Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Du kender Iben Maria Zeuthen fra tv og fra radio. Hun har været en fast del af æteren i mange år, de fleste husker nok det ikoniske interview med Ghita Nørby og den store mikrofon, men i løbet af i år har Iben fået en helt ny sag: klimaet. Hun har startet bevægelsen ’Ryd fladen for klimaet’, fordi ingen historie i verden er vigtigere end klimakatastrofen, synes hun, og det har hun jo sådan set ret i. Dedikation ud over alle grænser – og en fornøjelse at byde velkommen til Iben herunder. 

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype? 

”Det undrer mig, at det ikke er blevet en hype at tale rigtig meget om klimakrisen i fx jeres blad. Det vedkommer alle, og er en naturlig fortsættelse af snakken om det gode liv, samt en velkendt skyggeside ved alt forbrug. Men derudover vil jeg også gerne fortælle om alt det, som jeg ikke forstår, er blevet hype. Lakridschokolade, fx. EMS-træning, altså det der med elektroder. Sindssygt, absurd fin mad. At spise kød som politisk provokation. Men omvendt forstod jeg ikke kameratelefonerne, da de indtog verden, og jeg tippede ’X Factor’ til at få lige omkring nul seere, dengang produktionen startede op. Så I må love mig aldrig at bruge mig som trendspotter.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?  

”Et fjernsyn der, med et tryk på fjernbetjeningen, kan vendes på højkant, hvis man skulle have lyst til det. Det forstår jeg til gengæld godt, ikke er blevet en hype.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på? 

”På et par vinterstøvler, der ikke vejer lige så meget som mine 10 år gamle. Jeg er født med kolde fødder, men har svag hoftebøjer, og kombinationen af militærstøvler og dårlig psoas giver Voltaren-afhængighed. Jeg har de nye på lige nu, faktisk, mens jeg skriver. Og jeg tror, det bliver godt. Det med støvlerne altså.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til? 

”Min families sommerhus. Jeg bilder mig ind, at min hovedstol er etableret her. Alt, hvad jeg kommer med af inspiration og ideer, har sit udspring her. Blandt krat og får og kirsebærtræer, liggende mellem kornet på markerne, dengang jeg stadig tænkte, at det var natur, saltet i luften ved kysten og alle de hemmelige steder, hvor det visuelle, det sansede og årstidernes skiften smeltede sammen med mine drømme for fremtiden.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Da jeg ikke længere blev syg af stress af at arbejde. Der vidste jeg, at mit arbejde var begyndt at passe til mit menneske. Det er jo godt, kan man sige. Og det gjorde mig, om ikke god, så i hvert fald bedre.”

Følg Iben her.