Phillip Ihenacho elsker vilde dyr.

Han elsker friheden på savannen; at dyrene ikke har karrierevalg eller lønningssedler at se til. Det er som om, dyrene kan bevæge sig lettere, hurtigere og med mere mening. Men Philip Ihenacho kunne ikke mærke et gram af dyrenes selvfølgelighed i sig, da han arbejdede hos det internationale konsulentfirma McKinsey.

Med jobs på deres kontorer i Stockholm, London og New York bevægede han sig inden for en snæver elites mure, hvor kun få bliver valgt ind. Hvor arbejdstimer bliver til arbejdsdøgn, og hvor miljøet af tidligere ansatte ofte bliver beskrevet som hos elitesportsudøvere. Der er intenst, dedikation og konkurrencementalitet hos McKinsey. Phillip Ihenacho fulgte med, fordi han kunne.

Det var ikke katastrofalt, som han siger, han kunne godt have fortsat med at bidrage til, at omsætningen steg med et par procentpoint. Men hvorfor gjorde han det egentlig? Det kunne han ikke svare på. Efter fem år hos konsulentmogulen gik han på orlov, i første omgang for et års tid. Hvad ville han?

"Jeg tænkte blot, at jeg ville lave noget sjovt. Du ved, noget sjovt og anderledes," siger han.

Phillip Ihenacho rejste til Afrika.

Hjem til det sted, hvor det hele begyndte
Man kan se på hans blik, at der er noget særligt på spil, når samtalen drejer sig ind på landet Nigeria og for den sags skyld hele kontinentet Afrika. Det var her, han hang i skoleklokken for at afmontere den, og hvor han brillerede på første række, længe før han lagde strategier for verdenseliten. Det Nigeria, han føler, at han kommer fra.

Det var han ikke alene om. Da han vendte snuden forbi Nigeria på sin orlov fra McKinsey, mødtes han med en række gamle venner, der alle havde det tilfælles, at de var rejst ud i den internationale finansverden for at vende hjem igen en årrække senere.

De benyttede sig nu af deres viden fra omverdenen på det afrikanske marked.

LÆS OGSÅ: Hvordan påvirker et prisskilt på mange milloner en 25-årig fodboldspiller?

Phillip Ihenacho begyndte at lege med sine barndomsvenner på det finansielle marked og fandt efter et par måneder frem til, at der var mange udenlandske virksomheder, som havde kapitalen og ønsket om at rykke i Afrika. Men mange af dem manglede den fornødne viden til at føle sig sikre på det afrikanske marked, som for udenforstående især kan virke som 'det vilde vesten', hvis man spørger Phillip Ihenacho. Men det er ikke så vildt igen, siger han, det er faktisk rimelig lige til, især hvis du er tålmodig.

Han satte sig for at researche for virksomhederne og sælge sin viden til dem. Efter ganske få måneder, måske en fire-fem stykker, vidste han, at McKinsey ikke blev hans arbejdsplads igen.

"Jeg var på et land og et marked, der betød noget for mig. Jeg følte, at jeg kunne gøre en meget større forskel. I London, for eksempel, kan jeg hjælpe en virksomhed med at vokse et par procentpoint. I Afrika er der meget større muligheder for at skabe vækst i helt andre størrelser. Måske kan man få en virksomhed til at vokse fra tre ansatte til 300 eller fra ti til halvtreds procent," siger han.

I begyndelsen rådgav han store virksomheder igennem sit nystartede firma Afrinvest. Han havde hovedsæde i London, var godkendt af nationalbanken, og kontoret rummede ham og en assistent.

LÆS OGSÅ: Verdens langsomste by ligger i Afrika

Jo mere viden han fik, jo mere overblik fik han også til selv at lave små investeringer ved siden af sin rådgivningsforretning. Investeringer, der ikke blot eksporterede varer som olie og gas til Vesten men også styrkede blandt andet strøm-infrastrukturen i Nigeria, Kenya og en række af de større afrikanske lande.

Efter 10 år var medarbejderstaben vokset med 33 ansatte, og Phillip Ihenacho solgte sit firma til et andet London-baseret investeringsselskab. Prisen rakte til, at han ville sidde godt i det resten af tilværelsen.

Har Philip en næse for succes?
Det er som om, Phillip Ihenacho altid får succes. Ifølge ham selv er det lidt tilfældigt, hvor han er endt. Han læste historie på det anerkendte universitet Yale i USA, fordi han syntes, det var mere cool og kunstnerisk end naturvidenskab, som han ellers følte sig mest på hjemmebane i – "og hvem vil ikke gerne være cool som 18-årig?" spørger han. Og han fortsatte med en kandidatgrad i jura på universitetet Havard, fordi hans far var advokat. Så mon ikke det også var noget for ham?

