For et år siden var Brian Holm på forsiden af Euroman. I magasinet blev han hyldet som en af Danmarks bedst klædte i 2018. Nu er tiden igen inde til, at vi kårer årets bedst klædte, og denne gang er Brian Holm ikke at finde. Alligevel skal han dog ikke helt forbigås.

Vi har nemlig lavet en undersøgelse blandt vores læsere om, hvilke kendte mænd, de synes har god stil, og svaret er soleklart. Brian Holm er kongen.

49 procent af deltagerne udpegede Brian Holm som det mest interessante stilikon fra en liste, der blandt andet talte Sir Paul Smith, Liam Gallagher og Andrea Pirlo. Ikke nok med det, så er den tidligere cykelrytter også nummer et på læsernes liste over kendte mænd der generelt har god stil.

Da vi ringer til Brian Holm for at fortælle ham om læsernes uofficielle kåring af ham som den bedst klædte mand, svarer han beskedent.

”Det må være fordi, jeg har været på forsiden af Euroman. Det bliver jeg nødt til at tænke for lige at få benene ned på jorden igen efter denne her besked,” griner han.

Hvad er god stil for dig?
”Som udgangspunkt kan jeg jo rigtig godt lide engelsk mode – alt, hvad der er i engelsk favør. Det klassiske engelske look, der også er lidt konservativt. Jeg har en bog, hvor Paul Smith har skrevet forord, og her skriver han, at den engelske mod-stil kan du bruge, fra du er 15, til du er 75. Man kan køre den stil hele sit liv og stadig være velklædt. Der skal ikke særlig meget til, og så er man stadig velklædt.”

”Det skal også være afdæmpet. Og når jeg siger afdæmpet, så mener jeg, at det gerne må larme en smule, men ikke for meget. For mig er det god stil at købe et par karrygule strømper. Det er små detaljer, der viser, at man gå op i sin stil. Det er også noget, alle kan gøre, og det koster ikke en formue. Hvis man vender det på hovedet, kan vi jo snakke om italiensk tøj – en hvid jakke, hvor der står Prada eller Gucci på ryggen. Det må fodboldspillerne gå i, det kunne jeg aldrig finde på. Fodboldspillere har mange penge, men ingen stil”.

Hvad har du købt for nyligt, som kendetegner din stil?
”Jeg har lige købt et par gule snørebånd til mine Dr. Martens i Paris. Og en skotskternet sixpence. Begge dele larmer lidt, men det går ikke amok. Det er så engelsk, som det kan blive.”

Hvorfor tror du, at vores læsere elsker din stil?
”Jeg tror, at alle kan se sig selv i det tøj, jeg går med. Det er ikke for dyrt, det er neutralt, men jeg er stadig velklædt.”

Hvis du skal lave en liste over dine stilikoner, hvem vælger du så?
”Nummer et på listen må være Paul Weller. Det elsker jeg bare. Jeg sidder altid og ser på, hvad han går i. Jeg har ikke fantasi nok selv, så jeg ser, hvad han gør, og så prøver jeg lidt selv. Selvfølgelig er Paul Smith også på listen. Jeg elsker også alt, hvad der har noget at gøre med Steve McQueen. Alt der lugter lidt af Steve McQueen og motorcykler.”

Selvom Brian Holm ikke er på listen, er der stadigvæk masser af stilede mænd på Euromans liste over bedst klædte i 2019. Se hele listen i magasinet, der udkommer 14. november.