Hvad er værre end en fest uden musik? En fest, hvor aux-stikket går på rundtur med alle de flade pauser og dramatiske stilskift, det medfører.

Nok er der næppe lagt i kakkelovnen til fester af gatsbyske dimensioner dette nytår, men hvis du som os samles i mindre selskaber med god mad og gode bekendtskaber, vil en velkurateret nytårsspilleliste alligevel gøre sig godt.

Vi har samlet alt det bedste fra ind- og udland, lige fra masserende toner, der sætter stemningen under middagen, til det totale klimaks omkring og efter midnat. Fra Outkast til The Doors, fra Playboi Carti til Danseorkestret.

Spillelisten på 115 sange er arrangeret med stor omhu, så shuffle-knappen bør du ikke røre. Vi anbefaler, at du sætter spillelisten på klokken 18.30 på slaget. Der har dronningen talt, og så er det kun volumeknappen og din promille, du skal bekymre dig om resten af aftenen. Desuden vil du træde ind i det nye år til tonerne af Dua Lipas uimodståelige disco rodeo 'Love Again'. Det vil vi gøre.

Rigtig godt nytår fra hele Euroman-redaktionen. Pas på fingrene.