Insignia har flyttet Opels image fra landbrug til business. Vi har kørt den faceliftede 2014-version for at se, om den kan flytte sig endnu mere.

Da Opel Insignia kom til verden i 2008, var den lidt af en revolution for det tyske mærke. Efter år med traditionelle biler og et tiltaget støvet image blev den sportslige businessbil ikke bare et skridt fra Vectra til Insignia, det blev også en forløber for coupélignende mellemklassebiler som Passat CC og Mercedes CLA. Nu godt fem år senere har Insignia løftet Opels image, men den er ikke længere alene om at være coupélækker. Derfor er Opel klar med et mindre facelift.

Hvad er nyt?

Set udefra skal man være lidt af en nørd for at spotte den nye Insignia fra den gamle. Der er kommet lidt justeringer af lygtesignaturerne, og det pynter især på bagenden af vores femdørs variant, der i øvrigt er den helt rigtige Insignia-model set med vores øjne. Bilens hovedattraktion er trods alt coupéformen og den går tabt i stationcaren, mens du mister den store bagklap ved at vælge Insignia med fire døre.

    

Indvendigt har Opel lyttet til sine kritikere og opbygget en helt ny førerplads med færre knapper, støre overskuelighed og en ny stor touchscreen til at hjælpe med betjeningen. I midterkonsollen er desuden introduceret en touchpad, der skal fungere som en slags mus, men hvad skal man bruge den til, når man har en touchscreen? Bedste nyhed er ikke desto mindre den nye 1,6 liter benzinmotor med 170 turboheste.

Hvordan kører den?

Maskinerne har typisk været Opels svaghed sammenlignet med de mere moderne og effektive motorer fra VW, PSA og Ford, men nu er Opel godt med. Vi krydsede Storebælt på et par langture under vores test, og selv om 1,6 liter måske ikke lyder af meget, har den nye maskine masser af kræfter og en helt forrygende lydløs komfort. En lille indvending kunne måske være den høje gearing, som kræver en tur ned i første gear, hver gang du er nede i gå-tempo, men det er en detalje, man venner sig til. Den nye undervogn er også lagt an på komfort, og på en snoet landevej nyder den godt af motorens lavere vægt.

   

Hvad siger vi til det?

Med faceliftet har Insignia fået en kvalificeret opdatering. Forskellene er måske umiddelbart små, men de gør en stor forskel, så konkurrenterne ikke løber helt fra den, før den kommer en helt ny Insignia om tre år.

OPEL INSIGNIA 1,6 SIDI

Motor: 1,6 liter benzin med turbo
Hestekræfter: 170
Moment: 280 Nm v. 1.650 omdr.
Tophastighed: 220 km/t 
Acceleration: 0-100 km/t på 9,1 sek.
Benzinøkonomi: 16,9 km/l (EU-norm)
CO2-udleDning: 139 g/km.

Pris: 424.400 kr. (udstyret som testbilen 539.000 kr.)   

Karakter: 4/6


Hvorfor?

Fordi Opel har justeret på de helt rigtige ting med nyt brugerinterface og en ny lækker motor.

Hvorfor ikke?

Fordi den nye Insignia stadig ligner old news sammenlignet med den nye Mondeo, der kommer til efteråret.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman