Bent kommer næsten væltende ned af trapperne. Halvt mops, halvt beagle, bjæffende og med logrende hale er han den første, man møder hos Mads Nipper.
”Jeg skal lige have mit nøglekort, så kører vi,” siger Nipper og forsvinder bag en dør.
Radioen kører, mens Nipper-familien summer af morgentravlhed. Bent logrer og gør sig til, og gennem stuedøren ser man ud over den grønne græsplæne direkte ned på Vejle Fjord, der er grå som cement.
Mads Nipper kysser hustruen, Gitte, farvel, og vi bevæger os ud i indkørslen, hvor Grundfos-chefens mørkeblå Tesla 85S holder parkeret. Lydløst lister vi ud gennem søvnige grusveje og videre ad krogede landsbygader. GPS’en er indstillet til Jysk Park i Silkeborg, hvor koncernchefen skal holde oplæg om digitalisering. Det første af mange denne arbejdsdag.
”Nu giver jeg den lidt gas, så pas på,” siger Nipper, da der tegner sig en bred vej, og han endelig kan træde speederen i bund. Hovedet rykker bagud, og maven snører sig sammen, da motorerne tager ved med voldsom acceleration. Mads Nipper smiler bredt.
”Man skal faktisk passe lidt på, når man accelerer. Min gamle mor fik ondt i brystet, da hun prøvede første gang og måtte ligge lidt bagefter. Det var jeg ikke så stolt af,” siger Nipper, der altid har vognen indstillet i ’Insane’.
”Min teenagesøn er vild med bilen, men for mig handler accelerationen om komfort og sikkerhed. Hvis du skal forbi en på landevejen, som ikke har fået sin morgenkaffe endnu, så går det stærkt. Det er der både komfort og sikkerhed i,” mener Nipper.
Efter sit skifte til industrigiganten i Bjerringbro har Mads Nipper bevæget sig fra anden række i Lego til frontspidsen i dansk erhvervslivs superliga. Hans succes giver Grundfos bedre omtale og ham selv masser af opmærksomhed, guld og glimmer og rockstjerne-status. Men der er også en slagside ved topjobbet, som indimellem trækker i den modsatte retning, og som Mads Nipper sjældent fortæller om.
Mads Nipper var en typisk knægt med huller på knæene og frisk havluft i lungerne, da han voksede op i Danmarks nordligste by i en familie af skibsbyggere og fiskere. Et liv der i generationer var præget af ’hardship’. Hans morfar manglede to fingre på den ene hånd og tre fingre på den anden.
”De var røget i spillet på kutterne over flere lejligheder. Det skete bare. Når såret var helet, tog han på havet igen. Jeg husker også en historie om en fisker, der fik benet i skrueaksen. På båden kunne de ikke trække ham ud igen, fordi benet var viklet ind i aksen, så de måtte proppe ham med morfin, mens de sejlede ind til land. Det var naturligvis en anden verden end i dag, men det er meget sundt at tænke på, når vi synes, vi døjer lidt. Tingene skal sættes i perspektiv,” siger Mads Nipper.
Nipper-familien var dygtige til at bygge træskibe, der langt overvejende var fiskekuttere. Virksomheden var på et tidspunkt Nordeuropas største træskibsvært, men udviklingen gik mod stålkuttere, så i 1972, da Mads Nipper var seks år gammel, solgte hans far værftet til Karstensens Værft, der stadig producerer skibe i Skagen. Faren fortsatte blandt andet som regnskabsmand i en mindre møbelvirksomhed og havde et lille handelsselskab. Moderen passede sit job som lægesekretær og stod for børneopdragelse og familiens sociale samvær.
”Det var et godt hjem med mange mennesker og gæster i huset. Vi var privilegerede uden at være velhavende og manglede aldrig noget. Jeg brugte det meste af min fritid på jollehavnen. Især i sommerhalvåret hvor vi sejlede, stod på vandski og satte rødspættegarn. Når det stormede, sejlede vi ud til havneindsejlingen, hvor vi blev kastet rundt i bølgerne. Enormt sjovt, men bestemt ikke særligt klogt.”
En lastbil nærmer sig i forruden, men der er plads, så Nipper svinger bilen udenom med en let susende lyd fra elmotorerne. To sekunder efter kører vi igen roligt på landevejen.
