1.jpg1. Majs med styrke

Noma er ikke længere kun verdens bedste restaurant forbeholdt de få, der tager turen til Refshaleøen for at spise chefkok René Redzepis mad. Nej, Noma er også et voksende udvalg af eddike, sauce og garum (oprindeligt en form for fermenteret fiskesovs), der udkommer under paraplyen Noma Projects.

Som meget andet på Noma smager det af noget, du aldrig har smagt før, og den slags skal man omfavne i sit køkken. Literprisen skal du ikke regne på, men blot give dig hen og nyde, at nogen gør noget så radikalt anderledes, og at du kan smage med derhjemme. Seneste skud på stammen er ’Corn Yuzu Hot Sauce’, en chilisovs på majs og yuzu.

‘Corn Yuzu Hot Sauce’ fra Noma Projects til 250 kr. hos nomaprojects.com.

Kristoffer Dahy Ernst

2.jpg2. Voksensko 

Af en eller anden besynderlig årsag har jeg altid tænkt, at det krævede noget alder på bagen at eje – og iføre sig – et par støvler med lidt hæl. Bevares, man kan da også argumentere for, at 28 år er lige præcis det, altså alder på bagen, men jeg føler mig nu stadigvæk ung! Ikke desto mindre har jeg besluttet mig for, at tiden er inde til at ønske mig et par læderstøvler, og hvorfor så ikke vælge at gå med nogle af de mest nyikoniske af slagsen? 

’Camion Boot’ til 4.200 kr. hos ourlegacy.com.

Magnus Fuglsang Søgaard 

3.jpg3. Koldt på toppen

Min gamle løbekasket fra Parel måtte for nylig lade livet, så det seneste stykke tid har jeg været på udkig efter en erstatning. Valget er faldet på denne blå kasket fra franske Satisfy i vandafvisende letvægtsnylon. Også selvom den på det designmæssige plan ligner en forholdsvis klassisk bomuldskasket.

’Peaceshell running cap’ til 480 kr. hos satisfyrunning.com.

Kenneth Pihl Nissen

4.jpg4. Til næsetippen

Jeg har et enormt lille hoved. Så lille, at det har været lige ved at være pinligt et par gange, fx da jeg som den højeste dreng i min gymnasieklasse bestilte den næstmindste hue, kun overgået af en pige, der var 30 centimeter lavere end mig.

Pointen er: Med et lille hoved kommer et lille ansigt, og derfor ønsker jeg mig et par små solbriller. Disse fra Le Specs vil, er jeg sikker på, fremhæve mit velskulpturerede ansigts træk og beskytte mine øjne mod den ubønhørligt skarpe vintersol. 

’Outta Love’ fra Le Specs til 427 kr. hos intl.lespecs.com.

Boris Schilling Weiss

5.jpg5. Ord om ord

Jeg er lidt sent kommet i gang med at læse bøger med en nogenlunde regelmæssig frekvens, men det er altså rigtig dejligt. Både på grund af de konkrete læseoplevelser, jeg får, men også fordi det fra tid til anden giver mig mulighed for, hvis man snakker om en eller anden bestemt bog med sin ven, lige at sige noget i retning af: ’Nå? Har du ikke læst dén? Nå, ja ok …’

Hvorom alting er, så synes jeg også, at det er rigtig hyggeligt at læse om litteratur. Nogle af dem, der skriver bedst om det, er de unge originaler ovre hos Atlas. De er vidende, men ikke på den der hovskisnovskiagtige fløjlsjakke-facon.

Atlas-abonnement til 80 kr./måneden hos atlasmag.dk.

Oliver Bodh Larsen 

6.jpg6. Lystfisker

Årets ønskeliste bør klart indeholde en fiskestang, så du efter nytår kan stå i waders i den danske fjord og nyde havvinden og reflektere over tilværelsen. For så at opleve, at du intet fanger, fordi alle fiskene er smuttet fra festen grundet mængden af kvælstof, der udledes på jævnlig basis. Denne fra danske Savage Gear er et rigtig godt bud på noget af det bedste, der findes på markedet. Iltsvind eller ej.

’Salmonoid Rod’ til 1.999 kr. hos jaegeren-og-lystfiskeren.dk. 

Johan Sylvest Bregnballe 

7.jpg7. Hånd i handske

Den perfekte handske kan være nærmest umulig at finde. Nogle er for tynde til at holde på varmen, andre er for tykke til, at man kan foretage sig noget som helst med sine hænder, mens andre igen er så fine, at man nærmest ikke tør røre ved noget med dem på.

