I et undseeligt hul i væggen på Nansensgade i København, nede mod H.C. Andersen Boulevard, får man noget af det bedste mad og vin, du kan opstøve til prisen i København.

Restauranten hedder Nr. 30, det frekventeres af alle fra Bo Bech til Orgi-E, Gastros Jesper Uhrup har beskrevet det som et sted med et ”sublimt vinkort og et lille, knivskarpt menukort med serveringer til ingen penge,” og Berlingskes madanmelder Søren Frank kastede fem stjerner efter Nr. 30 i en anmeldelse fra 2019. Rygterne vil vide, at det kun er blevet bedre siden da. 

Nå, det skal faktisk ikke handle om Nr. 30, men derimod om den bar, som de netop har åbnet i nabolokalerne til deres populære restaurant.

I de historiske lokaler, der har huset beværtninger de sidste 85 år, og som siden 1958 har været kendt som Café Stjernen, har de nemlig udvidet med Stjernen, en bar med både drikke og mad.

På drikkevaresiden byder Stjernen på fadøl, drinks, vin (både glas og flaske), vodkashots med en stor syltet agurk til samt kaffe og andre soft drinks, mens du til både den lille og store sult kan få ting som østers, skinker, pølser, ost og smørrebrød (kartoffelmad, rejecocktail og hønsesalat).

Monopol er sjældent en god ting, men vi klager ikke, hvis folkene bag bliver ved med at udvide foretagendet i nærområdet.

Stjernen har åbent fra tirsdag til søndag. Det er ikke muligt at booke bord.