Mine forældre har ikke været politisk aktive. Min mor kom fra en kommunist-familie, og min far var meget borgerlig. De skændtes meget om politik, det var ikke diskussioner, det var skænderier. De blev skilt, da jeg gik i 5. klasse, og dengang hadede jeg politik og sagde, at jeg aldrig ville have noget med det at gøre.
Jeg har aldrig syntes, uddannelse har været sjovt, og jeg havde meget højt fravær i gymnasiet. Jeg var meget på skolen, bare ikke til undervisningen. Jeg havde travlt med at få etableret en ny kantine eller lave et nyt introforløb.
Jeg kan godt lide viden, men det der med at sidde 25 mennesker i et klasselokale eller 120 mennesker i plenum på RUC, det er ikke lige mig. Jeg har svært ved at sidde stille. Hvis jeg ikke kan deltage aktivt og komme med indspark undervejs, men bare skal sidde stille og lytte, kan jeg ikke koncentrere mig.
Og det er endnu værre, hvis jeg ikke kan se det for mig. De er nødt til at have en PowerPoint samtidig, ellers kokser det bare. Når jeg bliver interviewet til radioen, har jeg et eller andet i hånden, nogle sten eller sådan noget, for ellers sidder jeg for uroligt og kan komme til at daske til mikrofonen.
Jacob Mark
Jacob Mark (født 1991) blev valgt ind i Folketinget i 2015 med 2.948 personlige stemmer, i SF kun overgået af partiformanden. Tidligere byråds-medlem og børneudvalgs-formand i Køge. Læser journalistik med speciale i politik og administration på RUC og forventer snart at aflevere bacheloropgave om politiske forlig. I oktober 2016 stod han for præsentationen af SF’s nye udlændingepolitik, ellers har han mest markeret sig inden for skolepolitikken.
På Radio24syv har de et glas med gummidyr, man kan sidde og gramse på. I folkeskolen var mit penalhus proppet med små opfindelser, der kunne bringe kaos ind i klasselokalet.
Jeg havde hugget nogle store elastikker fra fysiklokalet, og så brugte jeg af og til timerne på at folde papirkugler i perfekt størrelse og skyde dem af sted. Der var timer, hvor jeg endte med ikke at være velkommen. Jeg kom ikke til samfundsfag det sidste år, og i matematik sad jeg mere uden for døren end indenfor.
Jeg kan ikke forklare hvorfor, andet end at det kedede mig. Men der var også timer med fantastiske lærere, hvor jeg var aktiv hele tiden og fik gode karakterer. Men jeg var ikke den perfekte skoleelev, det var jeg sgu ikke.
Om jeg har DAMP? Nej, det tror jeg ikke. Jeg har arbejdet rigtig meget med børn politisk, og jeg synes, der bliver givet alt for mange diagnoser til børn, der bare har krudt i røven.
Vi har et tæt sammenhold i min familie. Man kan sige meget om den der lidt skøre kommunistkultur, men der blev holdt rigtig mange familiefester, og der var tætte bånd, hvor man beskyttede hinanden.
I 8. klasse sagde min lærer: ”Jeg gider ikke diskutere mere med dig, du må melde dig ind i et politisk parti.” Det gik jeg og tænkte lidt over, og så lå jeg en aften og så en debat med partilederne.
Jeg havde altid tænkt, at jeg var blå ligesom min far, for den der kommunistfamilie var godt nok irriterende, de synger og danser jo hele tiden. Men så så jeg den debat, hvor Villy Søvndal var med, og jeg gik ind til min mor bagefter: ”Mor, jeg tror, jeg er rød.” Helt skræmt i stemmen.
”Det vidste jeg da godt,” sagde hun bare. Og så meldte jeg mig ind i SFU. I starten var det bare at diskutere nogle drømme. Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have? Og så dele foldere ud og drikke øl, hvilket jo havde værdi i sig selv, da man var på den alder.
I 1. g blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til byrådet. Jeg var 17 år, men ville fylde 18 to uger før valget. De ville gerne have mig nede ad listen som stemmekvæg. Det var ikke hensigten, at jeg skulle vælges ind. Jeg sagde: ”Vi kan godt aftale, at jeg stiller op, men det bliver ikke som stemmekvæg.
Det må være medlemmerne, der afgør, hvor jeg skal stå på listen.” Så holdt jeg en tale og blev nr. 2 på listen. Så som 17-årig vidste jeg, at jeg ville blive valgt til byrådet, og så var jeg ligesom i gang.
Jeg føler mig ufattelig privilegeret. Hver morgen står jeg op og tænker: ”Hvad vil jeg så kæmpe for i dag?” Det er der ikke mange andre mennesker, der kan. Jeg kan tage, hvorhen jeg vil, og besøge ting, der er spændende.
Jeg kan tage til en folkeskole i Jylland og opleve, at vi ikke er gode nok til at hjælpe ordblinde, og så tage hjem og kæmpe for det. Det kan man ikke andre steder. Omkostningerne ved det her job er, at jeg bruger det meste af mit liv på det. De fleste dage arbejder jeg fra ca. 6 om morgenen til 22 om aftenen.
Mine forældre var tit på arbejde om morgenen, så jeg skulle selv sørge for at komme op og i skole. Jeg fik ingen morgenmad, og min frokost var tit kanelsnegle eller citronmåne.
Jeg er overbevist om, at det havde gjort en forskel for min indlæring, hvis jeg havde fået ordentlig mad. Det var også derfor, jeg foreslog morgenmad i folkeskolen, og hvis der var fem konkrete ting, jeg kunne ændre i Danmark, ville jeg ikke tøve med at sige, at en sund frokostordning i skolen skulle være en af dem.
Jeg elsker i øvrigt stadig kanelsnegle. Jeg kan ikke længere spise tre om dagen, som jeg gjorde som barn, især i den periode hvor jeg arbejdede hos en bager. Men når jeg holder igen, er det kun, fordi man ellers ville kunne se det på mig.
I min familie er de meget, meget intelligente, men ingen af dem har højtlønnede job eller lange uddannelser. De arbejder som faglærte eller lærere. Da jeg var lille, spurgte jeg min mormor: ”Hvorfor er I aldrig blevet til mere?”
Hun blev virkelig skuffet over, at jeg ikke kunne se, at det, som de lavede, var det, der holdt samfundet kørende. På sekundet hun sagde det, blev jeg flov. Jeg aner ikke, hvor jeg havde fået den idé fra, at man skal stræbe efter høje karakterer og lang uddannelse.
Min studiehofret må være chili con carne, og så laver jeg nogle fantastiske ribeyes og pastaretter. Jeg elsker at lave mad og høre radio imens, P3. Jeg er meget poppet. Jeg er vild med Rasmus Seebach, og hvad der ellers ligger i top10 på Spotify. Alt, hvad der er mainstream.
Når man er inde på Borgen, tror man, at hele verden følger med i, hvad der sker på Borgen. Jeg bor sammen med to kammerater i en stor lejlighed.
Dengang Eva Kjer (daværende miljø- og fødevareminister, red.) var gået af, og hele Borgen rasede, kom jeg hjem, og så sad drengene bare og spillede ’FIFA’. De anede ikke, hvad der var sket. Det tror jeg er meget sundt for mig.
LÆS OGSÅ: Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder 4 markante politikeres vægge
LÆS OGSÅ: Daniel Carlsen fra Danskernes Parti: "Vi udøver politisk førstehjælp til Danmark"