Disse fra The North Face placerer sig dog lunt i smørhullet. Underspillede, ikke til den flashy side og med mulighed for fin fingerførlighed og varme, uden at de selvfølgelig minder om håndjob-lufferne, som Frank får et af slagsen af i et legendarisk afsnit af ’Klovn’. Men det går nok også. 

’Etip’-handsker fra The North Face til 350 kr. hos eventyrsport.dk.

Boris Schilling Weiss

8.jpg8. Konservering på levering

Den enkle italienske antipasto, som i al sin enkelthed består af crostini, en grotesk mængde smør og en god slat kødfulde saltede ansjosfileter, er en af mine absolutte favoritter.

Jeg kan (desværre) ikke tage på restaurant hver uge, så jeg har for nylig forsøgt at flytte retten hjem i mit køkken. Ikke desto mindre lavede jeg den fodfejl at indkøbe et billigt glas ansjoser i olie fra mit lokale supermarked.

De fungerer ganske upåklageligt, men de kan ingenlunde hamle op med disse håndfileterede af slagsen fra den nordspanske kystby Santoña. 

Saltede ansjosfileter i olivenolie fra Pujadó Solano til 135 kr. for tre stk. hos grondals.dk. 

Mikkel Tofte Langerhuus

9.jpg9. Succes på hjemmefronten? 

Det er ikke, fordi jeg er beriget med et dejligt hjemmekontor i min lille lejlighed. Faktisk meget langt fra. Men det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have en god og ikonisk kontorstol at sætte mig til rette i, når/hvis jeg endelig får taget mig sammen til at lave noget arbejde derhjemme. Om ikke andet vil det da være en meget stilfuld spisebordstol. 

Eames ’Soft Pad Chair’, vintage, priser differentierer. Fx hos cph-classic.com.

Magnus Fuglsang Søgaard

10.jpg10. Perfekt timing

’Race’ er seneste ur-skud på stammen fra det finske sports-tech-mærke Suunto. Og det kan … alt. 40 timers batterilevetid ved aktiv brug (26 dage ved daglig brug), 1,43” display bag slidstærkt safirglas, offlinekort til sikker navigation, 95 forskellige sportstilstande, sammenkoblede funktioner med Strava, gode råd om kost og ernæring, træningsplaner og meget, meget mere. Kan det også brygge kaffe? Det er lige før. Uret kommer i titanium eller rustfrit stål.

Suunto ’Race’ til 3.349 kr. (stål) eller 4.099 kr. (titanium) hos suunto.com.

Kristoffer Dahy Ernst

11.jpg11. Pisk deluxe

Der er en enorm tilfredsstillelse ved at bruge ting, til de giver op. Således skete det i efteråret midt i piskning af æg og kokosmel til en omgang kokosmakroner, at vores håndmixer brød sammen.

Motoren døde ganske enkelt, som når man trækker ledningen ud på en tændt støvsuger, og selvom den første reaktion var at nedkalde alskens fordømmelser over den, gik det op for os, at den har været først i min hustrus og siden i vores fælles husholdning i mindst 25 år. Det er godkendt.

Og nu ønsker jeg mig en ny, der kommer så tæt på den gamle slider som muligt. 

Håndmixer fra Bosch til 300 kr. hos bosch-home.com.

Kristoffer Dahy Ernst

12.jpg12. Sælg ikke skindet, før bjørnen er skudt

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor, for jeg ved det ikke, men af en eller anden grund har jeg i flere år inderligt ønsket mig at få mig et jagttegn. Jeg tror ikke, jeg nogensinde ville bruge det til noget som helst, og jeg kan virkeligt ikke se mig selv nedlægge noget, der overhovedet minder om et firbenet dyr. Men jeg gad godt have muligheden. Derfor ønsker jeg mig et gavekort til at tage et jagttegn.

Jagttegn fra 4.545 kr. hos fx jagttegnkurser.dk.

Mia Skovby

13.jpg13. Heteronomi

Selvom jeg, indrømmet, har nok tote-bags til alle mine ejendele, så kan jeg ikke dy mig for konstant at være på udkig efter én mere. Endnu sværere bliver det at holde kortet i lommen, når Another Aspect begår en genialitet som denne.

Farvevalget i sig selv er i og for sig grund nok for mig, og så er de små hanke og dét faktum, at man kan tage den over hovedet, så den bliver markant nemmere at cykle med, blot en bonus. Godt lavet!

’Another tote bag 1.0’ til 950 kr. hos anotheraspect.org.

Mathias Frejdahl Marker 

14.jpg14. Beplantning

Det gode ved en violinfigen – udover det åbenlyst geniale navn – er den mængde af plante, man får for pengene. Kald mig bare overfladisk, men jeg vil gerne have, at mine planter er grønne og frodige.

