FØRSTE GANG JEG mødte Neil, var til mit allerførste modeshow nogensinde til Copenhagen Fashion Week i København i sidste uge.

Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at han hed Neil, men bare at han var frivillig medarbejder til showet for tøjmærket 7 Days Active.

Showet var passende sat op i Streetmekkas meget sporty ’gadeidrætshus’ på Enghavevej, og selvom jeg gennem samtale med mennesker fra branchen var blevet forberedt på, at det ville vrimle med streetstyle-fotografer og dekadent klædte mennesker, der gerne ville fotograferes til modebladene, var det alligevel overvældende at kæmpe mig forbi alle de shoots, der var i gang ved basketbanen foran bygningen.  

Da jeg ankom, fik jeg at vide, at jeg ikke var på listen, men at jeg bare kunne sætte mig til rette på de dyre rækker som substitut for Magnus Fuglsang, der er journalist på Euroman.  

”Jeg er her i stedet for Magnus fra Euroman, hvad skal jeg gøre,” spurgte jeg Neil, der smilede til mig og lagde en arm på min skulder.

”Jeg taler ikke dansk,” sagde han på engelsk, men beroligede mig, da jeg undskyldte for at glemme, hvor international den uge, jeg deltog i, var.

Han viste mig hen til et A4-ark klistret på en bænk med Magnus fra Euromans navn på.

”Din taske er åben,” hviskede han og pegede på den billige slingback-taske på min ryg. Der stak sorte hundelortsposer, en halvtom pose hundegodbidder og en flaske vand ud af den, fordi jeg overhovedet ikke havde tænkt over at tømme den og putte noget sejt i.

”I got you,” smilede han og blinkede, da han gik.

Det myldrede med smukke, seje mennesker med lukkede håndtasker og gennemtænkt tøj. Tre kvinder, der i hvert fald ikke var fra Danmark, var klædt i tre forskellige nuancer af neon og havde taget deres egen fotograf med. Han tog vel et par hundrede billeder af dem, mens de sad og ventede på, at showet skulle gå i gang.

Min sidekammerat, radiovært og forfatter Signe Amtoft, forklarede mig, at graffitien med ordene ’#WELOVEASPHALT’ ikke var skrevet på væggen i anledningen af at gøre oplevelsen mere urban, men derimod var en del af idrætshallens eksisterende indretning. Jeg så mig omkring.

Vi sad i en hestesko omkring scenen. Eller det vil sige, at nogle af os sad ned. Andre havde nemlig set deres snit til at stille sig på catwalken og have performative samtaler med hinanden i centrum af alle de andres blikke.

”Mon det starter til tiden,” sagde en mand i brunt ruskind og hvid, højhalset striktrøje til en kvinde, der hvinede af grin. Jeg måtte forstå, at modeshows ikke starter til tiden. Mens vi ventede, fik jeg peget ejeren af 7 Days Active ud. Han stod i en sort læderjakke med røde farstriber på ærmerne ved siden af to tilskuere med ligeledes sorte læderjakker med fartstriber på.

Et lidt akavet tilfælde for en, der skulle til at præsentere det nyeste nye streetwear, noterede jeg og bemærkede, at der var opstillet en scene til et liveband, der skulle spille showet op.

Det viste sig at være bandet Fabräk, der spiller punkmusik, men ikke vil kaldes et punkband. En model iført den førnævnte sorte læderjakke med fartstriber satte det hele i gang.

I modsætning til, hvad jeg havde forventet, var tøjet ikke overdrevet avanceret eller sært. Det kunne nemt være noget, jeg kunne være gået forbi i en butik, fordi det ikke lige var mig. I løbet af meget få minutter var showet ved at være slut.

”Modemennesker, skal vi stå op?!” råbte Fabräks forsanger. Folk kiggede tøvende på hinanden, rejste sig modvilligt op og klappede ude af takt til punkmusikken.

Da det hele var slut, gik alle igen ud til fotograferne, der lå i krig med hinanden om at tage det samme billede.

Jeg skulle skynde mig videre, og jeg havde glemt alt om Neil, da jeg stod i kø til den hospitality bus som Copenhagen Fashion Week havde sørget for, at pressen kunne køre rundt i for at nå til alle shows.

Udenpå så den meget glamourøs ud, som den var folieret med navnene på alle de deltagende tøjmærker. Indeni var det sådan set bare en gammel 2A-bus uden billetkontrol.

Regnen havde trukket fugt og dårlig stemning med sig indenfor. En stakkels chauffør, der bare gerne ville have folk til at rykke et par skridt tilbage i den dumme bus, skreg af os.

”Altså move nu BACK, for helvede!” råbte han, inden vi endelig kunne køre fra det urbane Enghave-område mod Charlottenlund som sild i en åndssvag tønde med opladerstik til iPhones.

Jeg blev hurtigt fysisk utilpas. Blandingen af sved, parfume og kvidrende samtaler om, hvorfor tøjmærket Saks Potts mon havde placeret deres show så langt fra the city, gav mig hovedpine. Speederen måtte også i bund for at få os frem i tide.

Jeg stod med lukkede øjne og trak vejret gennem næsen for ikke at kaste op, da bussen åbnede døren og afslørede, at det modeshow, jeg nu skulle se, foregik i regnvejr og hård blæst langs Strandvejen. Gadefotograferne skyllede ind over køen. En drone summede over os, mens jeg forsøgte at finde min invitation frem.

”Du har en siddeplads, så du skal bare gå ind og finde Alice,” sagde en frivillig i regnjakke.

”Hvem er Alice?” spurgte jeg og fik et grin tilbage.

”Prøv at finde en af seaterne med sort tøj på,” sagde hun.

Jeg kiggede ned ad promenaden, hvor i hvert fald 30 mennesker stod klædt i sort, og da jeg endelig fandt en, der ikke bare var tilskuer som mig selv, blev jeg afvist fra en siddeplads på grund af ”en fejl”, jeg ikke kunne få mere at vide om.

Efter at have ventet i regn og blæst i en halv time kom modeller endelig gående i tøj, der ikke var til vejret. Badetøj, sommerkjoler og stribede skjorter og alt, hvad du ellers kan forvente af et mærke, der holder modeshow ved Strandvejen.

Der blev klappet fra tilskuertribunen, hver gang en model, der ikke var tynd, kom gående, og jeg bemærkede, at Saks Potts også havde hyret modeller af forskellig etnicitet, alder og kønsidentitet. Det blev der også klappet ad. Jeg tolkede det som en sjældenhed, der skulle anerkendes, at man bidrog til større mangfoldighed i Nordsjælland, hvor diversitet som regel gøres op i folk med diplomatpas og au pairs.

Uanset hvilken slags model, der kom gående ned ad Strandvejen, var det for koldt for vedkommende. Der findes både dårligt vejr og dårlig påklædning, konkluderede jeg, da jeg kæmpede mig gennem folkemængden op til Café Jorden Rundt for at låne strøm til min telefon. Kort efter opdagede jeg, at Saks Potts holdt deres efterfest netop her.

Folk kaldte hinanden skat og virkede ikke særligt interesserede i at lære nye mennesker at kende, så jeg afsluttede min første dag til Copenhagen Fashion Week med en tomatsuppe, som jeg kujonagtigt spiste ved et cafébord i et tilstødende rum i stedet for at gå ind og være opsøgende journalist til festen med de regnvåde mennesker.

ANDEN GANG JEG så Neil, kunne jeg ikke genkende ham.

Belært af dagen før havde jeg undgået bussen og sat mig i en taxa til Carlsberg Byen, hvor mærket Lovechild skulle afholde deres modeshow.

Taxachaufføren fandt vej gennem alle de udklædte gæster foran showet, der enten blev eller bare drømte om at blive fotograferet foran indgangen. Han grinede og spurgte, om fotograferne var der på grund af mig.

”Dét er de virkelig ikke,” sagde jeg. 

Jeg stillede mig i kø til showet bag en velklædt mand. Han havde en sort blazer på, og den var pyntet af røde silkehjerter, der så ud til at være syet på i hånden. Hans hår sad i en skarp sideskilning.

”Jeg er her i stedet for Magnus fra Euroman,” sagde han på engelsk i døren.

Det undrede mig.

”Du står ikke på listen, men vent her, måske bliver der plads,” fik han at vide.

”Øh, jeg er Maya Tekeli fra Euroman,” sagde jeg og forsøgte at få et bedre kig på manden blazeren.

Det var først, da han nogle minutter senere kom op ad trapperne og stillede sig et par meter fra mig, at jeg genkendte ham.

Han så forskrækket ud, da vi fik øjenkontakt.

”Det må du virkelig undskylde,” sagde Neil. 

”Jeg kunne bare huske, at du var til showet i går i stedet for Magnus, og så tænkte jeg, at jeg kunne prøve…”

Jeg afbrød ham og roste ham for hans selvsikkerhed og smukke forklædning.

”Skal du med til Euromans fest i morgen aften?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”I got you,” grinede jeg og tilføjede ham på Instagram. Neil Sheriff var et passende navn til den performance, syntes jeg. 

Neil fandt en plads på gulvet foran alle os, der var blevet placeret på stolerækkerne. En person udpegede de folk på siddepladserne, der havde Lovechilds tøj, så de kunne få taget et billede.

Flere virkede meget interesserede i at fotografere to smukke hijabis med solbriller på. Jeg skævede til Elles redaktion, der stod et par meter fra mig, og som for nyligt havde været i noget af et stormvejr på grund af en sag om tørklædeklædte kvinder i deres modemagasin. Jeg kom frem til, at tiden ikke var til at tale med dem om det, for nu skulle jeg se mere tøj i et nyt, råt miljø med fritlagte sten i væggene.

Hvide skjorter og store bronzesmykker, der gav mig mindelser til gentrificerede caféer på Nørrebrogade. Løstsiddende sæt og for store bluser, som jeg kunne forestille mig at tage på til en middag med flere forskellige knive og gafler.

Da showet sluttede, og folk strømmede ud, kiggede jeg efter Neil, mens kameraerne igen klikkede rundt om mig. For at skåne mig selv for at blive bedt om at rykke mig ud af flere billeder, gik jeg hurtigt mod Carlsbergbyens S-togsstation.

”Jeg ledte efter dig efter showet. Jeg vil gerne prøve at få dig med til P.L.N.-showet senere, hvis du ikke har en invitation,” skrev jeg i stedet til ham på Instagram.

TREDJE GANG JEG så Neil, var på forreste række til det forholdsvis nye, danske og efter min mening meget punkede tøjmærke P.L.N.’s show. Han havde igen udgivet sig for at være Magnus fra Euroman.

”Gud, hvor er det bare vildt,” sagde han, da jeg fortalte ham, at CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, vist sad et par sæder fra os.

”Jeg kan ikke genkende andre,” sagde jeg, både fordi jeg ikke kender nogen, men også fordi alle havde solbriller på.

Da P.L.N-showet gik i gang, og modellerne gik frem og tilbage i outrerede og bevidst lasede kostumer, urovækkende makeup og tandbeskyttere, som jeg ellers kun kendte fra boksning, gik det op for mig, at jeg vidste meget lidt om, hvem Neil var.

Han fotograferede modellerne, der lignede, de havde fået et lag tæsk, inden de gik på scenen, der i øvrigt var dækket af falsk blod. Jeg kunne godt lide showet, fordi jeg brugte meget hjernekapacitet på at forstå, hvad der foregik.

”Det får mig til at tænke på nogle konspirationsvideoer, jeg har set om, at Kanye West er blevet slået ihjel og erstattet af en klon. Det er derfor, han har fået bredere skuldre og en større røv,” sagde jeg ud i luften, da showet var slut.

Efter showet røg jeg to smøger, mens jeg hørte om, hvor dårligt syet tøjet havde været til Søren Le Schmidts store kendisshow dagen før. Helle Thorning-Schmidt, Trine Dyrholm, Tessa, Rasmus Tantholdt og Dar Salim havde åbenbart ikke set særligt seje ud i skæve knapper og tøj, der ikke passede dem.

En mail tikkede ind, da jeg skiltes med Neil. Nu havde han fået en billet til Euroman-festen i morgen aften.

SIDSTE GANG JEG så Neil, lærte jeg ham at kende.