En overgang overvejede Mads Nipper at blive fisker, men den tanke skød han hurtigt fra sig igen. Han fik gode karakterer i skolen og gymnasiet, han var flittig og havde hovedet skruet godt på. Der tegnede sig konturerne af en vej. Under et ophold på folkehøjskolen Brandbjerg i Jelling fik han smag for økonomi.
”Jeg havde økonomi, basket og keramik som valgfag. Jeg tror aldrig, de har set så dårlig en keramiker på den højskole. Jeg blev ganske enkelt forbudt at dreje noget som helst, og det har de vist ikke oplevet hverken før eller siden. Basket var heller ingen levevej, men økonomi var jeg ganske ferm til, og det vækkede noget i mig,” fortæller han.
Mads Nippers karrierevej blev brolagt med tilfældigheder. Han røg på Handelsskolen i Århus, hvor han kæmpede med knastørre økonomibøger og terperi i statistik og matematik. Han fik sit første job som mediekonsulent hos Lego uden på nogen måde at være topkandidat. Efter godt et år blev han afdelingschef, og som kun 33-årig kunne Mads Nipper kalde sig segmentdirektør med ansvaret for produkter til ældre børn. Derefter gik det slag i slag frem mod koncerndirektion, hvor han som 40-årig i 2006 kom ind som marketingdirektør under Jørgen Vig Knudstorp.
”Jeg har aldrig haft en samtale med en chef om mit næste karrieretræk, men jeg altid forsøgt at gøre mit bedste, og så har jeg haft chefer, der gav mig et stort ansvar, som jeg på papiret nok ikke var klar til. Det er super inspirerende, og det har jeg taget med mig. Jeg sidder ikke her med en falsk beskedenhed og siger, at alle kunne have gjort det samme, det ville være uærligt. Det er selvfølgelig også fordi, at der noget, jeg har gjort i mit arbejde, som har indgydt den tillid.”
Under et studieophold i San Francisco i 1991 blev Nipper tvunget ud i en situation, som han har fået meget gavn af som koncernchef. Han er reflekterende af natur og ikke specielt udadvendt, men i USA skulle han hele tiden forsvare sit arbejde sammen med andre studerende.
”Det var enormt grænseoverskridende de første gange, men jeg blev komfortabel i det og kunne mærke, at jeg tænker bedre i dialog. Hvis vi eksempelvis taler strategi i dag i Grundfos, inviterer jeg nogle folk med, og så lægger vi strategien ud fra dialog. Jeg føler, jeg skaber mere værdi for virksomheden sammen med andre, end hvis jeg trækker mig tilbage for mig selv og kommer ud sammen med den hvide røg og siger: Sådan hænger tingene sammen.”
Mads Nipper
• Uddannet cand. merc.
fra Århus Handels-højskole med studie-ophold på universitetet i San Francisco.
• Mads Nipper kom til Lego som mediekonsulent i 1991 og har siden bestridt flere ledelsesposter i koncernen.
• Boede en række år i Tyskland som europæisk marketingdirektør og blev en del af koncerndirektionen i 2006.
• Mads Nipper blev i 2014 ansat som koncernchef i Grundfos.
• Han sidder desuden i bestyrelsen for B&O og samt Danish Crown, hvor han er næstformand.
• Han forsøger at løbe tre gange om ugen og er fan af fodboldklubberne AaB og Liverpool.
• Nipper elsker biler, vin og rejser. Han bor i Bredballe ved Vejle med sin hustru Gitte og deres to børn.
Teslaen drejer ind mod Silkeborg, og kort efter svinger vi det sidste stykke ind foran Jysk Park, hvor superligaklubben Silkeborg IF spiller kampe. Mads Nipper tjekker sin ugeplan for at se, hvor vi skal hen.
I takt med Grundfos leverer bedre regnskaber, er Mads Nipper blevet en ombejlet oplægsholder, der har givet hånd til paven, talt til FN’s Generalforsamling og er på fornavn med ministre og erhvervstoppen i ind- og udland.
”Jeg kan godt lide at være på, hvis det ikke tager for meget fokus. Men jeg er også smerteligt bevidst om, at folk kun interesserer sig for mig, fordi jeg er CEO for Grundfos. Det er jo ikke fordi, at Mads Nipper er fantastisk. Det øjeblik, hvor bestyrelsen måtte ønske at skifte mig ud, er jeg bare en midaldrende, lettere overvægtig nordjyde i Vejle.”
I 2017 blev Nipper nummer fire på analysehuset Infomedias liste over Danmarks bedste CEO-superbrands. Det var foran topprofiler som Jyske Banks Anders Dam, Søren Skou fra A.P. Møller Mærsk og Legos topchef, Niels B. Christiansen, og med væsentligt mindre taletid i medierne; omtalen var bare mere positiv.
Mads Nipper tager dog sin rolle som 190 centimeter omvandrende varemærke med ro.
”Jeg er ikke så arrogant, at jeg oversætter det til, at jeg er den fjerde dygtigste CEO i Danmark, og jeg kan helt sikkert finde CEO’s på listen, som er minimum lige så dygtige som jeg. Men udviklingen viser måske, at vi har held med at skabe synlighed omkring Grundfos med mig som eksponent for virksomheden,” siger han, mens han bevæger sig op af de postkasserøde trapper i Jyske Park.
I Eniig-Loungen venter cirka 70 midtjyske erhvervsfolk. Flere er i jakker og hvide skjorter med firmalogoer på flipperne. De er en del af Berlingske Business Club og sidder afventende ved runde borde med hvide duge, morgenbrød og kaffe på termokander, da Nipper træder ind i salen. Der bliver stille i rummet.
Med udsigt til det nye fodboldstadion og ungdomsspillere, der træner på kunstgræsset, fortæller Nipper om sin virksomheds forvandling fra traditionel pumpeproducent til digital aktør inden for klima- og energiteknologi. Han taler højt, tydeligt og bruger humor i en grad, så hele salen flere gange griner højt. Imens livestreames der til erhvervsklubbens medlemmer i København.
Tre flasker rødvin i en papkasse klirrer let, da Mads Nipper halvanden time senere lukker bagagerummet. Et rødt tørklæde fra Silkeborg IF er viklet rundt om vinkassens greb.
”Det er da i det mindste i den rigtige farve,” smiler Nipper, der er fan af fodboldklubberne AaB og Liverpool. Han stiger ind i bilen.
”Det er supervigtigt ikke at tage sig selv for højtideligt – ikke mindst i en dansk kontekst. Humor og selvironi skaber en afslappet stemning og personlig relation, når dagen er til det. Men jeg er uformel af natur og forsøger egentlig bare at være mig selv, når jeg holder oplæg.”
Grundfos’ navn og logo med arkimedesskruen begynder at dukke op på forbikørende lastbiler, skilte og bygninger i det grønne, bakkede landskab omkring Bjerringbro. I 2013 var den ikoniske virksomhed inde i negativ periode med pres på indtjeningen. I december samme år blev den daværende koncernchef, Carsten Bjerg, fyret efter 16 år. For dårlige nøgletal og et stort uudnyttet vækstpotentiale, lød forklaringen fra bestyrelsen.
For Mads Nipper var partnerskabet ingen selvfølge, da den første føler kom fra bestyrelsesformand Jens Moberg. Efter 23 år i legetøjsbranchen var en ingeniørvirksomhed, der laver produkter, som folk ikke ved, de har, ikke øverst på listen over potentielle arbejdspladser. Nippers kendskab til Grundfos var begrænset, men i juleferien mødtes han alligevel med bestyrelsesformand Jens Moberg i København.
”Det var ikke sådan, at jeg sad på nåle i spænding, og jeg havde ikke store forventninger til mødet. Men Jens fik mig hurtigt overbevist om, at Grundfos handler om et meget bredere perspektiv end blot at producere pumper. Det handler om at gøre en forskel i forhold til energiforbedringer og klimaforandringer i hele verden, og det tiltrak mig. Desuden havde virksomheden en udfordring, som jeg i al beskedenhed tænkte, at jeg godt kunne bidrage til at løse.”
Der er næsten bekymring at spore i Poul Due Jensens blik. Bysten af Grundfos-stifteren står i receptionen sammen med rødbrune Poul Kjærholm-stole og en PH-lampe. Et springvand pibler i rummet.
