TILBAGE I 2020 var det japanske bilmærke Toyota blandt de første, som talte om de revolutionerende solid state-batterier. Og i 2023 opnåede den japanske bilproducent lidt af et teknologisk gennembrud i udviklingen på området. Det kom frem på en briefing, hvor Toyotas nyligt oprettede BEV-division (BEV står for Battery Electric Vehicle, red.) fortalte, at man er lykkedes med at få det banebrydende batteri, som også kaldes ’faststof-batteri’ til at fungere i sine modeller, blandt andet i konceptbilen Toyota LQ.

”En af fordelene ved solid state-batterier er, at elektrolytten er fast. Dette gør det muligt for ioner, der transmitterer elektricitet, at bevæge sig hurtigere, hvilket betyder kortere opladningstider, øget rækkevidde og højere effekt. Solid-state-batterier er også kendetegnet ved at være meget stabile, fordi de kan modstå høje temperaturer,” udtalte Koji Sato, præsident og CEO for Toyota, til The Economist.