”Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet og så skriver jeg pophits til P3”

Søren er 33 år, arbejder som læge på Rigshospitalet og i fritiden skriver han pophits for nogle af landets største popkunstnere.

Og det var sommer, sommer, sommåå-åå-ååårrrhh’.

Du husker sikkert omkvædet på pophittet ’Sommer’. Det danske teenage-boyband Page Four’s gennembrudssingle om teenagekådhed og sommernætter, der blev skamspillet på P3 hele sommeren 2015.

Men hverken Lauritz Emil, Jonas Eilskov eller nogle af de andre drenge fra boybandet har skrevet ’Sommer’. Det har Søren Ohrt-Nissen til gengæld, en 33-årig læge og far til to på Amager. Sammen med sin faste sangskrivermakker, Theis Andersen, og deres fælles ven og producer, Tim McEwan, stod de tre jævnaldrende mænd for både musik, tekst og produktion af ’Sommer’.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at skrive et hit

Kort tid efter tog Søren til Hong Kong i tre måneder men ikke, som man måske skulle tro, på tour med skrigende fans, TV-shows og stadiumkoncerter. Søren tog sammen med sin kone Ida, deres to børn og svigermoren til Hong Kong i forbindelse med sin læge-Ph.D.

Sørens karriere og familiefar-hverdag synes altså umiddelbart at stå i skarp kontrast til boyband-hittet ’Sommer’.

”Der er så også sådan cirka nul procent af mit eget følelsesliv i den tekst,” svarer han.


Søren skriver alle sine hits derhjemme.

Og illusionen om det glamourøse pop-liv får sig endnu et knæk, da vi besøger Søren og hans familie i huset på Amager. Her hænger ingen platinindrammede albumcovers og signerede guitarer på væggene, ingen billeder af Søren, der med vindersmil, arm-i-arm med Medina, Burghan G eller Rasmus Seebach, står back-stage til DMA. I stedet synes børnelegetøj, som hos så mange andre børnefamilier, at spille en væsentlig rolle i husets indretning. Sofaens armlæn er i dagens anledning udsmykket med en afbidt fastelavnsbolle, mens Niels, Sørens ældste dreng, sidder på gulvet og lidt klatøjet ser Ramasjang mellem legetøjsbiler, gyngehest og et gummisværd.

Han er stadig lidt ramt, forklarer Sørens kone, Ida. I formiddags havde de et stort fastelavn-arrangement. Alle børnene fra vejen var forbi og slå katten af tønden ude i haven. Niels, der var leopard, lagde kræfter i og blev kattekonge, hvilket han betaler prisen for nu.

LÆS OGSÅ: Rune Rask: "Jeg er meget mere produktiv om natten, for der er ingen telefoner der ringer, og der kommer ingen mails"

”Når jeg skriver musik, behøver jeg ikke nødvendigvis at trække mig selv og mine egne følelser med ind i teksten. Popmusik handler mere for mig om at finde det originale i det banale,” fortsætter Søren, da vi har bevæget os ned i kælderstudiet og væk fra stuens Ramasjang.

”En god popsang er baseret på en fængende melodi. Teksten skal føles naturlig, men helst også få dig til at slå ørerne ud. Når jeg hører en god popsang, så rør det noget i mig. Ikke nødvendigvis på et følelsesmæssigt plan, men som sangskriver bliver jeg ramt af en eller anden form for anerkendelse af, at det her er bare pisse godt håndværk,”.

”Det gør Max Martin (Grammyvindende svensk producer og sangskriver for bl.a. Britney Spears, Katy Perry og Taylor Swift, red.) næsten hver gang, han skriver popmusik. Han kan skrive popmusik, der i al sin banalitet måske får dig til at krumme tæer, men det er på en måde, så du smiler samtidig,” forklarer Søren uden at tage videre notits af, at der i det næste farer et par bumlende og bastante barnefødder henover stuegulvet lige over os.

”Så når jeg skriver musik,” fortsætter han, ”så tager jeg ikke nødvendigvis udgangspunkt i mine egne følelser. Det handler mere om en stemning. Sådan var det også med ’Sommer’. Her prøvede Theis, Tim og jeg mest af alt at ramme en stemning af ungdommelig kådhed og lange sommeraftener”.

Søren er dog alt imens helt bevidst om, at den slags popmusik, han skriver, ikke får folk fra musikkonservatoriet op af stolene af begejstring.

”Jeg har faktisk en del venner, der er uddannet fra konservatoriet, som synes, det er fint, men som på et fagligt niveau nok ikke er specielt imponeret,” siger han med et lidt skævt smil. ”Og så har jeg venner, der synes, at det er decideret dårligt, og de tør også godt at fortælle mig det. Jeg har en ven, der rent faktisk gav mig en lammer, da ’Sommer’ brød igennem. Han havde haft den i hovedet to dage i streg,” siger Søren og kan nu ikke selv undertrykke latteren.

