scroll-down

Mellem dyre dåseøl og spandexklædte strippere er Copenhell – stadig – landets rareste festival

Copenhell har på godt 10 år udviklet sig fra en grim ælling til en stor, sort svane. Folk er stadig blide som lam, musikken er stadig hård som heavy, men det er langtfra nogen billig affære at være festivalgæst i 2023.

Af Kristoffer Dahy Ernst
Foto: Polina Vinogradova
Kultur Euroman

”ER I KLAR PÅ, at jeg crowdsurfer?!” råber en gut i midt-20’erne til min ven og mig. Han er gået ind foran os til koncerten med Dance of the Dead, har store tatoveringer over hele sin bare overkrop og vil nu have vores hjælp til at blive løftet op, så han kan rygsvømme hen over det tætpakkede publikum.

Selvfølgelig er vi klar på det, vi giver ham en hestesko hver, hvorefter han kaster sig baglæns, altså i retning af scenen, uden at have tænkt på næste skridt; hvem skal løfte ham op og bære ham videre? Ingen. Den glade ungersvend letter fire centimeter fra vores hestesko, inden tyngdekraften slynger hans vel nok 100 kilo tunge krop direkte ned i de støvede betonskærver på jorden.

Det slår ham ikke ud, han er hurtigt oppe igen, og nu har dem foran også luret hans agenda, så vi starter forfra, og så letter han ind over publikum, ind mod scenen, alle er glade.

Jeg var på Copenhell første gang for omkring 10 år siden, siden har jeg forsømt mine besøg (indrømmet, jeg er ikke stor på metal og hård rock), men nu er jeg tilbage. Og det er stadig lige vildt:

Copenhell er historien om den grimme ælling, der voksede op og blev en stor, ond svane. For snart 15 år siden blev ideen undfanget hos arrangøren LiveNation, og man må ganske enkelt tage hatten af for dengang at se det hul i markedet og så fylde det så behørigt ud, som man har gjort lige siden. Første gang var der 4.000 gæster og to scener. Nu er der 38.000 besøgende, en del kommer fra hele verden, og kønsbalancen er langtfra lige så mandsdomineret, som man kunne frygte.

Alt er genialt: Madboderne hedder navne som Risotto Inferno, VIP-området hedder RIP, den enorme B&W-hal med den påmalede ulv troner som bagtæppe, de optrædende siger ting som ”we make angry music, so here’s an angry song,” og for en person som mig, der kun nødigt danser og hellere lader hovedet og skuldrene gør bevægelsesarbejdet, er musikken perfekt.

Mötley Crüe har for mig indtil nu været ’Girls Girls Girls’ og trommeslager Tommy Lees pik, som jeg i mine teenageår så dag efter dag, fordi jeg havde fået fat i det sextape, hvor ham og Pamela Anderson er på bryllupsrejse. Nu ligner han en musiker som kun en musiker kan se ud, når man har boet et helt liv i solstegende Californien for tæt på botoxklinikker og tatovører. Forsanger Vince Neil sang engang tvivlsomt, nu er det decideret pinligt, og han ligner en blanding af en ansigtsbehandlet realitydeltager og en svensk rockabilly med glattet hår. Med sig på scenen har Mötley Crüe også to spandexklædte stripperdansere, der vistnok også giver den som korpiger, og det hele ville virke virkelig godt, hvis vi stadig var i 1980’erne og ikke i 2023.

”Er du turist!?” Min ven Asger har spottet mig, og han ved, jeg ikke er fast inventar herude. Vi minder på mange måder om hinanden: småbørnsfædre, gode job, sunde interesser. Men han har en ekstra hobby, heavy metal, og dette er weekenden, han venter på hele året. Den faste Roskilde-billet er droppet.

”Hvorfor håbe, at man tilfældigt løber ind i en middelmådig metalkoncert klokken 02 om natten på Dyrskuepladsen, når man er garanteret bang for the buck fire dage i streg få kilometer fra sit hjem?” spørger han retorisk, og så kan han jo ovenikøbet nå hjem og, gud bedre det, få et bad og noget søvn og sige hej til børnene, som har fået skoldkopper. Det er ikke hans problem i de her dage, hvor han nøje har planlagt fridage på jobbet og sikret fri bagkant på hjemmefronten.

Speaking of turister: Sommersolen har bagt hele dagen, så jeg har en lyseblå- og hvidstribet kortærmet skjorte på. Med under armen har jeg også en cremefarvet overshirt. Alt for lyst tøj, kan jeg nu se. I den civile del af København få hundrede meter herfra ligner jeg enhver anden kedeligklassisk klædt mellemleder, herude ligner jeg en krydstogtturist på heavy-safari.

Jeg har ingen denimvest, ingen læderjakke, ingen sort T-shirt, ingen patches på mit tøj, der viser tilhørsforhold til obskure bands. Jeg har ikke fuldskæg, ingen øjenmascara. Jeg passer på ingen måde ind, men ikke en eneste gang bliver der set skævt til mig. På Copenhell klæder man sig mere ud, end man klæder sig på, og hvis jeg insisterer på lys, kortærmet skjorte, så er det nok det, jeg er mest komfortabel i.

Det er efterhånden trivielt at konstatere, at metal-fans rangerer blandt de sødeste mennesker på denne planet, men det er ikke desto mindre sandt. Der er stadig ingen overfald, stadig ingen vold og politianmeldelser, og på trods af helvedesdybe branderter opfører de sortklædte Hades-profeter sig som blide lam.

Fidel Castro-kasketten lever stadig i bedste velgående, det er ingen skam at gå i løbesko og praktisk rygsæk, sort selvfølgelig, og under Def Leppard-koncerten forsøger en kvindelig ven af en ven at forklare mig, hvordan man kan signalere tilhørsforhold til subgenrer ved at gå i enten læderstøvler, Converse, cowboystøvler, Dr. Martens eller Vans. Jeg hører ikke halvdelen, jeg har for travlt med at dechifrere min drink, der består af vodka og energidrikken Monster, som åbenbart er blevet storleverandør til alle barerne herude. Føj, hvor er det sødt, men sådan skal vi heavy-fans jo også have det en gang imellem.

Copenhell er efter sigende den festival i Danmark, hvor man bruger flest penge per gæst. Det er heller ingen svær disciplin at svinge kortet og konstatere skaden på netbank dagen efter, når en halv liter Guld Tuborg på dåse koster 64 kroner plus pant. På pladsen møder man også forargelse over arrangøren LiveNation, der i et anfald af kommerciel opportunisme har vedtaget, at merchandise-boder skal afregne 25 procent af omsætningen til dem. Ja, omsætningen – ikke overskuddet.

En ting er at pleje en ekstremt købestærk målgruppe, der er markant mere loyal end den gennemsnitlige festivalgæst, med et tætpakket program og en veloplagt kulisse, der stadig er suveræn i sit udtryk. En anden ting er at drive rovdrift på den, bare fordi man kan. Det lugter lidt af det sidste.

”Vi skal til Zeal & Ardor, og du skal med,” dikterer en ny ven mig, som også fortæller, hvad jeg kan forvente: ”Forestil dig slavesange fra sydstaterne i USA med kæder som rytmer og kutteklædte mænd på kur, og så bare tilsat heavy metal.”

Skik følge eller land fly, det skal jeg selvfølgelig se. Det er en absurd kombination, tænker jeg, men det virker absurd godt, ligesom alt andet på Copenhell, uanset hvor bedaget og 1980’er-agtigt det så er.

Man kan ikke blive rigtig sur over dårlige koncerter, for blandt ligesindede finder man venner, og det er trods det, der er hele Copenhells enorme styrke: sammenholdet blandt alle dem, der fire dage om året siger farvel til familien og jobbet for at mødes på en industrigrund i udkanten af København og bede til den samme satan. Copenhell er stadig et af de rareste og mest originale steder, man kan opholde sig som festivalgæst.

Se, hvad vi ellers skriver om: Festival og Copenhell