Grådige efter at udfylde pladsen og forføriske i deres lyst efter at blive set, nydt og rørt ved. Og netop sådan en plante er en violinfigen. Så kom da med den.

Violinfigen til 495 kr. hos greenify.dk.

Boris Schilling Weiss

15.jpg15. Hård pakke

Jeg elsker at lave mad. I en sådan grad, at mine pander efterhånden er hårdt medtagede, og god mad bliver bare ikke lavet med dårligt udstyr. Og glæden ved at kokkerere er også større med godt gear.

Derfor håber jeg, at denne pande fra Gastrotools vil ligge under træet i år. Den bliver kun bedre og bedre med årene i modsætningen til de teflon-pander, jeg har nu. 

28 cm stegepande i carbonstål til 649 kr. hos gastrotools.dk.

Mikkel Tofte Langerhuus

16.jpg16. Mørk duft

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Le Labo, var det duften ’Santal 33’, som fangede min interesse. Siden har jeg brugt den lejlighedsvis, og den er for mig duften af forår og sommer. Derfor besluttede jeg for nylig at finde en anden, lidt tungere duft, som passer bedre til vintermånederne. ’The Noir 29’ er straks blevet en ny favorit. 

’The Noir 29’ fra Le Labo til 1.560 kr. hos magasin.dk.

Kenneth Pihl Nissen

17.jpg17. Centerpiece

I de seneste par år har jeg ledt efter en ny sengeramme, og da jeg faldt over denne egetræsskønhed fra danske Rye, vidste jeg med det samme, at jagten var ovre. Rammen er skabt af Studio 0405 og håndlavet i Danmark. Designet er kantet, og de synlige årer i træet tjekker alle punkterne af på min liste. Så mangler jeg bare en rig onkel til at finansiere den.

’Hem Bed Frame’ fra Rye til 26.100 kr. hos rye-sleep.com.

Kenneth Pihl Nissen

18.jpg18. Gode dage, god lyd

Det, I skal vide om at arbejde på Euroman, er, at redaktionen ligger i et stort, åbent kontorlandskab sammen med Egmonts øvrige udgivelser, hvilket gør, at der godt kan være lidt støj.

Det kan være ret svært at koncentrere sig om at skrive sit magnum opus, når der dagligt er nogen, der har fødselsdag og selvfølgelig er i deres gode ret til at forvente en fødselsdagssang. Derfor vil disse AirPods Max med aktiv støjreduktion være et kærkomment tiltag – ikke kun for mig, men også for jeres læseoplevelser. 

Apple AirPods Max til 4.799 kr. hos elgiganten.dk. 

Mia Skovby 

19.jpg19. Barberet

Jeg er 29 år gammel, og hverken pengepungen, kvadratmeterne i min bolig eller min skægvækst afslører det faktum. Jeg har dog en kontraintuitiv løsning på skægvækst-problemet. I det kommende år vil jeg barbere mig med en uhyggelig hyppighed i håbet om at få min ansigtsbehåring til bare at vokse og vokse.

Til det formål skal jeg bruge en Philips-barbermaskine med så Transformers-agtigt et navn, at det ikke vil overraske mig, hvis jeg ligner en voksen mand, når jeg runder de 30 somre. 

’S 9000’ fra Philips til 2.200 kr. hos elgiganten.dk.

Boris Schilling Weiss

20.jpg20. Praktisk pynt

Intet kan få helbredet til at skrante som en blottet hals i den nådesløse vinterkulde, når du cykler på arbejde om morgenen. Sidste vinter glemte jeg mit mørkeblå halstørklæde, der passer til alt mit overtøj, på et værtshus, og ulykkeligvis var det ikke til at finde dagen efter. Nu er der ikke længere nogen vej udenom. Jeg skal have mig et nyt, som jeg ikke glemmer i en brandert. Forhåbentlig.  

’Sylan’-tørklæde fra Tiger of Sweden til 799 kr. på tigerofsweden.com.

Mikkel Tofte Langerhuus

21.jpg21. På håndleddet

Jeg har aldrig gået med smykker (ud over min vielsesring). Men på det seneste er jeg begyndt at få øjnene op for det. Det ser jo bare godt ud, hvis en velklædt mand har en ikke alt for bling-bling halskæde på, som man blot lige kan ane under skjorten.

Jeg begynder dog et andet sted, nemlig med et armbånd – i guld. Efter at have ledt lidt rundt har jeg fundet et elegant og diskret et af slagsen fra parisiske Octobre, som her har allieret sig med det amerikanske brand Miansai. Kvalitet og minimalisme tilsat et skud avantgarde. Ja, tak.