Heldigvis for stifteren og den øvrige familie er situationen indtil videre vendt med Nipper i spidsen. Han har slanket virksomheden, mens han forsøger at gøre Grundfos mere agil og dermed rustet til en digital fremtid, som alle taler om, men de færreste ved, hvordan de skal håndtere. Eksempelvis skal udviklingstiden af nye produkter og opdateringer halveres som led i den nye strategi, og Grundfos skal turde sende digitale produkter, der ikke er 100 procent færdigudviklede på markedet i kampen mod kinesiske konkurrenter, der haler ind på danskerne. En næsten kættersk tanke for en klassisk ingeniørvirksomhed.
Med udgangen af 2017 kunne Nipper fremvise et regnskab, hvor resultatet var øget fra knap 1 milliard kroner til 2,4 milliarder kroner, og i april 2018 kunne Grundfos for tredje år i træk se sin aktieværdi stige, denne gang til knap 40 milliarder kroner.
”Vi bruger et par år på at få orden i penalhuset. Så skruer vi op for vores investeringer i vækst,” siger Mads Nipper med et mere alvorligt blik i de blå øjne.
Prisen var 800 nedlagte stillinger ud af godt 19.000 globalt samt medarbejdere, som for en dels vedkommende stadig frygter, om Nipper går på kompromis med årtiers kultur i Grundfos. Koncernchefen fastholder dog, at de svære beslutninger er de rigtige. Desuden kunne tingene have været meget værre, hvis ikke Grundfos var familie- og fondsejet, påpeger han.
”Der ingen tvivl om, at man kunne trimme Grundfos meget mere, end vi gør. Men det ville ikke være rigtigt, fordi vi ville stå med en anden virksomhed og gøre op med noget, som er en del af vores sjæl. Jeg hader at skulle afskedige mennesker, som helst ville være blevet, det gør jeg virkeligt. Jeg kan ikke fordrage det, fordi det påvirker menneskers liv negativt. Når det er sagt, er det super vigtigt for en topleder altid at huske, at ens ansvar er virksomhedens samlede ve og vel. Det er vigtigere end individer – mig selv inklusive.”
Mads Nipper har overtaget et hjørnekontor på anden sal med altan rundt om bygningen og udsigt over dalen, hvor Grundfos breder sig.
Typisk for sin åbne ledelsesstil har han skiftet til glasdør og flyttet sit skrivebord, så man kan se ham fra den lange gang udenfor. På en reol står en model af en Brdr. Nipper-fiskekutter med en Lego-figur på dækket. En Stetson cowboy-hat, som Nipper fik under sit første besøg hos Grundfos i USA, hænger på væggen, og bag skrivebordet står to Grundfos-pumper bygget i Lego. En ølflaske med ’Get Shit Done’ trykt på etiketten er en gave fra medarbejdere.
I Grundfos lyder joken, at Mads Nipper først for nyligt har overstået sin prøvetid. Han bruger heller ikke så mange eksempler fra Lego-tiden længere, hævder han smilende, men én ting slipper han ikke.
Én gang om måneden holder han frokost med tilfældigt udvalgte medarbejdere fra hele organisationen. Møderne begyndte med krisen i Lego i 2003-2004, hvor mange ansatte var usikre og havde spørgsmål, som deres umiddelbare leder ikke kunne svare på, fortæller Nipper, der indtil videre haft over 500 Grundfos-ansatte med på møderne.
”Jeg prioriterer disse møder højt og finder stor inspiration i at snakke med kollegerne,” siger Nipper, før han bevæger sig ind i det tilstødende bestyrelseslokale, hvor 10 medarbejdere venter.
Stemningen er lidt kejtet og afventende, som når man møder andre på et nyt kursus, mens folk hilser på hinanden og sætter sig i læderstolene. Nipper placerer sig for bordenden og byder velkommen. Jakken hænger på stolen.
”Det er ofte mig, der snakker mest, så hvis vi tager en navne-runde plejer det at passe med, at jeg lige kan nå at spise to stykker, før I fortæller, hvad I har på hjerte. Og kom bare, det værste, der kan ske, er, at I får en time fri og gratis frokost,” siger Mads Nipper og stanger en stykke smørrebrød med flæskesteg over på sin tallerken.
Runden begynder. En ansat i produktionen kom til Grundfos i et barselsvikariet, men står foran sit 20-års jubilæum. To er ingeniører, én arbejder som kok på gæsteboligen Frisholt, hvor Grundfos inviterer sine VIP-gæster. En snakkende fyr arbejder i marketing.
