ENGANG VAR SPORTSVOGNE det stof, som drømme var gjort af. To døre, to sæder. Et bagsæde fra helvede eller slet intet. Bagagerum uden plads, fartstriber uden gas. Indtil klimakrisen tog fat, fandtes sportsvognene i alle afskygninger – fra uopnåelige italienere til folkelige japanere.

I dag er de fleste af dem væk; sendt på pension eller i skammekrogen. Tiden har indhentet dem, og med få undtagelser er kun de bedste og mest rendyrkede tilbage. Dem, der har et helt brand bygget op om sig – Porsche, Ferrari, Aston Martin og andre drømmebiler. 

Blandt de mere dødelige varianter er kun få tilbage: Mazda MX5, Audi TT og Toyota GR86. Sportsvogne til folket. Ikke fordi de er helt billige, men fordi de er billigere end den ægte vare og stadig ligner noget, der er noget.

Snobber vil rynke på næsen, og hoteller vil bede dig parkere i kælderen. Men hvis køreegenskaberne lever op til udseendet, og det hele ikke bare er et look, bør ingen anfægte det sympatiske, ligefrem forbilledlige i at bringe noget vaskeægte køreglæde ud til folket.