Robin Hannibal er en af dansk musiks klarest lysende sangsmede. Du kender ham fra Quadron, Boom Clap Bachelors og senest Rhye, hvor han bjergtager med fjerlette melodier og smukt komponerede værker. Den drømmende lyd, der er blevet hans kendetegn, sender tankerne i retning af varme sommereftermiddage og uendeligt lange nætter. Man fornemmer en kradsende melankoli under overfladen, musikken er formfuldent og følelsesladet, og det er ikke kun i Danmark, travle Robin Hannibal har succes. Han arbejder sammen med Kendrick Lamar og Pharrell Williams og er ved at færdiggøre en ny plade med Quadron. Stærke meritter for danskeren, der er bosiddende i Los Angeles. Vi har snakket med Robin Hannibal.

Hej Robin. Jeg har hørt 'Open' og 'The Fall' uafbrudt siden jeg opdagede Rhye. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at du stod bag, men hele projektet virkede lidt hemmeligt. Hvem er Rhye egentlig?

"Rhye er projekt, der består af Mike Milosh og jeg. Det er rigtigt, at vi har holdt os lidt væk fra for mange interviews og pressebilleder med vores ansigter. Vi vil gerne have, at der var fokus på musikken og at folk lyttede med nye ører, uden at skulle se på os. Vi er ikke så interesserede i at blive kendte ansigter."

Lyt til Rhye - 'The Fall' her:



Du bor i Los Angeles. Kan man høre på din musik, at du er påvirket af det sted, du bor?

"Det tror jeg ikke, for jeg har altid lavet soulmusik. Men jeg tror, jeg har fået større tiltro til det, jeg laver, fordi der er et stort marked for soulmusik i Los Angeles og USA."

Hvordan ser en arbejdsdag ud for dig?

"Jeg lever et ret simpelt liv. Står op, spiser morgenmad og går til træning. Bagefter tager jeg enten i et kommercielt studie ude i byen eller også arbejder jeg i mit hjemmestudie. For det meste arbejder jeg alene, men hvis vi er i sangskrivningsprocessen, arbejder jeg også med sangeren eller sangerinden."

Kendrick Lamar har samplet Boom Clap Bachelors' nummer 'Tiden Flyver' på nummeret 'Bitch, Don't Kill My Vibe' på pladen 'good kid, m.A.A.d city'. Hvordan kom kontakten med ham i stand?

"Kendrick satte en session op med Quadron, hvor vi lavede et nummer til hans plade, men som vi desværre ikke fik mulighed for at lave færdigt. Han var en rigtig fin fyr, og kendte til de fleste af de forskellige projekter, jeg laver. Blandt andet Boom Clap Bachelors, som hans producer også var stor fan af. Da vi gik i gang med sessionen, spurgte vi ham, hvad vi skulle lave og hvilken lyd, det skulle have. "Your sound," sagde han. Det var til samme session, hvor han spillede det beat, som sampler 'Tiden Flyver' med Boom Clap Bachelors."

Kendrick Lamar - 'Bitch, Don't Kill My Vibe':

Boom Clap Bachelors - 'Tiden Flyver':



Hvordan har Quadron det? Kommer der snart noget nyt?

"Vi har det godt og vi arbejder på at færdiggøre vores plade. Vi har arbejdet med Tricky Stewart, som har lavet Rihannas 'Umbrella' og Beyonces 'Single Ladies'. Og med Fraser T. Smith, der står bag Adeles 'Fire To The Rain' og Florence + The Machines 'You've Got The Love'. Og med Pharrell og Raphael Saadiq, og så bliver pladen nok lukket efter det."

Lyt til Quadron - 'Slippin' her:

Skal inspiration komme af sig selv eller kan man arbejde sig til den?

"Hvis det er ens profession og arbejde, kan man ikke sidde og vente på inspiration. Men der er mange ting, man kan lave, hvor man ikke behøver at sidder og have guddommelig inspiration. At mikse, editere, arrangere og genindspille er bare et arbejde."

LÆS OGSÅ Kidd: Jeg knepper mindre nu, end jeg nogensinde har gjort

LÆS OGSÅ Per Vers: Det er en pligt at udvikle sig