Hvis Danmark vil vinde Eurovision, hvorfor er vi så så elendige? scroll-down

Hvis Danmark vil vinde Eurovision, hvorfor er vi så så elendige?

Danmark er historisk dårlige til Eurovision. Med tre missede finaler i træk og en økonomisk skandale, der spøger, kan man i sit stille sind tænke: Vil Danmarks Radio overhovedet vinde Eurovision?

Af Mia Skovby
Foto: Lasse Lagoni/DR
Kultur Euroman

DET VAR HISTORISK, da Basim og alle de andre indtog scenen i DR Koncerthuset lørdag aften. Aldrig har det gået så dårligt for Danmark i Eurovision, som det gør lige nu. De sidste tre gange, sangkonkurrencen har været afholdt, er det ikke lykkedes Danmarks deltagere at komme videre fra semifinalen.

Man fristes til at tro, at det hele handler om, at Danmarks Radio ikke vil vinde Eurovision, og hvis det rent faktisk er det, der viser sig at være tilfældet, kan man så overhovedet bebrejde dem?

Sidst, Danmark vandt Eurovision, var i 2013, da den barfodede Emmelie de Forest sang sig ind i europæernes hjerter med sangen ’Only Teardrops’, og denne sejr ledte senere til en række dyre beslutninger. Nogle var rationelle (som fx ikke at afholde arrangementet i Herning), mens andre virkede mindre gennemtænkte (som fx at bygge en hel Eurovision-ø til formålet, der efter afholdelsen skulle jævnes med jorden igen).

De tidligere B&W-haller på Refshaleøen i København skulle igennem en større transformation, før de kunne benyttes som et koncertsted med plads til 11.000 sangglade europæere. Man regnede med, at den nødvendige ombygning ville koste 18 millioner kroner. Den endelig pris for ombygningen endte på lige omkring 90 millioner kroner, mens den samlede regning for hele molevitten endte på 334 millioner: Det var knap og nap 97 millioner mere, end hvad man havde budgetteret med.

For at gøre ondt værre endte 2014-udgaven med at være den næstdyreste Eurovision nogensinde, kun overgået af gas- og oliestaten Aserbajdsjan, der byggede en (permanent) arena op fra bunden til formålet. Til sammenligning kostede sangkonkurrencen i 2013 svenskerne omkring 153 millioner svenske kroner.

I tiden, der fulgte, var det danske landskab ikke ligefrem glade for den massive budgetoverskridning i et projekt, der var primært offentligt finansieret.

Lige siden denne skandale har Danmark klaret sig moderat dårligt til meget dårligt i sangkonkurrencen.

SIDEN 2013-SEJREN har Eurovision været afholdt ni gange. Af de ni gange er det blot lykkedes Danmark at gå videre fra semifinalen fire gange, og lige nu befinder vi os i en finaletørke af en størrelse, vi aldrig har oplevet før.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik