For 10 til 15 år siden var tv-serier noget, som skulle have seere. Hvis en sæson ikke konstant skaffede nye betalende til producenter og filmfolks lommer, måtte serien ud, og andet måtte opfindes.

Men med streamingtjenesternes indtog i de senere år er dette ændret. Serierne er begyndt at eksperimentere og er blevet en del af det indhold, som blandt andet skal trække folk til. Det er nemlig vigtigt, at der er nok serier, så streaming-giganterne kan skrive ”hvis du kunne lide denne serie, vil du nok også være vild med …”.

Nogle begræder, at der er så meget indhold, fordi det uvægerligt må gå ud over kvaliteten. Dette var muligvis rigtigt, da Netflix begyndte at skyde med spredehagl i sin spæde opstart, men argumentet har simpelthen ikke hold i realiteternes verden længere.

Tværtimod har den nye virkelighed gjort det muligt for serier at eksperimentere og bruge god tid på at finde en unik tone. Det er de følgende serier her sublime eksempler på. Hvor man for få år siden sagde, at en serie havde ”sat sig” i anden sæson, så har de følgende tre føljetoner alle haft et par forrygende sæsoner som udlæg, men med den tredje omgang har de på hver deres måde virkelig fundet sig selv.

Better Things

Hvis der er én kvinde, vi bør tale om i 2019, så er det Pamela Adlon. Hendes ’Better Things’ lå i ruiner, efter #MeToo bragede frontalt ind i Louis CK, som hun havde skabt denne lille komedieperle med. Ja, faktisk var både første og anden sæson blandt de bedste i serieverdenen anno 2016 og 2017.

Men Adlon er vendt tilbage med en mere følsom komik i tredje sæson, og det løfter simpelthen fortællingen til et højere og ikke mindst uhørt højt niveau. Som alenemoren Sam, der skal balancere tre modne unger og en karriere, serverer Adlon en skelsættende stærk præstation. Og det bliver kun endnu mere imponerende, når man tænker på, at hun selv står for hele molevitten denne gang. Fjerde sæson er allerede annonceret, og hvis Adlon fortsætter niveauet, er ’Better Things’ ved at indskrive sig som en milepæl i moderne filmkomikhistorie.

Kan streames på HBO Nordic
(og de to første sæsoner ligger i øvrigt også på Viaplay)

31

Tonen er skiftet med bittesmå nuancer i tredje omgang af fortællingen om Julie og Jesper. Hvor de to første sæsoner emmede af humor og datingliv, så er der nu kommet en mere alvorlig stemning ind i hovedpersonernes tilværelse. Dermed ikke sagt, at man ikke griner – for det gør man faktisk endnu mere end i de første sæsoner.

Men serieskaberne bag ’29’, 30’ og nu ’31’, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, formår ganske enkelt at løfte sig ud af det univers, der mest af alt mindede om norske ’Unge lovende’, og ind i en markant mere ’Girls’-inspireret verden, fordi de tør diskutere, hvordan det er at være i begyndelsen af 30’erne og stadig ikke drømme om børn og fastforrentede lån. Med ’31’ har Rudbæk og Zuschlag skabt noget, der vil stå tilbage som én af de mest suveræne dramadyer i 2010’erne herhjemme.

Kan streames på Xee

True Detective

Rutsjeturen var markant for Nic Pizzolattos serie. Første sæson af ’True Detective’ med Matthew McConaughey og Woody Harrelson sendte politiefterforskninger i film og serier i en helt ny retning, og sæsonen står stadig tilbage som noget af det bedste fra tv-seriernes nye guldalder. Omvendt var anden sæson af antologiserien noget helt andet.

En langt mere kompliceret og krøllet fortælling med mange hovedroller og en forvirrende pointe om magtens korrumpering. Derfor gik Pizzolatto i tænkeboks, og resultatet blev, at sigte efter tonen fra første sæson. Med Mahershala Ali i hovedrollen og en fortælling om en opklaring i tre forskellige tidsspor formår ’True Detective’ at vende tilbage til rødderne, men samtidig at gøre dramaet mere udfordrende. Tredje sæson er simpelthen skræmmende velfortalt.

Kan streames på HBO Nordic