Er du 27 år eller yngre og tænker du tit på, hvor meget en plakat fra Lousiana ville pynte på savsmuldstapetet, men måske føles det også lidt mærkeligt at tage hele vejen til Humlebæk for blot at købe en plakat, så man bør nok også lige besøge museet, dog koster den plakat altså også bare en lille pose penge, og det gør museumsbilletten ligeså, så måske bør man spare den væk, billetten altså, Ragnar Kjartansson skal afgjort op og hænge. Men hvad gør du så, hvis nogen en dag kommer hjem til dig, tager ét blik på din væg og spørger ”hvad syntes du om hans udstilling?” Tænker du tit på det?

Hvis svaret er ja, så er uge 37 din heldige uge.

Fra den 11. til den 17. september er det muligt for alle mellem 18 og 27 år at besøge mere end 180 museer, kunsthaller og oplevelsescentre på tværs af landet ganske gratis – det gælder blandt andre ARoS i Aarhus, Louisiana i Humlebæk og Arken i Ishøj.

Foruden museumsbesøg vil det også være muligt at få andre kulturelle oplevelser til stærkt reducerede priser – det gælder blandt andet en film i Planetariets kuppelsal til den nette sum af 37 kroner eller en billet til en forestilling på Odense teater til 50 kroner.

Det er det landsdækkende initiativ K7, der hvert år i uge 37 arrangerer en ungdomskulturuge. Sidste år blev der indløst mere end 50.000 fribilitter til en bred vifte af museer, kunsthaller og teatre.

Kampagnen giver fri entré til alle unge mellem 18-27 år på 180 museer og billetter med store rabatter på 20 teatre og 8 koncerthuse. Det eneste, du skal gøre, er at hente et gratis K7-kort på deres hjemmeside, hvor du også kan se hele listen over de over mere end 200 kulturinstitutioner, K7 i år giver adgang til.

Hvis du har en forestilling i sigtekornene, skal du dog være opmærksom på, at det nogle steder kræves, at du bestiller din billet på forhånd - det gælder blandt andet landets fire største teatre. Andre steder, fx i Planetariet, købes billetten i døren, hvilket jeg personligt har planer om at gøre samtlige af ugens dage. Så skal der ses på stjerner!