'

Sådan er det at være lærervikar: ”Der er mange små succeser hver eneste dag”

Hvis man virkelig vil vide noget om ledelse, tålmodighed og tolerance, skal man blot man have en 3. klasse i musik og lære dem at holde en rytme.

Det virker som en selvmordsmission. Måske et udtryk for ungdommeligt overmod. Ikke desto mindre er det lærervikar Emil Hammer-Jakobsens helt klare idé at udstyre 21 morgenfriske og rastløse tredjeklasse børn med hver deres slagtøj.

”I dag skal vi lære om rytme,” fortæller han klassen, inden han selv sætter sig bag et trommesæt for at demonstrere en 4/4-dels takt. Hans assisterende pædagog, fotografen og jeg slår alle i vores stille sind korsets tegn og forbereder os på et inferno af larm så nedbrydende, de kunne bruge det i Guantánamo-lejren.

LÆS OGSÅ: Søren Lerche var hashpusher og del af autonomt tæskehold: ”Til sidst havde vi kun volden til fælles”

Vi er på Ålholm Skole i Valby. Her har man en andel af tosprogede på 34 procent og er blandt de skoler i landet, der har det laveste karaktergennemsnit. Her skal vi følge Emil for at få et billede af, hvordan det er at være vikar.

Vi har også været på Dyssegårdsskolen, der befinder sig i Hellerup i den mere mondæne del af hovedstaden for at følge lærervikar Magnus Witt Mortensen og hans hverdag mellem de bedre stillede børn.


Lærervikar Emil Hammer-Jakobsen på Ålholm skole i Valby

Brugen af vikarer er voldsomt stigende i den danske folkeskole.  Antallet af timelønnede vikarer og lærere i folkeskolen er gået fra at svare til 1.170 fuldtidsstillinger i skoleåret 2013/14 til knap 1.700 det følgende år. En stigning på 45 procent, skriver Politiken. Det får professor ved DPU, Aarhus Universitet, Per Fibæk Laursen, til at frygte, at det går ud over den faglige kvalitet.

De fleste af os har formentlig også en forestilling af den arketypiske vikar som enten alt for ung eller alt for udbrændt. Og for de fleste klinger ordet af fritime, film og rundbold. Hvis den uheldige stakkel ikke kan lokkes til nogen af disse ting, kan man altid opføre en akt moderne ’Fluernes herre’, der består af lige dele psykisk terror og respektløshed.

Sådan var det, da denne skribent var barn. Og jeg har svært ved at forestille mig, at Generation mig-mig-mig, der er opvokset med Snapchat og slappe curlingforældre skulle være blevet nemmere.

De fordomme havde begge lærervikarer da også, inden de startede. 

”Men sådan er det ikke her. Det bliver forventet, at man leverer et stykke arbejde og er engageret. Jeg ville også synes, at det var rigtig utilfredsstilende personligt, hvis jeg ikke gav mit bedste,” fortæller Magnus Witt Mortensen fra Dyssegårdsskolen.

Han bakkes op af Emil Hammer-Jakobsen, der stort set aldrig læner sig op ad Netflix eller Ramasjang.

LÆS OGSÅ: "Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver, når vi er til middagsselskaber”

”Når man kommer ind i en klasse med og ligner en, der gerne vil lave noget, så opfanger eleverne det med det samme. Hvis man omvendt kommer ind sent på eftermiddagen og er træt, får man det samme igen. Men det fedeste ved jobbet er helt klart der, hvor man gerne vil lære dem noget, og det lykkes. De små succeser hver dag. Og det er hele drivkraften. Det kan også være at få to elever til at blive gode venner igen efter at have været op at skændes. Det gør én glad og giver så meget.”


Emil Hammer-Jakobsen prøver at finde rytmen med sin klasse.

En efterårsmorgen på Dyssegårdsskolen skal Magnus være vikar for en førsteklasse, der skal have idræt. Først mødes vi i indskolingens, som er 0.- 3.klasse, lokaler, hvor der mellem klasselokalerne er et stort fællesrum med bordfodbold og bordtennisborde. På nær de mange skabe kunne det ligne et reklamebureau eller et  andet kreativt erhverv i indre København. Selv sneakersne er de samme. Her er de bare helt ned i størrelse 30.