Poul Due Jensen og sønnen Niels Due Jensen holder øje fra to fotografier på væggen, mens snakken går. Først tøvende, så mere ihærdigt i takt med, at genertheden løsner op. Hvad skal Grundfos, hvordan er økonomien, hvad vil topledelsen, hvordan kan man finde inspiration til forandringen mod at være mere digital? Nipper svarer umiddelbart ærligt og direkte i den time, frokosten tager.
”Det var lidt poleret i dag uden drilske spørgsmål,” konstaterer Nipper efter mødet:
”Sådan er det nogle gange. Andre gange spørger folk eksempelvis, om vi er ved at ødelægge ånden i Grundfos, eller de lufter forskellige andre frustrationer. Der er en enorm værdi i, at medarbejdere på tværs af funktioner møder hinanden og hører lidt om, hvad direktionen går og snakker om. Jeg elsker det og samler gerne pointer op på min interne blog bagefter.”
Mads Nipper ser på sit armbåndsur. I Grundfos-hallen to minutter fra kontoret er cirka 120 afdelingsledere og fabrikschefer fra hele verden samlet til seminar. Koncernchefen skal holde et kort oplæg, men er lidt forsinket.
En amerikansk fyr, der kalder sig Jason, hilser på Nipper, som smiler og hilser igen. En ny kommer til. Nipper giver hånd og snegler sig videre. Hilser på den næste. Griner, smiler, joker og småsnakker. Ny mand, nyt håndtryk. Selfie med en fyr fra Argentina, en fabrikschef fra Brasilien hilser på. Kun langsomt bevæger Nipper sig ind i salen, hvor han i 2014 for første gang mødte medarbejderne som ny koncernchef, spændt og med masser af forhåbninger. Nu er han blevet giraffen, alle vil se og ses med.
På scenen taler Nipper om presset fra især de kinesiske konkurrenter, om at lede fremtidens fabrik, og hvordan man som mellemleder skal håndtere frygt for konsekvenserne af digitaliseringen hos medarbejdere, som måske ikke engang ved, hvordan de skal håndtere en app på mobilen.
”Hør, jeg er 52 år og har haft gråt hår i 15 år. Hvad ved jeg om digitalisering, når det kommer til stykket? Vi er alle usikre på, hvad der sker i fremtiden, og det er OK at vise sårbarhed nogle gange som leder. Andre gange skal vi kunne træffe en beslutning og komme videre. Men tingene behøver ikke at være adskilt,” forklarer han fra scenen.
Med sin jordnære tilgang og evne til at sætte retning lader det til, at nordjyden har vundet tilliden hos både ejere og medarbejdere i Grundfos. Selv siger han, at han bestrider sit drømmejob og nyder at arbejde tæt sammen med den øvrige direktion. Han har respekt for det foregående arbejde i Grundfos og har ingen ambitioner om at stå i spidsen for et C20-selskab eller en toppost i udlandet. Snarere tværtimod.
For selvom Mads Nipper kraftigt understreger, at man hverken kan eller skal have ondt af en koncernchef, oplever han i perioder, at topjobbet er voldsomt krævende både psykisk og fysisk. Ud over mange arbejdstimer, rejseaktivitet og det faktum, at alle hiver i ham, handler det om følelsen af ansvar:
”Det skal bare gå godt i forhold til at styrke virksomheden, og det er voldsomt komplicerede overvejelser, vi sidder med. Jeg har stor selvtillid og tro på de ting, vi gør, men ansvaret tynger. Det gør det bare. I Lego kunne jeg regne med, at Jørgen (Vig Knudstorp, red.) havde styr på det, men her har jeg det ultimative ansvar, og det gør, at jeg spekulerer mere over tingene. 19 ud af 20 dage er det super inspirerende, men der ligger konstant en pligtfølelse, som må være rar at lægge fra sig på et tidspunkt. Om det så er om 5, 10 eller 15 år, ved jeg ikke. Min forfængelighed vil sige, at jeg skal fortsætte, men jeg er ikke sikker på, det vil være det rette at gøre til den tid”.
Solen krabber sig længere ned på himlen, men for Nipper er dagen langt fra slut. Han har et par timer på kontoret, inden han er vært for en gruppe storkunder på Frisholt. Først derefter kan han vende Teslaen hjem mod familien og Bent.