Miansai ’Ridge Cuff’ til 1.150 kr. hos octobre-editions.com.

Anders Hjort

22.jpg22. Ahhh, støj!

Min kæreste har medfødt sarte ører. Forstået sådan, at udsættes hun for den mindste form for dissonans eller melodimæssig udskejelse, eller hvad ved jeg, noget lidt beskidt, så kigger hun på mig med en forurettet mine og siger: ’Kan vi ikke godt høre noget andet?’

Langsomt, men modstridigt er jeg nået til den erkendelse, at det ikke bliver meget bedre med årene. Så nu går jeg og drømmer lidt om at sidde med sådan et par bøffer her og høre ’Down by the River’ for mig selv. Og hold kæft, hvor er det fedt med det der valnød.

Denon ’AH-D7200’ til 6.299 kr. hos hifiklubben.dk.

Oliver Bodh Larsen 

23.jpg23. Spejl

Alle foretrækker spejle af en vis størrelse, og følgende gaveønske kommer så sandelig heller ikke til at slå til, hvis du er på jagt efter den brutale sandhed om din skikkelses helhedsindtryk.

Men tænk over det: Kunne et lille spejl, dette fra Atipico er 40 centimeter på hvert led, ikke være en fin og overskudsagtig tilføjelse i en entré eller mellem stuens vægpynt? Pænt er det i hvert fald. 

Atipico-spejl til 1.454 kr. hos artemest.com.

Magnus Kraft

24.jpg24. Flippet

Bedste skjortekrave i spillet? Jeg tror det. Jeg mener: Man skal eddermame binde sit slips grimt, for at det ikke skal træde flot frem mellem de flipper dér. Husbands har den bare. Det parisiske mærke er kun 11 år gammelt, men de fører sig frem med en helt suveræn, fuldstændig selvfølgelig kropsholdning.

Husbands ’Wide Collar Shirt’ til 1.939 kr. hos husbands-paris.com.

Oliver Bodh Larsen

25.jpg25. Punktér-fri 

Om et par måneder skal jeg igen ud at lufte min ubekvemt dyre racercykel. I løbet af efteråret har jeg dog haft det kedelige problem, at punkteringerne har stået i kø. Det skal være slut nu.

Derfor ønsker jeg mig et sæt punkteringsfri dæk, der ikke efterlader mig helt tilbage i gruppettoen. Specialized har lavet et udmærket bud til en fornuftig pris, som de har opkaldt efter klassikernes dronning. 

’Roubaix Armadillo Elite’ fra Specialized til 700 kr. for to dæk hos heino-cykler.dk.

Mikkel Tofte Langerhuus

26.jpg26. Fri luft

Det japanske magasin Go Out blev stiftet i 2007 af Mitsuru Takeshita. Lang tid før, gorpcore var en ting. I dag er det et af de førende outdoor-livsstilsmagasiner, og jeg ynder at købe det en gang imellem.

Mest som inspiration, da magasinet jo er på japansk. En stor anbefaling herfra til modeinteresserede læsere med hang til tekniske produkter og friluftslivet i det hele taget.

Go Out ’vol. 168’ til 200 kr. hos norsestore.com.

Kenneth Pihl Nissen 

27.jpg27. Fotofælde

De senere års inflation i nytilkomne fotografer – mig selv inkluderet – kan næppe være gået manges næser forbi. Til trods for, at jeg ser det som en positiv udvikling, at så mange er begyndt at fotografere, så har det desværre også medført, at brand-kameraremme pryder gadebilledet mere end nogensinde.

Tiden for den slags remme er i min verden long gone. Jeg vil derfor gerne slå et slag for, at vi alle anskaffer os en rem, der æstetisk har lidt mere at byde på. Her er et godt bud.

Kamerarem fra Topo designs til 265 kr. hos endclothing.com.

Mathias Frejdahl Marker

28.jpg28. Hjemmebar

Hvis du igen og igen hævder, at Negroni er din signatur-cocktail, så bliver du jo også nødt til at kunne sætte en ordentlig én af slagsen sammen. Her kommer dette cocktail-sæt fra østrigske Vienna Spirits som sendt fra himlen, og når du så serverer din hjemmelavede Negroni for vennerne, kan du godt tillade dig at blære dig med al din nye viden og kunnen. Husk godt med is. 

Negroni cocktail-sæt til 700 kr. hos gurkerl.at.

Johan Sylvest Bregnballe 

29.jpg29. Fremtidssikret

Jeg er en hund for at doom-scrolle mig selv i søvn – trods flere års bevidsthed om ulemperne ved netop dette. Det kommer nok ikke til at stoppe lige foreløbig, og nej, jeg kommer ikke bare til at tage opladeren ud af soveværelset. Faktisk har jeg ikke en oplader, som kan gå i væggen et andet sted i mit hjem.

