Det er fem år siden, danske Lulu Rouge udkom med debutsuccesen ’Bless You’. Nu er den elektroniske duo klar med opfølgeren ’The Song Is In the Drum’, der er et mere vokalbåret og bombastisk album. Vi har mødt T.O.M. og Buda, der lyder de civile navne Thomas Berthelsen og Torsten Jacobsen, til en snak om stoffer i nattelivet, arbejde fra 9-16 og vippende tæer.
Hej Lulu Rouge. Til de folk, der ikke kender jer: Hvem var I, før I var Lulu Rouge? Hvor kommer I fra?
Buda: Jeg var en knægt fra Nordsjælland med lyserød Lacoste-polo, Claudio-trøje og slikhår i 1980'erne. Sejlersko, en rigtig rich boy. Jeg tog til New York og boede et par år, og så kom jeg hjem med dreadlocks og elskede reggae og havde siddet og fedtet med nogle hiphop-beats. Og det var så det eneste, jeg havde lyst til at lave derefter. Reggae er mit grundlag.
T.O.M.: Jeg er gammel hiphopper fra Amager. Vi mødte tit hinanden til fester på Christiania, hvor vi stod på et ben og dansede til raggamuffin. Men vi kendte rigtig ikke hinanden.
Buda: Men så fik vi en klub, der hed Lulu Rouge ude på Luftkastellet sammen med Trentemøller. Og da vi var færdige med klubben i 2005, havde vi jo lavet alle mulige produktioner, som vi gerne ville bruge til noget. Og det blev så til Lulu Rouge.
Hvordan vil I beskrive det nye album?
T.O.M.: ’The Song Is In the Drum’ er mere vokalorienteret end tidligere. Det er mere helstøbte sange, hvor de første fra ’Bless You’ ikke havde den klassiske A/B-opbygning. Vi har bare gjort det, vi synes lød fedt. Men det har været mere udfordrende at skabe en hel sang med vokal, fordi vi ikke har gjort os så meget i det.
Buda: Jeg tror, det er en naturlig udvikling af, at vi i mange år har siddet og lavet instrumental og dub. Man kommer hurtigt til at savne vokal. Så nu har vi vokal på syv ud af 11 numre. Den nye plade er mere bombastisk.
__________
Hvornår er et publikum godt at spille for?
T.O.M.: Når de reagerer på detaljer i musikken. Når man får noget tilbage. Man kan mærke det. Man ved godt, at de vil reagere på et stort break efterfulgt af en stortromme, men det er mere spændende, hvis de reagerer på små detaljer og skift i musikken. Så ved man, at de lytter. Og der er forskel på at lytte og så danse, være stiv og gå amok. Når man ved, at de lytter, kan man heller ikke narre dem. Så skal man virkelig tage sig sammen.
Buda: Meget af vores musik er virkelig downtempo, så vi spiller meget til intimkoncerter eller som DJ's til chillout-set. Til chillout-arrangementer sidder folk jo bare og snakker, og der kan man godt blive nervøs for, om man overhovedet spiller det rigtige. Der må man se på noget andet. Om det er tæerne, der vipper.
Er der nogen steder, hvor publikum er svære at spille for?
Buda: Da vi spillede i Madrid, var publikum ret kedelige. Men det er fordi, vi ikke ved det. Da vi spurgte promoteren, sagde han, at det var sindssygt fedt. Men de står ikke med hænderne over hovedet.
T.O.M.: Det er jo det samme, hvis man ser El Clásico. De elsker det, men de reagerer overhovedet ikke.
Buda: Danskerne er meget engagerede. Man indlever sig på en eller anden måde. Det gør de også i Holland. De elsker elektronisk musik. Vi har nogle kerneområder, hvor vi er populære, men vi har fået et nyt marked med den nye single. Halvdelen af vores salg er i USA, og det har det aldrig været før. Og det er på grund af nogle posts på amerikanske blogs.
Har blogs gjort det nemmere at komme ud med musikken siden jeres første plade?
Buda: Jeg tror ikke, blogs har ændret sig meget siden 2008. Men vi har arbejdet meget med synliggørelsen af os selv siden dengang. For eksempel gennem fatberris og facebook.
T.O.M.: Vi har sat spørgsmålstegn ved, hvad et pladeselskab kan. Ikke nødvendigvis det, vi var på, men helt grundlæggende om, hvad et pladeselskab egentlig kan. Og selvfølgelig kan det en masse gode ting, men der er også nogle ting, man finder ud af, de ikke er gode til. De er gode til alle de tørre, kedelige ting, men for 4-5 år siden var der ingen pladeselskaber, der havde kontakt til blogs og hjemmesider
Buda: De vidste simpelthen ikke, hvad vi snakkede om.
T.O.M: Jeg tror, de er kommet lidt efter det nu. Der er kommet nogle A&R's, der er lidt yngre og mere fremme i skoene.
__________
Trives den elektroniske musik i København?
Buda: Det synes jeg. Bare de seneste fem år er der sket rigtig meget. Der er mange små, fede grupperinger, der laver nye klubber. Yo!Fellas, August og Dix, Moombathon, Esben Weile Kjær, Acid Pigs, OHOI. Før i tiden var der fire spillesteder, men nu lejer folk sig ind alle mulige steder og holder fest.
T.O.M.: Men det er også sådan, det skal være. Hvis man er ung og ikke bliver booket på en klub, så må man bare lave sin egen fest og sætte sig selv på programmet. Man kan ikke stille sig op med armene over kors og brokke sig over ikke at blive spillet.
Buda: Det var ligesom problematikken for et års tid siden, hvor DJ’s brokkede sig over at de ikke fik penge for at spille. Det gjorde vi andre sgu da heller ikke, da vi startede. I starten stod vi da bare og spillede fordi vi var lykkelige over at få lov til at spille. Hvis du er bager, får du jo heller ikke lov til at komme på La Glace på din første arbejdsdag.
Er der mange stoffer i elektronisk musik?
Buda: Hell yeah. Vi tager ikke nogen selv. Men det er fuldstændig inficeret. Jeg tror ikke kun, det er i elektronisk musik, det er i nattelivet generelt. Vi synes ikke specielt godt om det. Jeg synes, det er skræmmende.
T.O.M.: Men det er old news.
Buda: Det kan godt være, at det er old news, men det er fandme også anderledes, end det var for 10 år siden. Det er gået fra, at folk købte stoffer til 1.000 kr. Nu koster det ikke en skid. Det er et helt andet ballgame.
T.O.M.: Det er som om, indsatsen har slået fejl. Det er kun blevet billigere og mere tilgængeligt.
Kan man mærke, når publikum er på stoffer?
T.O.M.: Man kan mærke, når der ikke er nogen stoffer.
Buda: Så bliver det kedeligt.
T.O.M.: Aah, synes du det?
Buda: På en natklub? Ja. Det er meget modsigende, men det kan man sgu godt mærke, Thomas. Hvis du tager til firmafest i TDC, er der altså ikke nogen odd balls.
__________
Hvorfor laver I elektronisk musik?
T.O.M.: Jeg har aldrig spillet et instrument. Og så måtte man jo ty til det, man havde og være kreativ med det. Og det kunne jo være en 4-spors-båndoptager, som man kunne lave nogle loops på med nogle gamle soul- eller funkplader. Men det var dyrt. En sampler kostede 40.000. Jeg tror stadig, jeg betaler af på min gamle sampler.
Buda: Det kostede jo 20.000 bare at komme i gang. Så man skulle virkelig være interesseret. I gamle dage skulle man være en kæmpe stjerne, man skulle fandme kunne synge, fordi der ikke var autotune. I dag handler det om at komme ud på det rigtige pladeselskab, så er resten ligegyldigt. Indenfor housemusik er der måske 20 selskaber, hvor du bliver taget seriøst.
T.O.M.: Men omvendt tror jeg, der er masser af subgenrer, hvor du kan gøre hvad som helst og så være stjerne i dit egen lille mærkelige univers. Det er fedt ved udviklingen. Alle har mulighed for at lave musik, og det havde man ikke dengang.
Buda: Hvis du laver noget, der er fedt, så kan du få det ud via TuneCore for 25 dollars om året. Det giver 100 numre på iTunes. Det er jo sindssygt. På den første plade, jeg lavede, var vi tre i bandet og fik tre procent hver. Resten gik til omkostninger, studietid, mixing. Det var en helt sindssygt dårlig forretning.
_________
Hvordan arbejder I?
Buda: Vi er her hver dag fra kl. 9-16 og så går vi hjem. Vi har begge familier med børn og skole og afleveringer, min dreng er 16 år og Thomas har to små børn. Vi har masser af venner, som står op kl. 16, går i studiet kl. 22 og så er hjemme kl. 07 om morgenen. Det kan vi ikke. Det har vi højst gjort 10 gange de seneste år.
Det lyder som et almindeligt arbejde. Kan man godt lave elektronisk musik i så faste rammer?
T.O.M.: Jeg savner lidt at arbejde om natten. Der er en særlig ro og man bliver ikke forstyrret, hele verden sover. Der er en helt anden stemning. Derhjemme sidder man jo også foran computeren, når børnene og konen sover, men det er bare svært, når man skal op kl. 07.
Buda: Jeg savner det ikke. Jeg har rigeligt med natteroderi i weekenderne. Vi spiller jo hver fredag og lørdag. Jeg havde 10 år, hvor jeg kun lavede musik om natten. Jeg så ingen mennesker, jeg havde ikke kontakt til nogen, fordi alle andre var oppe om dagen. I weekenderne var jeg ude at spille. Så jeg er glad for, at jeg har fået nogle venner tilbage og kan invitere dem på middag.
T.O.M.: Det var der ikke noget af dengang.
Buda: Intet. Jeg så ingen mennesker i 10 år.
Hvordan kan et familieliv harmonere med at spille ude hver weekend?
Buda: Vi har nogle sindssygt søde koner.
T.O.M.: Man skal lægge kærlighed i alt, og hvis man gør det, så kan det sagtens fungere. Det var svært at få til at fungere tidligere med de umodne kærester, der spurgte: ”Hvad elsker du mest, musikken eller mig?” De havde aldrig en chance, uanset hvor lækre de var. Vores koner i dag forstår, at musikken ikke er en konkurrent men et supplement til dit liv, og så giver det fuldstændig mening.
Lulu Rouge 'The Song Is In the Drum' udkommer mandag 29. april 2013.
