En dag skriver en 14-årig pige en stil, der detaljeret beskriver vold i hjemmet hos hendes mor og stedfar. Stilen havner på socialrådgiverens bord, og nu står han foran et dilemma: Skal han tro på pigen? Den slags scener udspiller sig konstant i hele landet, og nu undersøger serien ’Ulven kommer’ alle de potentielt fatale beslutninger, som socialrådgivere, forældre og børn bliver tvunget til at træffe i et tilfælde som dette.

Serien, som løber over otte afsnit, er skrevet af Maja Jul Larsen. Hun har tidligere arbejdet på ’Borgen’ og ’Arvingerne’, men står nu for første gang som hovedforfatter på en stor DR-satsning.