Det var det ikke rigtig.

I virkeligheden gør det ham genert at tale om sig selv. Han har ikke lyst. Han vil hellere tale om, hvad det er, han laver i Afrika.

Det er i dag ti år siden, han solgte sin virksomhed. I stedet for at nyde et tidligt otium, blev han ganske hurtigt administrerende direktør for virksomheden Seven Energy, som har base i London i England og Lagos i Nigeria. Phillip Ihenacho bor med sin familie i den britiske hovedstad, men fordeler sin tid ligeligt mellem de to byer.

Her er det især naturgas, han er optaget af. Og virksomhedens ressourcer bliver brugt på at lave infrastruktur, der kan flytte gassen fra et sted til flere andre og på den måde give strøm til nigerianernes industrier og husstande.

"Der er to ting, der hjælper os enormt meget. Hvis vi arbejdede med olie, ville vi stå som nummer ti i køen. Naturgas er en anden sag, og vi benytter os blot af ressourcer, der allerede er fundet, men de er ikke udnyttet endnu. For det andet hjælper det os, at strømforsyning er en kæmpe prioritet i Nigeria, og hvor vi bliver i landet, eksporterer en række andre virksomheder ressourcerne ud af landet. Så det gør det nemmere for os at samarbejde med regeringen," siger han.

Og afrikanske regeringer er ellers normalt noget, man skal holde sig en armslængde fra, når man går ind på det afrikanske marked, tilføjer han. Det er her, Afrikas sorte hul af omskiftelighed, korruption og magtliderlighed ligger gemt – og ikke hos de private selskaber.

Du skal også børste tænder i morgen
Det afrikanske marked er måske lidt svært at forstå for en udefrakommende. Hvis man investerer der, kan det føles som om, man lægger sine penge ned i et brændende bål af terror, korruption, sult, død og ødelæggelse, og den indgangsvinkel møder Henry Obi også fra omverdenen. Han er ven af Phillip Ihenacho og er partner i et andet London-baseret firma ved navn Helios.

Hvor Phillip Ihenacho primært arbejder med at opbygge strømsystemer med naturgas i Nigeria, investerer Henry Obi på tværs af en række hverdags-produkt-producenter i Afrika.

"Uanset om der er svigtende regeringer, ebola eller terror, står folk stadig op om morgenen, vasker sig, barberer sig, børster tænder, spiser morgenmad og tager på arbejde. Det vil sige, at de skal have tandpasta, cornflakes og benzin. Det er det marked, vi sælger til og - uden at det på nogen måde skal lyde filantropisk - forsøger at hjælpe med dagligdagsprodukter, de har brug for, uanset hvad der ellers foregår."

"I virkeligheden er det simpelt," siger Henry Obi.

Han forklarer, at Afrika mangler struktur, viden og ikke mindst kapital. "De har ressourcerne, men vi sørger for at investere penge i virksomheder i landene. Så længe du holder dig til private firmaer og forbrugere, kan det lade sig gøre."

Henry Obi er partner i investeringsfirmaet Helios, der investerer i virksomheder på det afrikanske kontinent. "Det er langt mere lige til, end Afrikas ry måske lægger op til," siger han, "det handler om din indstilling".

Phillip Ihenacho tilføjer, at det for eksempel er et langskud at ville sælge artilleri til regeringen. Det er at gå direkte ind i løvens hule, som han har været lidt for tæt på at blive suget ind i for et par år siden, da han blev rodet ind i en sag om korruption. "Det var kompliceret," siger han efterfulgt af en lang pause. Selvom det i dag blot er en skygge efter noget tidligere, er det stadig til at finde frem til efter et par internet-søgninger.

"Det er hårdt. Selvom jeg arbejder ud fra at skabe profit, arbejder jeg samtidig med noget, der betyder noget for mig. Når man selv synes, man er med til noget godt, så er det helt kontrært at blive forbundet med Afrikas mørke side," siger han.

Men det er netop betydningen af hans arbejde, der gør det mere attraktivt end jobbet hos McKinsey, selvom risikoen er større end i for eksempel London og København. Det er der ingen tvivl om.

"Hvis du har tid til at kommunikere med lokalbefolkninger, bygge virksomhederne op fra bunden med egne strøm- og vandforsyninger og arbejde derfra, kan markedet være mere lukrativt, end de fleste kan forestille sig."

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være kronprins i et familiedynasti

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv

LÆS OGSÅ: SAS-boss er blevet headhuntet til alle sine jobs

Hvordan påvirker et prisskilt på mange milloner en 25-årig fodboldspiller?