Seks timer tidligere havde jeg forsøgt at finde mig til rette til en lanceringsfest i Pilestræde for tennismodemærket Palmes’ samarbejde med den amerikanske podcast ’How Long Gone’. Jason Stewart, der er en af værterne på podcasten, fortalte mig, at han havde lavet en liveepisode fra Restaurant Babylon på Søpavillonen dagen før, hvor han blandt andet havde interviewet Mikael Bertelsen om tennis, og om hvornår han selv synes, hans karriere nåede sit klimaks.

”Han svarede ikke på det sidste,” fortalte han. Jeg takkede nej til et glas vin fra kølespanden ved siden af deres tøj og en kasse med tennisbolde. I stedet tog jeg mod Amaliegade for at se Henrik Vibskovs nye tøj.

På vejen derhen fik jeg øjenkontakt med Hollywood-skuespilleren Oscar Isaac, der mig bekendt både er modeinteresseret og dansk gift. Han havde kasket på og virkede til at holde lav profil, så jeg tænkte, det ville være uhøfligt at gå over og rose ham for hans præstation i ’Dune’.

Der var lang kø og ret mange børn til showet. Forfatter og modeperson Ditlev Tamm sad ligesom mig i A-området på smalle bænke foran de stående. Anlægget spillede klassisk musik.

”Are you reaaaadyyyyy,” lød det pludselig over en anlægget.

”Henrik Vibskov. Henrik Vibskov. This is Henrik Vibskov,” sagde en kommentator i en lille orange boksering, mens 12 mennesker i orange tøj summede ude i gården ved Designmuseet.

Selve tøjet lignede noget, som Willy Wonka kunne finde på at tage på på vej til chokoladefabrikken. De tolv orange Oompa Loompa’er indrammede hver model i orange stof, mens musikken skiftedes mellem at være klassisk og upbeat med kommentartorskab.

”Get into the look, get into the fashion,” sagde kommentatoren, og jeg fornemmede straks deres baggrund i ballroom.

Det bliver nok første og sidste gang i mit liv, at jeg oplever ballroom-miljøet så tæt på Kongehuset, tænkte jeg, da showet sluttede. Ditlev Tamm hilste med et nik på en ældre model, der lignede ham selv.

Da jeg krydsede Amalienborg Slotsplads, lod jeg mig forarge af en amerikaner, der sagde, at slottet var ”cute” og ”gorg”, og hastede videre for at nå til Baum und Pferdgartens modeshow. 

Jeg endte på en siddeplads mellem en masse andre amerikanere, der åbenbart alle sammen kendte hinanden og for eksempel vidste meget om hinandens boliger, selvom de vist ikke havde set hinanden i lang tid.

Bag mig stod en strikkonstruktør, der hed Maria, og da showet skulle til at begynde, blev hun af en seater bedt om at sætte sig på den tomme plads ved siden af mig.

Jeg arbejder for Baum, men jeg er ret ny, så det er første gang, jeg skal se noget tøj, jeg selv har været med til at konstruere,” sagde hun.

Hun forklarede mig, at der er en milliard forskellige stadier i en tøjkonstruktion, og at et af dem var de showpieces, vi skulle til at se nu. Derfra ville tøjet bliver rettet og strikket eller syet ind over flere omgange.

”Jeg havde forestillet mig, at livet ville blive ligesom ’The Devil Wears Prada’, da jeg startede i modebranchen, men folk er heldigvis virkelig søde hos Baum,” sagde hun, som om det var helt unikt at opføre sig ordentligt.

Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, der udgør den succesfulde scenekunstduo How To Kill A Dog, var iklædt tøj fra mærket. De sad ved siden af kulturjournalist og vært på P1 Kultur Chris Pedersen og den succesfulde kunstner Esben Weile Kjær.

Tøjet var lyserødt og ternet, og jeg sagde tillykke med strikkonstruktionen og farvel til Maria. En mand klædt i camouflagetøj gennede en gruppe kvinder væk, der ville fotografere sig selv foran en soldat fra Livgarden. Jeg tog en af de paraplyer, som Baum har lavet til anledningen under armen, og gik.

NEIL STOD I KØ til Euroman og Eurowomans fest på Kayak Bar, da jeg kom. Han var klædt i oversized bukser og en striktrøje fra Marc Jacobs. Under striktrøjen bar han en T-shirt med ordene ’Jeg er færdig med mode’ på.