Længe har jeg nemlig kun haft selve opladerkablet, der så er gået i min Mac. Desuden virker Apple jævnt uforudsigelige for tiden. Så for at fremtidssikre mig selv for flere fede kabel-beslutninger fra Apple er denne trådløse oplader fra Braun røget på ønskelisten.

Magnetic Wireless Charger til 440 kr. hos endclothing.com.

Mathias Frejdahl Marker

30.jpg30. Ansigtsbehandling

Der findes virkelig ingen trylleformularer, som kan ændre det faktum, at man kommer til at se ældre ud med alderen. Og dog. For midt i cremejunglen af serummer, antioxidanter, grøn te og alt muligt andet hejs har jeg fundet det svenske mærke L:A Bruket.

Med base ved kysten i Varberg skaber de produkter, der står på ryggen af 200 års spa-kultur. Især sværger jeg til deres 281-produkt med mikroalgen Algica, som skal, siger svenskerne, ’regulere olieproduktionen og danne et skjold mod forureningspartikler.’ Den dufter også godt. 

L:A Bruket ’281 Protective Fluid’ til 450 kr. hos labruket.com.

Anders Hjort

31.jpg31. Toast’d

Er der noget federe end at lave en toast? Helt sikkert, men vi snakker ikke tusind federe ting. Det er ligesom deroppe af. Sidste år gav jeg min kæreste et ret dyrt og rimeligt fancy vaffeljern i fødselsdagsgave, hvilket hun sandt for dyden ikke blev helt rundtosset af bare begejstring over, men jeg har nu været ganske godt tilfreds med det. På mange måder er der bare noget helt vildt sejt ved den slags madlavningsinstrumenter, der kun kan én ting. Og det skal selvfølgelig være med riller!

Sage ’The Perfect Press’ til 999 kr. hos sageappliances.com.

Oliver Bodh Larsen

32.jpg32. Blærede benklæder

Hvornår har man nok bukser i garderoben? Svaret ligger ikke lige for, men jeg ved, at jeg lige nu forfalder til at gå i de samme tre par. Det kalder på en opgradering, og disse bukser fra svenske Trés Bien kan uden problemer benyttes til både hverdag og fest. 

’Suit Trousers’ fra Très Bien Everywear til 1.079 kr. (udsalg) på tres-bien.com.

Mikkel Tofte Langerhuus

33.jpg33. Fantastisk plastik 

Kokke er gode til at lave mad, fordi de har øvet sig i rigtig mange timer, det er jeg helt klar over. Men kokke er altså også gode til at lave mad, fordi de har godt udstyr. Og fordi de har styr på deres mise en place.

De to sidstnævnte er i min verden nærmest lig med produktet condibøtter: små plastikbeholdere med låg, som bare gør livet nemmere for alle involverede i madlavningen både derhjemme og i et professionelt køkken.  

Condibøtter, priser differentierer efter størrelse. Fx hos condi.dk.

Magnus Fuglsang Søgaard

34.jpg34. Uldent

Sommerhuslivet om vinteren kræver en varm sweater, der ikke får én til at ligne en total morfar.  Nogle af de bedste garanter for det er Patagonia, som med denne blåstribede sag rammer plet. Praktisk, god og økovenlig i genbrugt uld og nylon.

Når jeg så er færdig med at kløve brænde, vil jeg sætte mig i lænestolen og læse Patagonia-stifteren Yvon Chouinards bog ’Let My People Go Surfing’ om hans vej fra en opvækst som søn af en fransk-canadisk håndværker til at ende som klatrer, forretningsmand og miljøforkæmper.

Patagonia Men’s Recycled Wool Crew Knit til 1.255 kr. hos friluftsland.dk.

Anders Hjort

35.jpg35. Gråt guld  

Klassiske half zip’s bliver jeg aldrig træt af. Denne grå antracit-sag fra københavnske Sunflower, lavet i en blanding af bomuld og uld, er et rigtig godt bud på en favorit i vintergarderoben.

’Wool zip’ til 1.800 kr. hos hellosunflower.com.

Kenneth Pihl Nissen

36.jpg36. Smørelse

Det siges, at man ikke ved, hvad man har, indtil man mister det, og sådan har jeg adskillige gange haft det med mandelolie. Det kan bruges til mange ting, mandelolie, men jeg bruger det mest i mit hår og på mine sprukne kontoralbuer.