Men mens lægekollegaerne måske ikke uddeler lammere, så er den typiske reaktion fra kollegaerne alligevel en smule afmålt, når de hører, at Søren skriver pophits.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at de helt forstår det. Det er så langt fra deres virkelighed, at tit vil de bare sidde og stirre lidt på mig uden helt at vide, hvad de skal sige. Andre prøver måske at spørge lidt ind men kan dybest set ikke helt forstå, hvorfor og endnu mere hvordan. Hvordan skriver man kærlighedssange og musik - musik som for dem at se er denne her meget personlig ting - til andre mennesker?”.

Musiker som talking-point
Der løber en musikalsk åre i Sørens familie, og interessen og talentet for musik har eksisteret i ham, siden han ligesom sine drenge selv var en lille knægt. Det var dog først, da han flyttede til København i 2002 og mødte Theis, at han begyndte at skrive og komponere popsange. Men mens Theis valgte at satse 100 procent på en karriere som sangskriver, så startede Søren på lægestudiet, og siden da har han kun i kortvarige perioder overvejet at skifte stetoskopet helt ud med pophitsene.

”Da jeg startede, var målet, at jeg skulle høre en af mine egne sange på P3. Så skete det. Okay, tænkte jeg så. Så skulle jeg prøve at ligge nummer 1 på Itunes. Så skete det. Næste mål blev så at ligge nummer 1 på radiohitlisten. Den kan jeg ikke krydse af endnu, men pludselig kom der en sød kone, børn og en karriere forbi. Og det var måske lidt som om, at de her meget principielle mål, jeg havde haft, gled mere og mere i baggrunden,” forklarer han.

”Jeg har bare heller ikke det samme ’drive’ til at sidde langt ud på natten og arbejde på et nummer. For det er virkelig hårdt arbejde. Hver gang! For hver sang, du får igennem, så er der i hvert fald ti andre, der er røget i skraldespanden forinden. Og når du måler alt det hårde arbejde op mod, hvor forunderligt lidt du faktisk tjener som rettighedshaver (Sangskriver, red.), så skal du virkelig ville det,” siger Søren.

”’Sommer’ indtjente mig et godt stykke under 100.000 kroner, hvilket vil sige, at jeg som sangskriver skal spytte en del ’Sommer’ ud hvert år, hvis det bare skal løbe okay rundt”.

LÆS OGSÅ: Frank Hvams liv igennem 20 private fotos

Hvad er den største forskel mellem musikbranchen og lægeverdenen?

”Hvis du får en ide i lægeverden, så skal den typisk igennem x-antal udvalg og chefer. Hospitalsvæsnet er en supertanker, der tager en evighed om at skifte retning, mens der i ’popvæsnet’ er ekstrem kort vej fra ide til resultat. Der kan gå få måneder fra, at du sidder og laver en demo i din kælder, til at den bliver spillet i radioen. Det er en vild energi at arbejde i, og det står i voldsom kontrast til hospitalsverdenen. Og gud ske tak og lov for det, for det er nok ikke nødvendigvis en sund energi at tage med ind i sundhedsvæsnet”.

Men hånden på hjertet; Hvis du kunne leve af at skrive popmusik – og leve godt, vel og mærke – ville du så ikke gå 100 procent efter popmusikken?

”Nej. Nu har jeg aldrig selv opereret som kunstner i branchen, men jeg har set rigtig mange af dem på nært hold, og det er simpelthen for hardcore en branche for mig. Der er så mange ting, man skal kunne, som ikke har noget med musik at gøre”.

Så når folk spørger dig, hvad du laver, så siger du, at du er…?

”Så siger jeg, at jeg er læge. Musiker er et interessant talking-point, men jeg ser mig selv som læge, og næsten alt min tankeaktivtiet går på at være læge og på min familie. Jeg nåede heldigvis at blive så god til at skrive popsange, at jeg ikke, som jeg gjorde i starten, behøver at bruge hver eneste vågne time på at perfektionere mit sangskrivningstalent. Jeg har en rimelig god fornemmelse af, hvad der virker, og hvordan jeg kommer derhen. Så ja, hvis nogen spørger, så er jeg er far, ægtemand, læge og så skriver jeg popmusik”.

Om den nye single
Sammen med Theis Andersen og Tim McEwan og Troels Gustavsen (Noah) har Søren Ohrt-Nissen skrevet den nye single for Noah. Singlen hedder ’Vend dig om’.

Om singlen siger Søren: ”Jeg synes selv, at det er en af de bedste sange, vi har skrevet. Og så synger Troels (Der står bag kunstnernavnet Noah, red.) den godt. Som sangskriver står man af og til med en følelse af, at demoen egentlig var bedre end det færdige resultat. Det gjorde jeg dog ikke med ’Sommer’, og det gør jeg heller ikke her, hvilket er et godt tegn på, at sangen har fundet sin rette ejermand”.

”Jeg kan relatere mere til denne sang. Dybest set handler den om at ligge i sengen om aften efter et skænderi. Tankerne kører gennem hovedet på en, mens man venter og håber på, at hun vender sig om. Det er klart, der har man jo været selv.”

LÆS OGSÅ:  "Jeg har tjent millioner på sportsbetting og udlever min drøm"

LÆS OGSÅ: Den aften jeg var picker på Panama

LÆS OGSÅ: Søren droppede coke og kriminalitet: Sådan kom jeg ud af rockerklubben

 

 

 

 

 

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok