Opskrift: Sådan laver du spareribs med peber og sojaglace
Anika Madsen fra Restaurant Roxie deler sin opskrift på spareribs.
4 personer
Ingredienser
- 2 kg ferske svinekamben
- 3 dl østerssauce
- 2 fed revet hvidløg
- 3 spsk. friskkværnet sort peber
- Olie til fritering
- 1 lille bundt koriander til pynt
Sojaglace:
- 15 korianderrødder
- 25 fed hvidløg
- 12 g sorte peberkorn
- 190 g lys soja
- 125 g mørk soja
- 190 g sukker
Sådan gør du:
- Del kambenene op imellem hvert ben. Kom alle benene i en skål, og tilsæt østerssauce, revet hvidløg og friskkværnet peber. Vend blandingen grundigt sammen, så alle benene er marineret godt ind.
- Varm olien op i en gryde, der har en passende størrelse til fritering, 180 grader.
- Fritér kambenene lidt ad gangen i 3 minutter. Løft dem op af frituren, og pensl dem med sojaglace.
- Servér med hakket koriander på toppen.
Sojaglace:
- Skyl og aftør korianderrødderne.
- Pil hvidløgsfeddene.
- Kom alle ingredienserne i en blender, og kør i 2 minutter, indtil en ensartet konsistens.
TIP: Korianderrødder købes friske i et thai-supermarked. Bryder man sig ikke om frisk koriander kan man pynte med purløg i stedet.