsbisque.”

Til hovedret

2014 Kutch, Pinot Noir, Sonoma, Usa, kr. 405 hos Laudrup 

”Til den moderne juleand, hvor der er skruet ned for kalorierne, foretrækker jeg en Amerikansk Pinot Noir, der med sin friske syre og mellemslanke krop sætter et fint modspil til den fede and. Kutch’s eksempel har fine noter af vilde hindbær og tranebær med en dejlig balanceret frugtsødme. Den er godt tilbehør til en lettere garniture til anden, som for eksempel bagte svampe, råmarineret kål og ande-skysauce.

Clos du Marquis 1997

Til hovedret (2)


1997 Clos du Marquis, Château Léoville-Las-Cases, Saint Julien, Bordeaux, Kr. 499 hos Domaine Brandis 

”Jeg kan godt lide at drikke to rødvine med forskellig karakter efter hinanden. Med den her får du et helt andet udtryk end med Pinot Noir’en: Da den her Bordeaux kom på flaske, blev den ikke spået en stor fremtid, men her tyve år senere viser den sig at være en rigtig god vin, og en meget prismæssigt overkommelig årgangs-Bordeaux. Årene har rundet garvesyren af og skabt en dejlig fløjlsblød vin med aromaer som trøffel, læder og gammel cigarkasse. Det er en vin, der smager af mere.”

Dessert og så videre

Frederiksdal ’Rancio’ kirsebærvin, Kr. 279 for 500 ml
”Frederiksdal laver et virkelig seriøst produkt, som vi som danskere kan være stolte af. Det er ikke en hvinende sød vin, der er lavet for at please masserne, men en vin med et meget komplekst, lidt madeiraagtigt udtryk og en god syre. Den er skabt til mad, men bliver bedre og bedre, mens den står og åbner sig i glasset, så man har lyst til at blive ved at drikke den, længe efter risalamanden er spist.”

LÆS OGSÅ: 22 julegaver til manden i dit køkken

LÆS OGSÅ: Julegaver: 50 ting vi ønsker os

LÆS OGSÅ: Alt.dk: Her er julens bedste vine