Ole Bornedals nye film ’The Possession’ er ikke en film for sarte sjæle. Denne anmelder var bange for at gå i fødsel mindst tre gange undervejs (Anne Sofie Kragh er højgravid, red.), og adskillige sekvenser blev derfor set gennem en tyk sweater. Filmen kan på ingen måde anbefales, hvis man har dårligt hjerte eller flossede nerver, men kan man ikke få nok af gys og uhygge, og er man ikke afvisende overfor overnaturlige hændelser, vil den gå rent hjem.

Ifølge plakaten er filmen baseret på en virkelig historie, men ’baseret’ skal nok tages med et alvorligt gran salt og er nok mest udtryk for et effektivt salgstrick. I hvert fald er det ikke så tit, man ser en gammel kroget hånd komme ud af en piges mund, som den gør på plakaten, efter at pigen er blevet besat af en dæmon fra en trækasse. Men det er rigtigt, at der florerer en historie på nettet om en mand, der har sat et antik træskab til salg på eBay, efter at det angiveligt har givet anledning til en del tilsyneladende uforklarlige hændelser. Tilsæt en lille smule digteri og fantasi, og så har vi 'The Possession'.

Se traileren her:

På trods af den til tider overdrevne dramatik er man fænget til det sidste. Det skyldes ikke mindst, at Bornedals hold spiller mere end almindelig godt. Ikke mindst den unge ’Em’ (Natasha Calis), som er filmens hovedperson og offeret for den onde ånd fra den mystiske trækasse, spiller aldeles fremragende. Hendes far spillet af Jeffrey Dean Morgan er også i særklasse, og i det hele taget er filmen – på trods af det overnaturlige aspekt – skruet godt sammen. Hvis man altså har nerverne til det.

++++

'The Possesion' har premiere 22. november 2012. Ole Bornedal har instrueret filmen.

LÆS OGSÅ Sådan vinder du en James Bond-diskussion

FACEBOOK Bliv ven med Euroman