Mens køen sneglede sig frem, fandt jeg endelig frem til nogle detaljer om Neil, der viste sig at være endnu mere interessant, end jeg troede. Han var 23 år gammel, studerede på CBS og var blevet frivillig til modeugen gennem en klub for modeinteresserede på skolen. Han var også fra Rusland, som han havde forladt for et år siden, da krigen begyndte.

”Jeg har prøvet at udtrykke min interesse for mode gennem mit liv, så meget jeg kunne, men jeg har ikke overvejet at arbejde rigtigt med mode,” fortalte han.

”Jeg er jo vokset op i Rusland og kommer fra en ret konservativ familie, så det var ikke en seriøs mulighed at arbejde i modebranchen.”

Til min store overraskelse havde Neil heller aldrig været til modeuge før. Hans første show var som frivillig hos 7 Days Active, hvor vi mødte hinanden første gang. 

To turister spurgte os, hvad det var for en fest, vi stod i kø til, og jeg forklarede dem, at den blev afholdt i forbindelse med modeugen. Jeg måtte skuffe dem med, at man skulle have en invitation, hvis man skulle ind.

”Du må i øvrigt lige huske at introducere mig for Magnus fra Euroman, hvis han er her,” grinede han, da han nåede til døren, og Neil for en gang skyld kunne præsentere sig med sit eget navn for vagterne.

Musikken var meget høj og stedet var pakket med mennesker, der stadig ikke var klædt på til støvregnen.

”Hvad drømmer du egentlig om, Neil?” spurgte jeg, da vi satte os ned blandt modeller og modepersonligheder på den anden side af indgangen.

”Min største drøm har altid været at være en del af modebranchen. Jeg vil gerne være stylist eller måske endda designer. Og efter den her modeuge tror jeg måske, at jeg vil forsøge at skubbe mig selv mere i den retning. Jeg har jo mødt så mange mennesker, været til mange shows, og jeg blev også fotograferet på gaden.” 

Jeg havde godt bemærket et billede af Neil og hans sorte blazer med hjerter på i Vogue Scandinavias streetstyle-arkiv dagen før. Neil fortalte mig, at blazeren er fra et lille russisk mærke, der finder genbrugstøj og syer det om til finere brug.

”Det er virkelig sjovt, at det lige var den jakke, jeg skulle fotograferes i,” sagde han.

”I løbet af mine sidste år i Rusland begyndte jeg at udtrykke mig selv meget mere gennem mit tøj. Jeg begyndte at gå på homoklubber, og den der blazer havde jeg på en aften på vej i byen. På vej til metroen blev jeg bedt om at forklare, hvorfor jeg så så feminin ud, og jeg endte desværre også med at blive overfaldet på grund af den.”

Mens Neil viste mig det ar, han havde fået i ansigtet fra oplevelsen, skreg en gæst op, da en presenning gav efter og tømte en halv liter regnvand ud over ham.

Jeg grinte højt, mens Neil holdt sig for munden i medfølelse. Vi stillede os i sikkerhed og talte med hinanden om alle de ting, vi havde oplevet i løbet af ugen.

”Det har været så vildt at være med til alt det her,” sagde han og smilede, og jeg betragtede ham på vej tilbage til den åbne bar. 

Selvom Neil ankom til Danmark den 12. august sidste år, og kun lige akkurat har været her i et år, passede han meget bedre ind på Kayak Bar end jeg gjorde.

Han hilste på folk, genkendte mange og talte med alle. Han virkede heller ikke det mindste utilpas med at blive der alene, da jeg besluttede mig for at tage hjem.

”Lige nu føles det, som om at jeg skal gøre mere for at følge mine drømme i modebranchen, selvom det er mere uforudsigeligt end så meget andet,” sagde han, da jeg spurgte, om jeg kunne regne med at se ham til næste modeuge.

”Heidi Klum har jo sagt, at den ene dag er man inde, den næste er man ude,” grinede han.

I år var Neil Sheriff kommet ind i varmen uden at brænde fingrene. Da jeg efterlod ham til festen for at lade ham pleje sit nye netværk, overrakte jeg ham listen over alle de shows, events og fester jeg var inviteret til resten af ugen.

”Du kan bare sige, at du er der i stedet for Maya fra Euroman,” sagde jeg.