”Where are you going after this show?”
”The psychiatrist,” svarede en fotograf på vores spørgsmål efter et af modeugens sidste shows var forbi. Et svar ingen, der har oplevet modeugen fra første parket, ville fortænke ham i at give.
For modeugen er én lang kavalkade af uskrevne sociale koder og normer. Folk, der med skarpe øjne og spidsede læber desperat leder efter deres navn på front row, arme med en lysende skærm i enden, der i takt bevæger sig op og ned med få sekunders mellemrum. Smukke og smarte mennesker, man nærmest er tvunget til at forholde sig til, og denne gang også en del triste attituder.
Ærligt: Folk har altså været lidt mellemfornøjede; der har været murren i krogene og blytunge mundvige.
”Det er ikke særligt sjovt denne gang,” lød den halvhårde bedømmelse af modeugen fra en unavngiven chefredaktør på et modeblad før det føromtalte show. Det er, som om modefolket hele tiden har ventet på et eller andet skulle ske. Og nu er det ovre, det skete ikke. Så vidt vi ved.
Nej, modeugen er ikke et sted for sarte sjæle, dårligt selvværd og tålmodighed.
Men nok om det. Lad os bevæge os mod tøjet (det vigtige!) i stedet. Vi gør det kort.
Den dygtige modeskribent fra amerikanske GQ, Samuel Hine, berettede om en klar tendens under dette års modeuger i Firenze og Paris: wearable clothing. Groft oversat betyder det noget i retning af ’tøj, du kan gå i’. Og det lyder vel nok fjollet, for tøj er jo lavet til at gå i, tænker du nok og har selvfølgelig helt ret. Denne gang virker det så også til, at det princip er blevet taget med ind på catwalken, både i Firenze og Paris, men så sandelig også i København, hvor skøre showpieces var skrællet væk til fordel for mere nedtonede styles.
Grundlæggende repræsenterer det det skift, der er sket i herremoden, mod en mindre … lad os kalde det pyntesyg tilgang. Farverne er blevet endnu mere underspillede, og det ville være meget nemt at finde Holger i den grå/sorte/brune/mørkeblå bunke, som synes at tage en seriøs form disse år (på kvindesiden gælder dette ikke. Der synes en skål med bær at være en stor kilde til inspiration). Forfriskende taget i betragtning, at modeindustrien for længst må have indset, at dens rolle som trendsetter er blevet overtaget af ungdommelige mennesker på sociale medier, og det nu handler om bare at lave godt tøj, selvom også det kan få folk til at rynke på næsen og efterspørge ”mere kreativitet.”
Som en stor kanon af en indkøber fra USA sagde om et show: ”The problem was that it was too wearable.” Man kan ikke gøre alle glade.
Nå, hvad så vi så ellers?
I. Vi har ikke formået at slippe krisementaliteten, og nu har den altså sat sig godt fast i jakkelængden, som efterhånden er ved at nå vores fodsåler. Bliver dette års amerikanske præsidentvalg katalysatoren bag et folkeligt gennembrud til sløret?
II. Sneakers virker stadigvæk til at være på retræte til fordel for klassiske lædersko, og særligt lædersko med square toe synes at gå nogle store år i møde. Det klager vi ikke over.
III. Modeugen handler ikke om shows. Den handler om modemiddagen, som er der hvor de overfladiske influencere og Tiktok-dronninger kan blive siet fra, og hvor man kan spise og drikke og snakke i fred med mennesker, der rent faktisk har noget på hjerte.
IV. Bum. Det var det. Det gik stille for sig.
