”Mine forældre fejrede ikke jul, da jeg var barn, så min første rigtige jul var med min kone og hendes familie. Den jul var også en af de bedste, jeg har haft. Det var en helt ny verden for mig. Jeg kunne slet ikke tage det seriøst, da vi skulle danse om juletræet, og der gik faktisk nogle år, før jeg kunne få mig selv til at gøre det. Da der blev pakket gaver ud det første år, tænkte jeg: ’Wow, der bliver brugt lang tid på det her.’ Man skal sidde og kigge på alle, der pakker op, og så skal man sige ’neeeeej’, når man ser, hvad de har fået. Jeg elsker at holde jul, selvom jeg er begyndt på det ret sent. For mig har det ikke så meget med religion at gøre. Jeg tænker mere: ’Hvorfor dog sige nej til hygge?’”
”Da jeg var 15 år, blev det meget tydeligt for mig, at jeg gerne ville være en del af dét at fejre jul. Mig og mine drenge hang altid ud på det lokale pizzeria i Avedøre, men selv han havde lukket juleaften. Så vi gik rundt og kiggede nærmest ind ad vinduerne hos folk, der hyggede sig. Som 15-årig ung, brun mand føler man sig hurtigt inde i varmen eller udenfor, tror jeg. Og når man går man rundt der, så bliver det bare tydeligt, at man er udenfor. Det var ikke en særlig rar følelse.
Men den dag skete der alligevel også noget godt, for jeg fik en ny ven. Mine venner og jeg strejfede bare lidt rundt, og så endte vi ved et kæmpe juletræ, som vi prøvede at vælte. Der kom en ældre dame, som begyndte at skælde os ud, og så begyndte en af mine venner at snakke lidt grimt til hende. Jeg kom i tanke om, at det kunne have været min mormor, og så endte jeg med at stå og sludre lidt med hende. Hun spurgte os, hvorfor vi ikke holdt jul, og vi kunne jo fortælle, at vi ikke var inviteret nogen steder hen. Så spurgte vi hende, hvorfor hun var alene juleaften, og hun fortalte, at der ikke var nogen, der ville holde jul med hende. Det var meget rørende. Vi blev lidt venner bagefter, og jeg hjalp hende med at bære indkøbsposer hjem en gang imellem.”
scroll-down