Jeg formoder, at i hvert fald ni ud af 10 danskere lever helt anstændige tilværelser uden mandelolie, men for mig svarer det altså til at mangle tandpasta eller køkkensalt.

Så nu skal det være slut: Jeg vil have en dunk med fem liter mandelolie i fra Natur Drogeriet (min foretrukne). Ikke det æstetiske valg, men det praktiske.

Mandelolie til 940 kr. hos natur-drogeriet.dk.

Magnus Kraft

37.jpg37. Skovtur

Jeg har aldrig været stor fan af de mudrede skovstier og det ujævne terræn, der hører sig til trail-løb. Og i endnu mindre grad har de tilhørende trail-løbesko tiltalt mig.

Men for nylig begav jeg mig ud på skovstierne sammen med en god bekendt, og til trods for mudderhuller så dybe, at jeg næsten kunne stå oprejst i dem, må jeg erkende, at det var top-fedt. Heldigvis har Nike lanceret en trail-sko, der i silhuet og farvevalg lægger sig langt fra alt andet, der ellers er derude på markedet. 

’Ultrafly’ fra Nike til 1.999 kr. hos nike.com.

Mathias Frejdahl Marker

38.jpg38. En gave, der bliver ved med at give

Hvis du selv har betalt for det magasin, du lige nu sidder med i hænderne, så er der cirka 50 procent sandsynlighed for, at du har købt det i kiosken og 50 procent sandsynlighed for, at du er fast abonnent, der får det tilsendt derhjemme. Uanset hvad sætter vi pris på din nysgerrighed og siger tak for, at du læser med.

Hvis du ikke er fast abonnent – eller hvis du bare gerne vil glæde en anden – så kan vi kun opfordre til at besøge mitblad.dk/euroman og finde et aktuelt gave- eller introduktionstilbud på Euroman. Så får du eller en anden vitaminer til hjernen og glæde af magasinet langt ind i det nye år. En bedre gave findes ikke. 

Abonnement på Euroman på mitblad.dk.

Kristoffer Dahy Ernst

39.jpg39. Statussymbol

Der er intet, der symboliserer ’styr på det’-hed som at have god lufthavnsstil, og der er intet, der symboliserer god lufthavnsstil, som den ultimative kuffert: Rimowa. Allerøverst på min ønskeliste i år står den grønne ’Trunk Plus’.

Man vil kunne fristes til at skrive den sølvgrå på listen, men her skal man lade sig styre af sine fristelser og i stedet tænke på, hvor irriterende det vil være at stå med resten af Danmark ved baggagebånd 5 og ikke bare kunne tage sin kuffert uden lige at skulle tjekke navneskiltet først.

’Trunk Plus’ i farven Green Gloss til 8.850 kr. hos rimowa.com. 

Mia Skovby

40.jpg40. En håndfuld 

Luffer er fede. Sig det for dit indre øre igen og igen, for det er rigtigt: Luffer er fede. De er varmere end handsker, hvor fingrene ikke har selskab af hinanden, og så ser det faktisk meget godt ud med et par luffer på en kold vinterdag – særligt, hvis det er den avancerede udgave, hvor pegefingeren stritter for sig selv. Hestra laver de bedste, det er alment kendt. 

Luffer til 549 kr. hos eventyrsport.dk.

Magnus Kraft 

41.jpg41. Kongeligt

Der er en hårfin grænse mellem galt og genialt, og lige præcis på den grænse befinder det sig at have sin egen, personlige fyldepen, som man insisterer på at bruge i stedet for at låne en af de kuglepenne, der er tilgængelige overalt i denne senmoderne verden.

Forestil dig at skulle skrive under på en jobkontrakt og idet, din nye mellemleder rækker dig kuglepennen, siger du ’ellers tak’ og rækker ned i jakkelommen, hvorfra du trækker en Mont Blanc-fyldepen. Er det sublimt? Er det prætentiøst? Det er det hele, og det er helt perfekt. 

’Meisterstück Gold-Coated Fountain Pen’ til 4.935 kr. hos montblanc.com. 

Mia Skovby

42.jpg42. Multiinstrument

Før du investerer i air-fryer, mikrobølgeovn, wok, toaster eller støbejernsgryde, så overvej en helt normal sauterpande. Den giver dig nemlig næsten ubegrænsede muligheder hjemme i køkkenet.

Den er dyb nok til at lave en spicy daal, fed bolognese eller et friturebad i, og den er flad nok til at stege grilled cheese, pandekager eller fiskefileter på. Og hvis du lægger låg på, så har du med ét en lille ovn. 

Sauterpande fra Tescoma til 486 kr. hos gourmetshoppen.dk.

