banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Bjørn Frost kæmper mod kræften: ”Det er hårdt at tænke på, at jeg aldrig kommer til at opleve gløden i øjet på en pige, der er nyforelsket”

I foråret mødte vi første gang Bjørn Frost, der havde fået leukæmi i en ung alder. Efter en transplantation med stamceller fra hans søster blev han erklæret fri for kræft, og han var begyndt at gå på arbejde igen og leve normalt. Desværre er sygdommen nu blot få måneder senere kommet tilbage. For fuld kraft.

”Jeg går jævnligt til tjek, og en dag er der nogle tal, der er en smule over, hvad de skal være. Ikke noget alarmerende. Men nok til at de gerne vil lave en ny knoglemarvsprøve.
Svaret fra prøven kommer om mandagen. Sygdommen er tilbage.

LÆS OGSÅ 1. kapitel i historien om Bjørn Frosts kamp mod kræften: ”Da jeg begynder at tabe håret, er det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White"

Det er selvfølgelig et hårdt slag, men der har været så mange hop op og ned i mit forløb, at det tager jeg bare med. Jeg siger også til lægen, at jeg ikke har brug for at vide så meget. Hvis jeg skal i kemo igen, vil jeg gerne bare i gang med det samme.

Vi går allerede i gang om onsdagen – en højintens behandling.


Tvunget til kemo og hospitalssengen igen.

Den er sat til at vare fem dage. Og det er helt forfærdeligt. Jeg laver ikke andet end at kaste op. Undervejs bliver jeg ramt af krampe-anfald, og om natten lider jeg af kemo-feber, hvor min temperatur racer op og ned. I slutningen af forløbet kan jeg ikke kende forskel på virkeligheden og mine egne tanker. Jeg snakker med mig selv. Jeg er fuldstændig smadret i bund – psykisk og fysisk.

Min krop er helt gået i baglås. Den kan slet ikke forstå, hvad der sker med det store cellefald.

Efter de fem dage og kemokuren er overstået, får jeg lungebetændelse og bliver indlagt yderligere tre uger. Efter jeg kommer ud af lungebetændelsen, kommer der svar fra nogle knoglemarvsprøver. Jeg er ved godt mod. Jeg er overbevist om, at kemoen har virket, som den skal.

Vi har en procentsats, som jeg skal under, og så kan jeg blive transplanteret igen. Det er det, jeg håber og regner med.

LÆS OGSÅ: "Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver, når vi er til middagsselskaber”


Jeg har ikke sovet ordentligt i ugevis. Det er ikke fordi, jeg ikke er udmattet, men min krop vil bare ikke sove. Jeg tror, vi har prøvet alle mulige medikamenter. Den seneste var blå, aftenen før var den hvid. I dag er det en helt ny kategori, som ellers mest bliver brugt i psykiatrien. I øjeblikket er jeg villig til at prøve alt.

Desværre viser det sig, at sygdommen har udviklet resistens mod kemoen.  På trods af jeg har fået så meget kemo pumpet ind, har det ikke bidt på kræften. Sådan noget kan ske. Når først cellerne har oplevet kemo før, kan de genkende dem og bare kaste dem af sig.

Nu er der ikke så meget at gøre. Jeg er ikke blevet erklæret terminal. Men det bliver næste skridt.
Nu går jeg og venter og ser på, hvordan sygdommen udvikler sig. Der findes forskellige medikamenter. De kan ikke slå sygdommen ned, men de kan holde sygdommen på et minimum i blodet. Hvor lang tid det kan køre, er der ikke nogen, der kan sige noget om.

Men en ny transplantation er udelukket.


Ventetiden på hospitalet bliver fordrevet med dvd'er.

Jeg har ikke selv givet op endnu. Jeg er gået i gang med at se, hvad der findes af kliniske forsøg i udlandet. Det kan være, at jeg kan komme på noget forsøgsmedicin et sted i verden. Om det er forsøgsmedicin eller kræften, der slår mig ihjel kan være lige meget. Det er værd at give det et forsøg.

Min søster, der gav mig min sidste transplantation, er stadig pissesej. Hun holder fast på, at vi bare skal have det meste ud af den tid, der er. For andre af mine nærmeste er det nok sværere at forstå. Det er jo en sindssyg melding at få. 

Lige nu er jeg i Jylland hos mine forældre og restituerer mig. Jeg er begyndt at spise igen, men jeg kaster stadig meget op. Jeg får noget ritalin til at tage den værste træthed, og jeg kommer ud. Den anden dag var jeg ude at sejle med nogle kammarater. Jeg håber virkelig også, at jeg får så meget styrke i mine ben, at jeg kan komme ud og køre motorcykel. 

LÆS OGSÅ: "Jeg har været skideheldig hele mit liv, og så kom jeg pludselig til at tænke på, om jeg ikke skulle give noget tilbage" 

I næste uge skal jeg til samtale hos Rigshospitalet i næste uge. Men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Jeg har før været i overlevelses-mode for at holde min krop i gang mod dårlige odds, men denne gang kan jeg godt mærke, at alt er blevet slettet. Jeg er nu efterladt med den ensomhed, som døden giver. En ensomhed, der ikke kan deles, og som sidder lige tungt, også selvom man er blandt mennesker, der holder af én og passer på én.

Men heldigvis har jeg min stædighed og kampvilje tilbage. Det er ikke, fordi jeg ikke vil acceptere døden, jeg vil bare ikke acceptere den nu.  Jeg vil kæmpe alt det, jeg kan. 

Det er skrevet flere gode artikler om terminalpatienter, der har oplevet en stor livsglæde, når de vidste, de kun havde kort tid tilbage, men det der kendetegnede de fleste var, at det var personer, der havde haft tid til at stifte familie og karriere.


Et billede fra jeg var indlagt, hvor jeg blev rullet udenfor og fik lidt frisk luft.

Jeg er først lige startet på min karriere og har ikke børn eller familie endnu, så den følelse, de beskriver, kan jeg ikke sætte mig ind i. Jeg har lang fra opnået, hvad jeg gerne ville bidrage til denne verden med.

Så er der det med en kæreste. Det er hårdt at tænke på, at jeg aldrig kommer til at opleve gløden i øjet på en pige, der er nyforelsket. At få det beroligende kram, vi alle har brug for fra en person, man elsker højt. Der er pludselig en masse ting, som jeg ikke kommer til at opleve igen, og det er nok det værste - så virker døden som en bagatel i sammenligning.

Hvordan min tid ser ud nu? Jeg har ingen anelse, måske uger, måneder eller år. Men en ting er sikker, min tid tæller ned.”
 
LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand" 

LÆS OGSÅ: ”De bliver nødt til at fjerne benet. Jeg tænker, at det er fint nok. Jeg vil bare gerne være rask. Mine forældre ser helt forkerte ud. Min mor er ved at græde.” 

LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: ”Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde”


Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok