Dette bliver herremodens største tendenser i 2021 scroll-down

Dette bliver herremodens største tendenser i 2021

Bedemand, vildmand eller levemand? Modebilledet spandt nye fortællinger i 2020, hvor fokus blev fjernet fra de vante køns- og klassenormer, og hvor alting ikke længere kun handlede om klassiske konventioner, snit og farver. 2021 samler op, hvor 2020 slap. Men hvilket hold skal du spille på nu?

Af Sine Gerstenberg
Foto: Getty Images og PR
Mode Euroman

I 2010’ERNE KASTEDE VI om os med betegnelser, hver gang en mands tøjstil skulle kategoriseres. Var han en hipster med fuldskæg, foldede arme og en særlig smag i filterkaffe? En lumber-sexual med skovhuggerskjorte og en Fjällräven til den MacBook, der fulgte med i tilværelsen som digital nomade? Eller var han dadcore med topmave, uldhue og bløde bukser i grå jersey? Subkulturen definerede dengang tilhørsforholdet (og garderoben), og vidste man ikke bedre, så var man nok bare enten eller slet og ret Djøffer.

Alt det blev forandret i 2020. Corona­pandemien, Black Lives Matter og MeToo-opgøret søsatte en ny værdipolitisk dagsorden, hvor vi praktiserede samfundssind ved at være asociale, og hvor vi fandt eksistentiel mening i analoge adspredelser som surdejsdyrkning, brændekløvning og vinterbadning. Og hvad gjorde modeverdenen så? Den gik nye veje – og især herremoden bevægede sig med raske skridt mod en helt ny normal.

Spørger man Anders Christian Madsen, og det gør man gerne, da han er modekritiker ved tidens mest toneangivenden modemagasin, britisk Vogue, så er netop herremoden et sted, hvor verdensordenens seismiske skift ses allermest tydeligt.

”Hvor de sidste 20 år har handlet om at udvide rammerne for, hvad mænd kunne gå i og neutralisere kønsspecifikke stykker tøj, handler herremode nu om at omprogrammere den traditionelle herregarderobes koder,” siger danskeren fra sit kontor i London.

”Vi vil ikke længere være med til, at et jakkesæt og en mappe tilhører patriarkatet, eller at en hoodie og en sneaker absolut skal stemples som street style. Derfor ser vi en normalisering af herremoden, der kan virke arke- eller stereotypisk og meget ’normal’, men som faktisk er en identitetspolitisk bevægelse, hvor alle får ret til at klæde sig i alle uniformer, uagtet køn, race, seksualitet og baggrund. Den altoverskyggende trend er at udtrykke arketypernes koder, men samtidig ændre på disses konventionelle værdier og tilhørsforhold,” tilføjer han.

AF SAMME GRUND er det i disse år markant mere interessant at holde øje med mandens klædeskab end med kvindens, mener Anders Christian Madsen.

”Det interessante ved herremode i forhold til damemode har altid været, at der var flere grænser at nedbryde for mænd. Det, der sker nu, hvor Generation Z-ånden bryder med alle de konventionelle regler, er, at hele mandens rolle i samfundet ændrer sig – og intet udtrykker det så tydeligt som hans garderobe,” siger han.

”Jeg føler, vi har udmattet mandetyperne til et punkt, hvor det er mere interessant at undersøge, sætte spørgsmålstegn ved og omprogrammere de eksisterende typer. De nye generationer vil ikke sættes i bås, så jeg tror, vi kommer til at se hipsteren, dadcore-manden, the lumber-sexual og alle deres venner igen. I lignende tøj, men denne gang med multifacetterede mænd bag facaderne. Vi er færdige med klichéer.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Oplæste artikler, Tendenser og Herremode