DER GÅR IKKE et sekund, før han er i gang.

”Har du haft en god weekend?” spørger han.

”Ja, jeg var i sommerhus. Hvad med jer, gik det godt her?”

”Ja, det gik ret godt. Der kom helt vildt mange mennesker. Jeg var jo faktisk på ferie i Berlin i sidste uge,” begynder han, og i elevatoren op til femte sal fortsætter han, og nu er det noget med en bytur, og da vi møder en på gangen afbryder han fortællingen med et ”hej” og ”sidder du herinde?”, men der skal mere til for at slå en ekspert ud af kurs, så han fortæller lidt om technomusik, og fem minutter senere sidder jeg i læderkontorstolen med en fornemmelse af, at jeg ved alt om den forrige uge i hans liv.

”Du er god til at smalltalke,” siger jeg. ”Men det skal du vel også være?”

Han trækker på smilebåndet.

”Ja, jeg er virkelig danmarksmester i smalltalk.”

Du kunne sætte enhver given person ind i et tomt rum med Johan, låse døren i en time, og bagefter ville vedkommende komme ud med en fornemmelse af at have mødt nogen, der ikke kun så dem, men forstod dem og interesserede sig for, hvilke småborgerlige problemer, der nu engang lå og presserede inde bag overfladen.

Johan er som skabt til at danne relationer. Konstant og ubemærket justerer han på små ting ved sig selv, for at folk bedre skal kunne lide ham. Mens der findes meget få mennesker, der bryder sig om tanken om, at andre ikke kan lide dem, er det på et andet niveau for Johan. Det er ikke et forfængelighedsspørgsmål, om folk kan lide ham. Det er en nødvendighed.

”Er det dernede, den ligger?” spørger jeg.

”Ja, det, du kan se lige dér, er rygeområdet,” svarer han.