Da vi kommer ind i klassen, og de får sat sig, er der straks nogen, der spørger, hvem fotografen og jeg er.

”Hey Magnus, er det dine venner? Siger en lyshåret pige.

”Er det din far?” spørger en anden.

Magnus introducerer os og siger, at vi skal følge ham denne dag og skrive en artikel. Men nu skal de samlet gå over til gymnastiksalen, hvor de skal have idræt med en af 0.klasserne. Det hele foregår i forbløffende ro og orden, men det afsløres alligevel, at ikke alle lyttede helt grundigt efter til introduktionen. På vej ud af døren er der igen en, der spørger: ”Er det dine venner, Magnus?”.

Her i indskolingen har Magnus status som en rockstjerne. Mange af børnene hilser begejstret, og nogle omfavner ham på vej over mod idrætshallen.
På Ålholm Skole starter morgenen nogenlunde på samme måde. Her starter de med at fortælle deres navne, da Emil aldrig har haft dem før.

LÆS OGSÅ: Mikkel blev reddet fra selvmord af Livslinien: ”Jeg ville bare fjerne mig fra det hele”

Da de når til en af de kække og kvikkere piger, siger hun højt: ”Jeg hedder Birger” til stor latter for resten af 3. klassen. De efterfølgende, der skal sige deres navn, prøver det samme, indtil Emil får slået fast, at legen ikke er sjov mere.  

De går op til musiklokalet en etage længere, hvor de sætter sig i en rundkreds. Her forklarer Emil, hvad en rytme er, og de laver forskellige klappelege for at forklare det. Emil sætter sig bag det ene af to trommesæt og fortæller dem, at de skal danne kø bag det andet, og så skal de på skift prøve at spille i hans rytme.
”Er I alle sammen højrehåndede,” spørger han, inden han justerer sættet.

10 forskellige svar flyver tilbage. ”Jeg er.” ”Jeg er ikke.” ”Elias er ikke, men han er heller ikke i dag.”

Tilbage på Dyssegårdsskolen er de klar til idræt. En af de fire i Messi-trøje beder mig om at binde sin sko.

”Ikke dobbeltknude,” instruerer han.

0.klasselæreren har lavet briller til alle børnene ud af gennemsigtige plastikkopper med snor i, så de kan prøve at spille bold med en fugls perspektiv. Til stor morskab. Ikke mindst da de slår over i stikbold.   


Magnus Witt Mortensen har idræt med sin klasse.

Efter timen får jeg mulighed for at tale med Magnus, der viser mig, hvordan lærerne før hver time skriver på intranettet, hvad han skal lave med børnene, eller også blot nøjes med at kigge på ugeplan. I nødstilfælde, hvor læreren er blevet pludselig syg og ikke har haft mulighed for at skrive noget, har skolen et mindre bibliotek af opgavehæfter, hvor man blot kan vælge opgaver fra. 

Oven i købet har de et pædagogisk center, der er en slags kreativt værksted, hvor klasserne kan komme på besøg og få undervisning af en særlige gruppe lærere, der har specialiseret sig i alternative undervisningsmetoder.

Magnus Witt Mortensen kommer lige fra gymnasiet og har været lærervikar siden sommer. Jobbet blev han opmærksom på gennem en pige, han er håndboldtræner med. Som regel har han de små klasser. Ikke mindst fordi han kun er nogle år ældre end fx 9.klasserne.

”Der er stor forskel på, hvordan det er at være vikar. Hvis man skal skabe ro i de små klasser, fungerer konkurrencer rigtig godt. Fx kan man sige, at nu har I 10 sekunder til at være stille, og så tælle ned. Man kan også give stjerner, og hvis de får nok stjerner, får klassen ekstra fem minutter til at lege i,” forklarer Magnus og fortsætter: 

”Jeg havde lidt svært med de store klasser i starten, da der er en lille aldersforskel mellem dem og jeg. Det betyder, at jeg ikke på samme måde kan bruge min autoritet, og i stedet skal søge at få en god time gennem dialog og forventningsafstemning. Her er vi i øjenhøjde, og det skal man bare bruge positivt. Det handler om at få dem med gennem dialog.”



