Hvilken begivenhed har formet dig?
”Vi flyttede meget, da jeg var barn, og jeg skiftede skole flere gange. Jeg husker meget tydeligt fornemmelsen af at være den nye og stå i en skolegård i august og skulle orientere mig der. Jeg har prøvet at stå i 7. klasse og blive præsenteret som ’Anders, skoleinspektørens søn’. Værsgo, så er vi i gang! Så jeg har lært at være i en situation, hvor jeg skal finde ud af, hvem jeg er hér i forhold til dem, der står dér og kigger på mig. Det har nok givet mig den styrke, at jeg aldrig er bange for nye sammenhænge og selskaber. Men af samme grund giver august mig altid en fornemmelse af undergang og melankoli – fordi det altid var varmt og sensommer, når man stod der i sine nye shorts og forsøgte at ramme tøjkodeks i den nye by.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
”Han har lært mig, hvad fællesskab betyder. Hvad det vil sige at være en del af det og kunne stille sig i spidsen for det. Han har altid været sådan en, der sang for og tog initiativ og samlede. Han har også lært mig basal tolerance over for folk, der ikke er som mig selv. Jeg husker ikke en eneste mishagsytring over andre, når vi sad ved middagsbordet. Både han og min mor har været dygtige til at skabe nuancer og give mig en forståelse af næstekærlighed. Sådan grundtvigiansk højskoleagtigt, uden at de nødvendigvis selv har defineret det sådan.”
Har du nogensinde snydt døden?
”Engang blev jeg torpederet i min bil. En bilist overså sin vigepligt og bankede ind i mig. Jeg rullede rundt og landede på hovedet, men kunne selv klikke mig ud af selen og kravle ud. Jeg husker lyden af Beatles’ ’Abbey Road’ og følelsen af al den luft, der strømmede ind gennem de smadrede ruder. Jeg kunne godt have fået en ordentlig en på smasken, hvis jeg var blevet ramt anderledes. Og jeg tænker stadig på det, hver gang jeg hører ’Abbey Road’.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har to ar i min pande. Og jeg er på en baglæns måde glad for dem, fordi de minder mig om det, jeg måske har brugt mest tid på i mit lille liv: fodbold. Dét at blive limet, syet og lappet hører bare med. Jeg kan stadig mærke, hvordan det trak i hele kraniet dagen efter de kampe, hvor det gav flænger.”
Hvad er den største fysiske smerte, du har oplevet?
”Jeg har helt fodbold-klassisk prøvet at få ødelagt et knæ. To gange endda. Det der splitsekund, hvor du nærmest i slowmotion når at registrere, at det her går galt. Og så kommer smerten af menisk, brusk og ledbånd. Og udsigten til at ligge på en sofa. Og ikke mindst: Blive handicappet i to måneder, hvor bare det at komme i bad er et projekt. Men det er i afdelingen for ilands-problemer, det er vi enige om.”
Hvornår er en mand klar til at blive far?
”Det bliver mænd vist aldrig. Jeg tror grundlæggende, at mænd forsøger at udskyde det så længe som muligt, mens kvinder er stærke til at sige: ’Jeg tror, det skal være nu.’ Det ligger i mænds frihedstrang at sige: ’Skal vi ikke lige vente lidt mere, for jeg skal lige …?’ Desto stærkere er det så, når man endelig bliver far og tænker: ’Hvorfor var det præcis, at du ventede med det her?’ Det er ikke ansvarsforflygtigelse, det er ikke tanken om slet ikke at ville have børn, det er bare ønsket om at kunne blive lige der, hvor man er, og ikke behøve den ekstra dimension af praktik og hvad-gør-det-ved-min-fodbold?”
Hvad er det vigtigste, man kan give sine børn?
”Ud over indlysende ting som kærlighed og tryghed synes jeg, at det er forståelsen af fællesskab. En forståelse af, at man indgår i noget større end én selv og ikke er epicenter for alt i denne verden.”
Hvordan tackler man bedst en skuffelse?
”Vi mennesker er en sinuskurve, der svinger op og ned. Man ved lige så sikkert, når man står på toppen, og det er forår, og solen skinner på den rigtige måde, og dit parforhold er fedt, og ungerne har det godt, at lige om lidt indtræder der en ubalance. Det kan være et spørgsmål om minutter, timer eller dage, så står du nede i bunden igen. Det er et livsvilkår, at du skal igennem et vist antal skuffelser, men læren af livet er: ’Hey, det retter sig. Der er en modvægt, og du kan godt komme igennem det her.’”
Hvad er den kæreste ejendel, du har mistet?
”Hvis en ejendel kan være en hund, så havde vi engang en hund, der hed Tilde. Lidt cocker, lidt labrador, lidt golden og ualmindelig klog. Den fineste lille kommode. Den gik aldrig i snor, for den løb ingen steder. Engang glemte jeg den hos en købmand i Ringkøbing, indtil en venlig ekspedient ringede og fortalte, at jeg havde glemt Tilde. Der havde den stået udenfor i to timer og kigget på trafik, mennesker og andre hunde – uden at være bundet. Det har vi smilet en del af i familien. Der var stille i det lille hjem, da hun blev kørt til dyrlæge, syg og afkræftet. Vi har et billede, hvor yngstesønnen Rasmus krammer Tilde tæt på sidste salgsdato. Jeg er ikke hundemenneske på den måde, men Tilde kunne noget særligt.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Jeg havde en faster Elna – faktisk min fars faster – som var det fineste menneske. Nærmest majestætisk smuk og med varme, smilende øjne. Hun sagde engang til mig, at uanset hvad skal man altid huske at være nænsom.”
Anders Agger er journalist. Startede karrieren på Ringkøbing Amts Dagblad og kom i 1989 til DR. Debuterede som dokumentarist i 1999 med den ikoniske ’Heavy Agger – 14 år senere’ og har siden produceret en række dokumentarprogrammer for DR, senest serien ’Indefra med Anders Agger’. Han er far til tre voksne børn, et biologisk og to bonus. Bor i Ringkøbing.
LÆS OGSÅ: Dansker gør det sexet at være rødhåret på forsiden af ny verdensomspændende bog
LÆS OGSÅ: 9-årig giver motivationstale alle voksne vil misunde
LÆS OGSÅ: 11 nedslagspunkter i Coster-Waldaus liv
