Dette efterår vil det endelig afsløres, hvordan en af de mest kontroversielle og kunstnerisk anerkendte tv-serier slutter. 11. august løber første afsnit af sidste sæson af Breaking Bad over skærmen.

Ikke siden afslutningen på Sopranos har afslutningen af en tv-serie været ventet med så meget hype og forventning.  Den usandsynlige historie om en frustreret kræftsyg, kemilærer, som på bare fem sæsoner forvandler sig til drug-overlord, har næppe bedre skildret den hvide mands mørke bagside af den amerikanske drøm.

Producenterne har allerede sagt, at denne femte sæson er den sidste. Den har været delt op i to halvdele med otte afsnit i hver, og 11. august kommer så begyndelsen på den sidste del. Lige siden første afsnit har de fleste tv-seere formentlig tænkt: Hvordan vil det her ende? En mand med en fremskreden kræftsygdom, knas i ægteskabet og en utilregnelig makker (der ryger ud og ind af misbrug). Det virker ikke som en holdbar livsstil.

Alligevel har det holdt for Walter. Men nu skal det endegyldigt ende. Spørgsmålet er blot hvordan? Vi har på redaktionen kigget i krystalkuglen og opstillet tre scenarier:

Scenarium 1: Den sandsynlige

Skaberen Vince Gilligan har selv fortalt, at han hele tiden har haft til formål at forvandle Walter fra en helt almindelig lærer til gansteren Scarface. Den berømte figur spillet af Al Pacino dør som bekendt paranoid og ensom i et miks af kokain og geværrøg. Da politiet endelig stormer hans palæ, lader han sine automatiske våben og udtaler de berømte ord: "say hello to my little friend".

Scenarium 2: Walter White fortryder

Det amerikanske magasin Esquire har spurgt andre kendte manus-forfattere om deres bud på en Breaking Bad-slutning. Scott Buck fra Dexter har dette bud: ”Walter er den ondeste, rigeste motherfucker i hele Southwest. Men han er fremmedgjort fra alle, han elsker. Han husker tilbage på, hvorfor han gjorde det oprindeligt – for at hjælpe sin familie. Han føler en lille kilden i halsen, Han rækker efter et stykke papir, som han hoster ned i. Den bliver gennemblødt af blod. Det er for sent.”
 
Scenarium 3: Den lykkelige (og totalt usandsynlige)

Walter formår at få svogeren (og panserbassen) Hank med i gesjæften.  Kone og børnene vender hjem. Det bliver én lykkelig meth-familie med en netbutik med børnetøj, der vasker de hundredvis af millioner hvide. I sidste scene ringer Jesse på døren. For de mange penge, han fik af Walter, har han købt en splinterny autocamper. De to gamle partnere kører hujende mod solnedgangen, mens Bad Moon Rising spiller i baggrunden.
 
Hvad er dit bud?


LÆS OGSÅ Få dit fix: Breaking Bad klar med ny teaser

FACEBOOK Bliv ven med Euroman