Det er sæson for bedrag. Det store kollektive selvbedrag, vi hver vinter indvilliger i: hygge.

Stearinlys, vamsede sweatre og krimi på skærmen; det er hyggen, der får os igennem.

Men hygge er et korrupt begreb. Er du ikke varsom, luller den dig ind i middelmådighedens søvnige trance. Algoritmen viser dig feel-good serier “udvalgt til dig,” bladene guider dig til slumretæpper og strikkeopskrifter, og flødebollefabrikken fremturer med blåstemplingen “du må godt.”

Tvangshygge er blevet en så integreret del af vores sociokulturelle sanseapparat, at det er den, vi automatisk griber til, når vi vil gøre noget godt for os selv.

Tiden er moden til at gøre op med hyggen.

Hvorfor? Fordi hygge kun er godt nok. Hygge er at tage til takke. Hygge er stilstand som tilstand, og det skal vi ikke bede om.

En klog mand sagde engang, at livet er som en boksekamp: den eneste vej frem er at læne sig ind i tæskene. Det er umuligt at komme ud af hjørnet ved at stå stille med armene oppe. Man må bevæge sig i takt med sin modstander og slå tilbage, når man ser sit snit.

Analogien er lidt søgt, men det gør den ikke mindre sand. Det er nemlig game time. Din modstander hedder vintermørke og den er nådesløs. Der er ingen dommer til at fløjte for dig, så du er bedst tjent med at finde din egen melodi, og vi vover den påstand, at den ikke bør lyde af hyggestunder, men af skønne og smukke øjeblikke – øjeblikke, der lader dig glemme det evindelige mørke.