I 2009 slog det amerikanske indierockband, The Antlers, igennem med albummet Hospice. Pitchfork, det velrenommerede amerikanske indierock-site, blåstemplede The Antlers med deres Best New Music-mærkat og udnævnte bandet til – om ikke konger – så kronprinserne af hele indierock-scenen.
Der var booket koncerter fra Sydney over Paris til New York, og den 23-årige forsanger, Peter Silberman, udlevede den drengedrøm, de fleste voksne mænd har haft på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men det var ikke ligefrem en drøm for Peter Silberman selv.
The Antlers, det er Peter Silberman i midten.
”Jeg syntes, det var fucking scary,” fortæller han, da jeg møder ham i Lille Vega, hvor The Antlers samme aften skal spille en udsolgt koncert. Han er iført en ulden sweater med lidt for lange ærmer og et par baggy mørke fløjlsbukser.
”Det hele er lidt sløret nu. Jeg husker bare, at det ene øjeblik var vi hjemme i New York, spillede en masse små shows og prøvede bare at få vores musik derud, og så i det næste var der take-off."
I løbet af aftenens koncert står det klart, at Peter Silberman er perfektionist. Flere gange nikker han ned mod lydmanden under en sang. Der skal skrues lidt op for vokalen. Der skal skrues lidt ned for guitaren. På et tidspunkt henvender han sig direkte – venligt - der skal skrues lidt op igen, tak. Det samme gælder, når han interviewes; hver sætning vejes.
”Jeg mener,” fortsætter han efter en kort pause.
”Vi er vildt taknemmelige for den periode i vores karriere. Det betyder, at vi kan leve af at spille musik i dag, og at vi får lov at rejse verden rundt og opleve alle de her ting. Men det var også en meget farlig tid for mig som musiker. Alt det pres, der pludselig lå på os. Det var virkelig intenst."
”Men altså,” fortsætter han, igen efter en kort tænkepause, ”vi vil jo gerne have succes, hvis den kommer, men jeg har hverken drømme om rigdom eller berømmelse. Det har været et mareridt for mig med den smule berømmelse, som jeg oplevet. En virkelig mærkelig og virkelighedsfordrejende oplevelse, og det er virkelig ikke min kop te."
Peter Silberman minder mest af alt om den intellektuelle og private (på grænsen til generte) dreng, hvis forældre har kaldt ham ned fra sit værelse for at hilse på gæsterne.
Han er høflig og venlig, men vil nok helst op på værelset og læse videre. For litteraturen er vigtig for The Antlers og for Peter Silberman, der har udtalt, at det ofte er de bøger, han læser, som er inspirationen til The Antlers.
Således også med 'Familiars', The Antlers’ seneste album. Her var ’The Tibetan Book of Dead’ en direkte inspiration.
”Grundlæggende er bogen denne her buddhistiske ide om, at der eksisterer en periode mellem død og gen-fødsel. På ’Familiars’ prøvede jeg at trænge ind i det rum, og så skrive sangene ud fra den tilstand. ’Hotel’ (et nummer på ’Familiars’, red.) er f.eks. en meget en-til-en beskrivelse af den sindstilstand. Når du bor på et hotel, så er det et sted, du gør til dit hjem i nogle timer eller dage, men det er ikke dit sted. Du har ikke nogen historie der."
Efter gennembrudsalbummet, ’Hospice’, fulgte ’Burst Apart’. Endnu en gang med Best New Music-mærkatet fra Pitchfork, men også en langt mere radiovenlig plade. Min frygt, fortæller jeg Peter Silberman, var, at The Antlers på deres efterfølgende album skulle lide samme skæbne som så mange andre bands før dem. To-tre albums inde er alt det, der gav dem kant til at starte med skrinlagt til fordel for en produktion, der pleaser radio og pladeselskab (Læs; Coldplay, Kings of Leon).
Men med 'Familiars', der ikke ejer et omkvæd, og hvor numrene i gennemsnit varer seks minutter, er det som om,The Antlers har lavet en musikalsk U-vending.
”Der var faktorer i forhold til ’Burst Apart’, der ledte til, at det var en mere radiovenlig plade, uden at vi nødvendigvis stræbte efter at blive en popsucces. Det var mere for at se, om der fandtes nogle veje ind, hvor vi kunne give vores take på mainstream-musikken. Men da jeg startede på ’Familiars’, var jeg ikke interesseret i at skabe et album til radioen. Jeg var ikke interesseret i at skabe et album, der var super let og fordøjeligt. I stedet handlede det meget om at få igennem, hvad jeg mente var sandheden”.
Og hvordan tog pladeselskabet det – at du ville sandheden frem for radioen?
”Jeg ved faktisk ikke, hvad de tænkte,” svarer han og ler kort. ”Nej, de var meget støttende og glade for pladen. Jeg mener, ingen prøvede at fortælle os, at de hørte et faktisk hit på albummet. Albummet tager tid, og det kræver tålmodighed, men begge vores pladeselskaber er meget støttende i, hvad det er, vi prøver at lave. De ved godt, at laver vi ikke det, vi gerne vil lave, så er vi ikke glade”.
