Uniqlo og Engineered Garments har igen slået pjalterne sammen og skabt en lille kollektion, som kuldskære, stilsøgende danskere gør klogt i at kigge en ekstra gang på. Samarbejdet er nemlig mundet ud i tre jakker, hvoraf særligt en af dem rammer hovedet direkte på sømmet.

Samarbejdet mellem de to japanske aktører lader til at være til gavn for begge parter: Uniqlo låner af Daiki Suzukis eftertragtede designetos. Og Engineered Garments når takket være Uniqlos globale fangarme en markant bredere målgruppe, end man ellers ville have nået ud til.

Takket være Uniqlos muligheder for at producere i massiv skala – Uniqlo kan med et globalt produktionsapparat og 2.434 butikker verden over bedst beskrives som en japansk H&M – har Engineered Garments’ stifter Daiki Suzuki haft mulighed for at løfte sit velkendte designsprog (tænk americana møder militær møder japansk lag-på-lag) ind i et særdeles attraktivt prisniveau.

Og det er særligt parkajakken fra samarbejdet, der bør få det til at klø i klikfingeren hos mænd, der leder efter en jakke til vinteren. Parkajakken fra Uniqlo og Engineered Garments fås i tre farver: sort, mørkegrå og mørkegrøn. Den har et quiltet indre, der nok skal holde dig varm, og en skal i vandafvisende tekstil, der er udviklet i samarbejde med en af verdens førende tekstilproducenter, Toray. Pasformen er gavmild, så du kan nemt have en tyk strik indenunder, og Engineered Garments har med vanlig sans for detaljer tilføjet spænder og forstærkede syninger om lommerne. Prisen? Beskedne 1.499 kroner.

Du har sikkert en jakke eller to, der allerede hænger i skabet og er klar til kulden. Men kan man egentlig få for mange parkaer? Nej, er det korte svar, spørg bare tidligere Oasis-forsanger Liam Gallagher, der engang i et interview sagde: ”I have hundreds of the fuckers. I've got so many parkas I can't hang them all up and I'd rather throw the house than the parkas.”

Så skulle det være på plads. Kollektionen er tilgængelig i Uniqlos butik på Strøget i København samt på Uniqlos website.

467595_313F079B_08_A010_S.jpg

467595_313F079A_58_A010_S.jpg