Johan Sylvest Bregnballe

43.jpg43. Stødabsorberende

I disse måneder står den på indendørs tennis, men lige om hjørnet venter en ny grussæson. Her har jeg sat sigtet ind på et par nye grussko, og valget er (igen) faldet på Wilson, som altid ligger på øverste hylde i det felt (sammen med Asics, Babobat og Adidas).

’Kaos Comp 3.0’ er, ifølge eksperterne, hurtige, behagelige og stabile. Og så skulle de være særligt udviklet til fart og tjeppe retningsskift, hvilket (i hvert fald på papiret) bør være ret godt afstemt til min spillestil. 

Wilson ’Kaos Comp 3.0’ til 721 kr. hos racketnow.com.

Anders Hjort

44.jpg44. Mirakelmiddel

Borte er de tider, hvor mænds plads på badeværelseshylden begrænsede sig til en hårvoks, en barberhøvl og en tandbørste. Alle med et ansigt, de ikke er komplet ligeglade med, ved, at man kommer ret langt med bare en lille rutine, og hvis du allerede gør dig i ansigtsvask og fugtighedscreme, er det næste naturlige skridt serum: en frygtelig dyr, lille flaske, som hudplejeeksperter i de parfumerede afdelinger i stormagasiner kan tale om i timevis.

Men det virker, det kan i hvert fald et enkelt, lettere aldrende redaktionsmedlem med glattere og mere ensartet hud nu skrive under på. Du må selv læse op på mirakelvirkningerne og selv trække de begejstrede tillægsord fra, men tro os: Det gør en forskel. 

Avène Cleanance AHA Serum (30 ml.) til 319 kr. hos eau-thermale-avene.dk.

Kristoffer Dahy Ernst

45.jpg45. Fod på det

Jeg elsker at se fjernsyn, og jeg kan på ingen måde begribe, at nogen kan leve uden. Når en eller anden helt nonchalant slynger ud, at de ’bare ser det på computeren,’ tænker jeg med det samme, at vedkommende er bimmelim.

Nå, men et fjernsyn er desværre sjældent noget designmæssigt opløftende syn, og hvad man gør man så? Jo: Jeg vil gerne have monteret mit på den her rullende stander i krom fra danske Pedestal, der pludselig får sådan en sort kasse til at se næsten lidt cool ud.

Pedestal ’Moon Rollin’ Chrome’ til 3.300 kr. hos pedestal.com.

Oliver Bodh Larsen

46.jpg46. Rumspray

Et hjem kan være nok så flot indrettet med velvalgte møbler og de rigtige farver på væggene, men intet er for mig vigtigere, end hvordan der dufter. En god gave, som jeg nok ikke får den store street credit for hos drengene, men som ikke desto mindre er på min ønskeliste i år, er denne såkaldte room spray fra Apotheke. De beskriver selv duften som ’forfriskende og opkvikkende.’ Det fås vel ikke meget bedre?

’Fragrance room spray’ fra Apotheke til 449 kr. hos endclothing.com.

Mathias Frejdahl Marker

47.jpg47. Vægven 

Jeg kan lige så godt starte med at deklarere det: Jonas Gammeltoft er en af mine bedste venner. Vi har kendt hinanden, siden vi var seks år gamle. Heldigvis for det. Det betyder nemlig, at jeg er gode venner med en person, der i min verden laver nogle fantastiske malerier.

Jeg vil undgå at kaste mig ud i beskrivelser af malingtekstur, fabeldyrsreferencer og andet, der ligger og flyder ude på det dybe vand, og i stedet bare håbe på, at min væg får en ny ven den 24. december. 

Jonas Gammeltoft ’Beyond the Pines’ til 4.500 kr. Se mere hos artland.com.

Magnus Fuglsang Søgaard

48.jpg48. Helt ristet

Er du en flittig hjemmekok, kender du også til udfordringen med at køle varme ting af. Tag fx friskbagt brød: Der skal så meget luft om emnet som muligt, så varmen ikke bliver til fugt og dermed fjerner sprødhed fra overfladen.

En bagerist er løsningen, og den går til meget andet end bagværk, eksempelvis pankopaneret kylling, som bliver knasende sprødt, når det lige får lov til at trække vejret på risten. Husk salt. 

Patisse-bagerist til 99,95 kr. hos imerco.dk.

Kristoffer Dahy Ernst

49.jpg49. Pletskud

Du skal have dig et engangskamera. Ikke mindst, fordi du jo gerne vil have nogle autentiske billeder fra din ferie i Nice og/eller Skodsborg, men godt ved, at du aldrig kommer til at sætte dig ind i, hvordan de analoge hipsterkameraer virker.