Magnus er godt klar over, at skolen i Hellerup formentlig ikke afspejler, hvordan det er i hele landet.  Her har han i hvert fald ingen problemer med umotiverede elever og overdreven larm i timerne.

”Vi kan ikke komme udenom, at det her er et privilegeret område. Og det kan man mærke på alle punkter. Forældrene er også enormt tjekkede. Børnene kommer altid til tiden, og de er rigtige dygtige her.”

Når han kommer hjem fra skole er han træt. Ikke mindst det med at man konstant skal omstille sig tager på kræfterne.

”Jeg er ofte totalt udmattet, når jeg kommer hjem. Der er utroligt mange ting, man skal tage stilling til. Fra det faglige til småkonflikter mellem børnene. Men sådan tror jeg også, det er for de faste lærere.”

LÆS OGSÅ: "Siden attentatet er der ikke nogen, der har sagt: ”Du har kraftedeme fået som fortjent!"

På Ålholm Skole i Valby kommer børnene fra alle samfundslag. Skolen ligger på en vej, der hedder Skellet og er bogstavligt placeret mellem Frederiksberg og Valby. Lige i skyggen af de første højhuse, der markerer Vestegnens begyndelse. Lærervikar Emil Hammer-Jakobsen er selv opvokset i kvarteret, og han synes, at de mange forskellige socialgrupper, hudfarver og ressourcer er en bonus.

”Jeg kan godt lide, at det fordrer, at børn leger sammen ligegyldig, hvordan de ser ud. Det lærer dem om tolerancen, og det er også en vigtig lektie.”

Senere får jeg mulighed for at tale med nogle af 9.klasse-eleverne på Dyssegårdsskolen i Hellerup. Her har de deres eget hus lidt væk fra de mindre klasser. I deres frikvarter kaster de sig ikke ud på udearealerne med samme intense energi som de små, men bliver i stedet hængende i grupper indenfor. Fra en tablets skrattende højtaler strømmer der musik ud, men på trods af det implicitte krav om hundrede procent coolness, tager de stadig venligt imod og vil gerne tale om deres erfaringer med vikarer.





”Vi er ikke så afhængige af vikarer mere. Vi ved godt, hvad vi skal lave, og hvis man ikke får gjort det, er det ens eget ansvar. Man kan godt vælge ikke at lave noget, men det går kun ud over en selv,” fortæller Kathrine Amanda Lawaetz Arhnung.

Ikke desto mindre kender hun godt de tricks, de har lavet med tidligere vikarer.

 ”Vi har prøvet at bytte rundt på navnene. Det er en klassiker. Vi har også leget, at halvdelen af klassen er fra England og fået vikaren til at tale engelsk til os. Der bliver råbt på gangene: ’Yes, vi skal have vikar.’ Motivationen falder, når man skal have vikar, for man kan lave mindre, uden at det bliver lagt mærke til.” fortæller Kathrine.  

Tilbage på Ålholm Skole i Valby skal børnene nu have hver deres tromme. Nogle skal slå på to stortrommer, andre har fået bongotrommer og sammen skal de finde rytmen. Da de bliver sat i gang, lyder det som avanceret fusionsjazz, hvor alle bevidst spiller ude af takt.

”Stop, drenge,” siger Emil til drengene ved stortrommerne.

”I skal slå samtidigt med jeres piger.”

”Addd, de er ikke vores piger,” råber drengene til stor morskab for hele klassen.

”Nå men så jeres damer,” siger Emil med et smil til ny glæde.

Efter et par forgæves forsøg lykkes det dem faktisk at holde rytmen, og da de senere sidder og spiser madpakker tilbage i klassen er de enige om, at det har været sjovt.

”Du er en rigtig god musiklærer,” siger en.

På vej ud af skolen siger Emil, at han godt kan mærke i hovedet, at 21 trommer har kørt i over en time.

”Men det er den glæde som her i 3. klasse, der gør det så fedt.”  

LÆS OGSÅ: ”Nordvest er Københavns næste smarte bydel”

LÆS OGSÅ: Dengang jeg begik en kæmpe fejl - og hvordan jeg kom videre

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at tjene en formue og miste den igen 
 
 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok