Klokken er lidt i midnat, men Singapores lufthavn syder stadig af liv. De flyrejsende er på vej mod alle verdens hjørner. Jeg står ved gaten og venter på at få lov til at boarde. På skiltet ovenfor står der New York, 16.567 kilometer fra Singapore. Jeg er på vej ud på verdens længste flyvning.

Singapore Airlines begyndte i oktober igen – efter fem års pause – at flyve sin gamle direkterute til New York. Selv om efterspørgslen på rejsen var høj, måtte flyselskabet dengang levere det fly, som kunne klare ruten, tilbage til Airbus. Nu fem år senere er næste generation af fly kommet, og i dag flyves strækningen med en Airbus A350-900 Ultra Long Range.

”Sammenlignet med tidligere kommer vi nu til at flyve med et nydesignet to-motors fly, som er bygget i kulfiber, og som både er lettere og mere brændstof-effektivt,” siger pr-chef i Singapore Airlines, Nicholas Ionides.

For at forstå, hvor utroligt langt der er til New York fra Singapore, så forestil dig, at kaptajnen inden hver flyvning kan vælge mellem flere ruter. Enten flyver man i østlig retning over Stillehavet og Nordamerika, i vestlig retning over Asien, Europa og Atlanten eller den direkte rute over Nordpolen. Alt afhængigt af hvordan vindene er på dagen.

Efter et par dages arbejde i Singapore er jeg altså på vej mod den anden side af jorden. Bogstaveligt talt. Da jeg sætter mig i mit sæde på Business Class, er jeg allerede klar til at lægge mig til at sove for at kunne vågne udhvilet i New York – med tanke på, at der er 13 timers tidsforskel mellem de to byer. Jeg bliver afbrudt af kaptajnen i højttaler-systemet.

”Good evening, ladies and gentlemen,” siger han, og fortæller, at han i dag har valgt ruten over Stillehavet.

Flyvetiden er beregnet til omkring 17 timer – godt to timer mindre, end turen normalt varer. Mens jeg sidder og venter på aftensmadserveringen med en Gin & Tonic i hånden og åbningsscenen i ’Ocean’s 8’ kørende på skærmen, slår det mig, hvor nyt flyet egentlig er. Det dufter næsten som en bil, der lige er kommet ud fra fabrikken.

Halvvejs gennem kalve-fileten falder jeg i søvn. Jeg er placeret i en stol, som kan blive til en seng, med et skønt tæppe og en blød pude, men alligevel lykkes det mig at sove siddende i en osterejelignende stilling. Da jeg endelig vågner, kan jeg knap røre mig. De første 10 af de 17 timer er gået. Jeg blinker lidt med søvndrukne øjne. Nu er det tid til næste måltid, denne gang en grillet bøf med kartofler.

Selv om lige netop dette stykke kød ikke kommer til at få en plads på en gourmet-hitliste, så er kvaliteten generelt høj i alle klasser hos Singapore Airlines. På både Premium Economy, Business Class og First Class kan du endda forudbestille din mad, så du får det, du bedst kan lide.

Efter maden serverer en stewardesse kaffe. Nu er jeg lysvågen, desværre, på trods af at lyset igen er blevet slukket i kabinen. Jeg kigger misundeligt over på min sidemand. Han snorker stille. Lige der, mens vi befinder os et sted over Alaska, opgiver jeg at tænke på at sove.

Der findes et italiensk ordsprog, som hedder ’Il dolce far niente’ – kunsten at lave ingenting. Det er så sandt, som det er sagt. I vores ellers stressede og konstant opkoblede liv, er det en vigtig lektie at kunne give slip.

De sidste timer på verdens længst flyvning slukker jeg derfor computeren, åbner gardinet og kigger ud på stjernerne i den nordamerikanske nat. 16 timer og 57 minutter efter take off lander vi i Newark. Jeg tager mig selv i at ønske, at rejsen faktisk havde varet et par timer længere.