Hvis du fremkalder filmen hos din lokale fotobutik, er du ovenikøbet med til at støtte dit lokalområde. Dyrk det autentiske, men hold det enkelt. Dine dyrebare minder drukner alligevel i dit fotobibliotek på 374 GB i iCloud, som du ikke har ryddet op i siden 2012.

Kodak FunSaver til 158 kr. hos kamerahuset.dk.

Johan Sylvest Bregnballe

50.jpg50. Sød røg 

Min kæreste, mine kolleger og mine forældre er ikke videre begejstrede for idéen, men mine venner er heldigvis anderledes åbensindede over for en god hookah. Som en af dem for nylig sagde: ’Enhver mand med respekt for sig selv har en shisha.’ Well spoken.

For de udenforstående betyder både hookah og en shisha vandpibe, og sådan en ønsker jeg mig. Den skal varme mig hen over vinteren, og den skal fylde lokalet med gode minder. Så skal det nok blive en god jul.

Aladin Alux-vandpibe til 500 kr. hos hdshisha.dk.

Boris Schilling Weiss

51.jpg51. Camouflage

Slå to fluer med et smæk, og ønsk dig en vandrehue fra Arc’Teryx. På den måde kan du både gå for at være en hardcore outdoor-bums og en Nørrebro-hipster. Udover at være varm, pæn og praktisk hjælper huen dig også med at opnå anerkendende nik fra både folk på gadeplan og din fars gamle vandre-venner.

’Bird Head Toque Beanie’ til 316 kr. hos arcteryx.com.

Johan Sylvest Bregnballe

52.jpg52. Hvidvaskning

Det her er måske et af de ønsker, man undlader at sende i retning af julemandens værksted i Grønland, men: Min dekadente vesterlændingelivsstil sætter sine spor, særligt på mit i forvejen uortodokst placerede tandsæt. Kunne det ikke klæde mig og de fleste andre med en tandblegning?

Nogen brasiliansk fodboldspiller kommer man nok ikke til at ligne, men hvis bare tænderne kunne komme en anelse nærmere at ligne det, de jo er, knogler, ville det være fint.

Tandblegning er selvfølgelig noget, man får hos sin tandlæge, og ikke med et eller andet McDonalds-apparatur, man køber gennem en Instagram-reklame.

Tandblegning til 3.250 kr. hos (fx) Tandlægerne Frederiksberg.

Magnus Kraft

53.jpg53. uden benskinner

Da jeg var lille, var Søren Lerby min største helt. Aj okay, jeg var også pænt stor fan af Elkjær, Frank Arnesen og Michael Laudrup, ja, faktisk hele 80’er-holdet. Men Lerby kunne altså virkelig noget med sit halvlange hår og de evigt nedrullede strømper i støvlerne.

Nu fortæller Søren Lerby for første gang hele sin historie. Fra ungdomsbold i Valby og Taastrup over Amsterdam, München, Monaco og Eindhoven. Læg dertil, at den gamle danske midtbanekriger er befriende bramfri i sit syn på udviklingen i moderne fodbold, og at prominente navne som Dieter Hoeness, Marco van Basten, Frank Rijkaard og Karl-Heinz Rummenigge medvirker i bogen.

’Dirigenten’ til 299 kr. hos saxo.com.

Anders Hjort

54.jpg54. ”That’s not a knife … THAT’S a knife”

… sagde Paul Hogan i ’Crocodile Dundee’ fra 1986, og hvis filmen blev genindspillet i dag, tror jeg sagtens, det kunne være denne kniv fra Tojiro, han talte om. Der er noget meget voksent i at have en god kniv.

Lige nu har jeg kun én brødkniv, som jeg bruger til at skære al min mad, der ikke bare lige sådan kan skæres over med en almindelig spisekniv. En hvilken som helst skarp kniv vil pynte under juletræet, men denne vil nu engang pynte ekstra godt hos mig.

Tojiro ’Dp’-kokkekniv 24 cm, 3 lag til 1.749 kr. hos hwl.dk. 

Mia Skovby

55.jpg55. Vældig varm vare 

90’erne hærger stadig i modeverdenen, og sort er – hvis du spørger nogle af os på redaktionen – en farve (ikke start den latterlige diskussion, tak), som flere af os bør gå i.

Her regner jeg mig selv inklusive, for jeg har ved gud negligeret sorts magiske evne til at få en, eller i hvert fald bare mig selv, til simpelthen at se bedre ud. Anderledes bliver det ikke i denne v-hals-trøje fra altid elskværdige Sunflower.  

’Aske Sweater’ til 2.000 kr. hos hellosunflower.com.

Magnus Fuglsang Søgaard